16.6.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 174/19
Appel iværksat den 11. april 2012 af Carrols Corp. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 1. februar 2012 i sag T-291/09 — Carrols Corp. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Giulio Gambettola
(Sag C-171/12 P)
2012/C 174/30
Processprog: spansk
Parter
Appellant: Carrols Corp. (ved abogado I. Temiño Ceniceros)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Giulio Gambettola
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom af 1. februar 2012 i sag T-291/09 ophæves fuldt ud.
—
Der gives fuldt ud medhold i de påstande, der blev nedlagt i første instans.
Anbringender og væsentligste argumenter
Retten har tilsidesat EU-retten i form af en tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (1) og af den retspraksis, hvori bestemmelsen fortolkes.
Retten har i den appellerede dom fastslået, at »hvad […] angår identiteten mellem de omhandlede tegn kan denne ikke bevise intervenientens onde tro, da der ikke foreligger nogen andre relevante oplysninger«.
I Domstolens dom af 11. juni 2009, Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli (sag C-529/07, Sml. I, s. 4893) blev det faktisk understreget, at »der i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren var i ond tro […] skal foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i den foreliggende sag« (dommens præmis 37). Imidlertid har Retten fejlagtigt analyseret hver omstændighed individuelt og isoleret og dermed forhindret det samlede overblik og uberettiget øget appellantens bevisbyrde, idet den har tilsidesat dennes ret til adgang til effektive retsmidler.
(1) Rådets forordning (EF) af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy