16.6.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 174/17
Sag anlagt den 29. marts 2012 — Europa-Kommissionen mod Den Bulgarske Republik
(Sag C-152/12)
2012/C 174/26
Processprog: bulgarsk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved R. Vasileva og H. Støvlbæk, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Den Bulgarske Republik
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Den Bulgarske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF (1).
—
Den Bulgarske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
I sin stævning af 16. marts 2012 har Europa-Kommissionen (herefter »Kommissionen«) nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Bulgarske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF, idet den af infrastrukturforvalteren i Bulgarien fastsatte afgiftsordning i strid med artikel 7, stk. 3, i direktiv 2001/14/EF ikke er baseret på de omkostninger, der påløber direkte som følge af togtjenesten. Desuden har Bulgarien ikke meddelt, at denne medlemsstat i overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 1 og til grund for afgiften har lagt en ordning, der har til formål at få omkostningerne dækket fuldt ud. Af denne grund skulle Bulgarien under alle omstændigheder have opfyldt de i denne bestemmelse fastsatte betingelser.
Kommissionen har gjort følgende væsentlige argumenter gældende:
1)
Ved begrebet »omkostning, der påløber direkte som følge af togtjenesten« skal forstås den marginalomkostning, der påløber direkte som følge af den faktiske brug af jernbaneinfrastrukturen, dvs. »den direkte omkostning«, der påløber som følge af en specifik togtjeneste. Denne omkostning kan følgelig variere og er afhængig af, om jernbaneinfrastrukturen bliver anvendt eller ej. Følges denne logik, kan den omkostning, der er afholdt uafhængigt af den faktiske brug af jernbaneinfrastrukturen, ikke anses for en direkte omkostning, selv om den vedrører virksomhed eller varer, som er nødvendige for at kunne drive togtrafikken på bestemte strækninger. Denne omkostning er en fast omkostning i den forstand, at den også påløber, når jernbaneinfrastrukturen ikke bliver anvendt.
2)
Denne fortolkning understøttes af ordlyden af artikel 7, stk. 3, som omhandler en omkostning, »der påløber direkte som følge af togtjenesten«. En fast omkostning, som er forbundet med hele jernbaneinfrastrukturen, påløber ikke »direkte« som følge af en specifik togtjeneste. Udtrykket »påløber direkte« knytter sig følgelig til en ekstraomkostning, der er opstået som følge af en specifik togtjeneste. Den foreslåede fortolkning understøttes også af den systematiske sammenhæng, hvori artikel 7, stk. 3, indgår. Artikel 7 fastsætter afgiftsprincipperne, mens artikel 8 fastsætter de undtagelser, der kan gøres fra disse principper. I artikel 8, stk. 1, er der tale om at »[…] få infrastrukturforvalterens omkostninger dækket fuldt ud«, hvilket betyder, at den i artikel 7, stk. 3, omhandlede omkostning ikke kan udgøre infrastrukturforvalterens endelige omkostning, men at der snarere er tale om en direkte omkostning, som er opstået som følge af en specifik togtjeneste, dvs. en mindre omkostning end den endelige. Denne fortolkning understøttes af syvende betragtning til direktiv 2001/14/EF, der tilskynder en optimal udnyttelse af jernbaneinfrastrukturen gennem så mange befordringsvirksomheder som muligt, hvilket forudsætter et lavt afgiftsniveau.
3)
Kommissionen er af den opfattelse, at infrastrukturforvalteren for egen regning skal stille infrastrukturen til rådighed for jernbanevirksomhederne, og at jernbanevirksomhederne skal betale afgifter, der svarer til de direkte omkostninger. Dette følger af nødvendigheden af dels at gøre jernbaneinfrastrukturen mere attraktiv med henblik på et stort antal jernbanevirksomheders udnyttelse af den, dels at optimere hver enkelt af disse virksomheders udnyttelse af den. Muligheden for at anvende artikel 8, stk. 1, i direktiv 2001/14/EF foreligger kun, når de i denne artikel fastsatte betingelser er opfyldt: for alle markedssegmenter, fra hvilke infrastrukturforvalteren vil opkræve tillæg, skal sidstnævnte først undersøge, om disse kan bære sådanne tillæg. Denne fortolkning følger af ordlyden af artikel 8, stk. 1, første afsnit, nærmere bestemt formuleringen »[…] hvis markedet kan bære det […]«, og af ordlyden af artikel 8, stk. 1, andet afsnit, der er sålydende: »Afgiftsniveauet må dog ikke sættes så højt, at markedssegmenter, der som et minimum kan betale de omkostninger, der er direkte forbundet med jernbanedriften, […] udelukkes fra at bruge infrastrukturerne.«
4)
Den fuldstændige analyse af den bulgarske infrastrukturforvalters omkostninger og indtægter i årene 2005-2008 viser, at 60-70 % af de i Bulgarien anslåede direkte driftsomkostninger var faste omkostninger, navnlig arbejdsløn og socialsikring. På baggrund af ovenstående er Kommissionen kommet frem til den konklusion, at disse omkostninger ikke kan anses for direkte omkostninger som omhandlet i artikel 7, stk. 3, idet de ikke varierer i forbindelse med udnyttelsen af togtjenesten. Følgelig er de indtægter, som hidrører fra afgifterne for infrastrukturen, meget højere end de samlede direkte driftsomkostninger. Kommissionen har som følge heraf konkluderet, at afgifterne i Bulgarien ikke kun bliver etableret på grundlag af de omkostninger, der påløber direkte som følge af togtjenesten.
5)
Kommissionen finder på grundlag af de indhentede oplysninger, at den metode, der anvendes i Bulgarien i forbindelse med opkrævningen af afgifter for brug af jernbaneinfrastrukturen, ikke fremviser nogen klar sammenhæng med begrebet direkte omkostning i den forstand, hvori dette begreb er anvendt i artikel 7, stk. 3, i direktiv 2001/14/EF.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26.2.2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (EFT L 75, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy