16.6.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 174/18
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance de Bruxelles (Belgien) den 29. marts 2012 — Isera & Scaldis Sugar SA, Philippe Bedoret and Co SPRL, Jean Rigot og Mathieu Vrancken mod Det belgiske interventions- og restitutionskontor (BIRB)
(Sag C-154/12)
2012/C 174/27
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Tribunal de première instance de Bruxelles
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Isera & Scaldis Sugar SA, Philippe Bedoret and Co SPRL, Jean Rigot og Mathieu Vrancken
Sagsøgt: Det belgiske interventions- og restitutionskontor (BIRB)
Præjudicielle spørgsmål
Er artikel 16 i Rådets forordning (EF) 318/2006 af 20. februar 2006 om den fælles markedsordning for sukker (1), nu artikel 51 i Rådets forordning (EF) 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (2), idet den pålægger »sukkerroe«-sektoren en afgift på 12 EUR pr. tons kvotesukker, ugyldig:
—
for så vidt som det af lovgiver anvendte retsgrundlag til indførelse af denne bestemmelse er den tidligere EF-traktats artikel 37, stk. 2, tredje afsnit, nu EUF-traktatens artikel 43, stk. 2
—
for så vidt som lovgiver, der har begrundet afgiften som en foranstaltning til finansiering af udgifterne til den fælles markedsordning for sukker, selv om den i virkeligheden finansierer direkte støtte og/eller har til formål at bevare »sukker«-reformen af 2006’s budgetneutralitet, ikke på en klar og utvetydig måde lader begrundelsen for indførelsen af afgiften fremgå, hvilket er påkrævet i henhold til EUF-traktatens artikel 296 (tidligere EF-traktatens artikel 253)
—
for så vidt som »sukkerroe«-branchen er den eneste sektor, der er blevet pålagt en sådan afgift, som bidrager til Den Europæiske Unions almindelige budget, og afgiften derfor bør anses for at medføre forskelsbehandling såvel mellem avlere, der har opretholdt sukkerroeproduktionen, og dem, der har indstillet sukkerroeproduktionen, som mellem »sukkerroe«-branchen og enhver anden landbrugssektor eller øvrig sektor
—
for så vidt som afgiften skal anses for at tilsidesætte proportionalitetsprincippet, idet den hverken er egnet til eller nødvendig for finansieringen af udgifterne til den fælles markedsordning for »sukker« eller står i forhold til de reelle eller forventede udgifter til den fælles markedsordning for »sukker«?
(1) EUT L 58, s. 1.
(2) EUT L 299, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy