23.6.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 184/5
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 16. april 2012 — Association de médiation sociale mod Union locale des syndicats CGT, Hichem Laboubi, Union départementale CGT des Bouches-du-Rhône og Confédération générale du travail (CGT)
(Sag C-176/12)
2012/C 184/08
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Cour de cassation
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Association de médiation sociale
Sagsøgte: Union locale des syndicats CGT, Hichem Laboubi, Union départementale CGT des Bouches-du-Rhône og Confédération générale du travail (CGT)
Præjudicielle spørgsmål
1)
Kan den grundlæggende ret til information og høring af arbejdstagerne i en virksomhed, der anerkendes i artikel 27 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som præciseret ved bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (1), påberåbes i en tvist mellem private med henblik på, at det efterprøves, om en national foranstaltning til gennemførelse af direktivet er i overensstemmelse hermed?
2)
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal disse bestemmelser da fortolkes således, at de er til hinder for en national lovbestemmelse, hvorefter arbejdstagere, der er ansat i henhold til en lærlingekontrakt, en »contrat initiative-emploi« (beskæftigelsesinitiativaftale), en »contrat d’accompagnement dans l’emploi« (aftale om støttet beskæftigelse) eller en »contrat de professionnalisation« (aftale om erhvervelse af erhvervsmæssige kvalifikationer), ikke indgår i beregningen af antallet af virksomhedens ansatte, bl.a. med henblik på fastsættelse af de lovmæssige tærskler for, hvornår der skal etableres organer til repræsentation af arbejdstagerne?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11.3.2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab — Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring om arbejdstagerrepræsentation (EFT L 80, s. 29).
Full & Egal Universal Law Academy