30.6.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 194/13
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 23. april 2012 — Italia Zuccheri SpA og CO.PRO.B mod AGEA og Ministero delle Politiche Agricole, Alimentari e Forestali
(Sag C-188/12)
2012/C 194/21
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Italia Zuccheri SpA og Cooperativa Produttori Bieticoli rl (CO.PRO.B)
Sagsøgte: Agenzia per le Erogazioni in Agricoltura (AGEA) og Ministero delle Politiche Agricole, Alimentari e Forestali
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 3 og 4 i Rådets forordning (EF) nr. 320/2006 af 20. februar 2006 (1) og artikel 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 968/2006 af 27. juni 2006 (2) fortolkes således, at udtrykket »produktionsfaciliteter« ikke omfatter de faciliteter, som sukkervirksomheder anvender til opbevaring, forarbejdning eller emballering af sukker med henblik på dets afsætning, og at det dermed i tilfælde af faciliteter som siloer er nødvendigt at analysere hver enkelt tilfælde for at efterprøve, om de pågældende faciliteter vedrører »produktionslinjen«, eller om de vedrører andre aktiviteter end produktionen?
2)
Skal særligt artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 968/2006 af 27. juni 2006 fortolkes således, at faciliteter — såsom siloer — som sukkervirksomheder anvender til opbevaring, forarbejdning eller emballering af sukker alene med henblik på afsætningen heraf, uafhængigt af produktionscyklussen, er omfattet af kategorien af faciliteter i denne artikels litra c) og ikke af litra a) og b) i overensstemmelse med ordlyden og formålet med forordning nr. 320/2006 og forordning nr. 968/2006, som navnlig fremgår af fjerde betragtning til sidstnævnte forordning?
3)
Subsidiært spørges, om artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 968/2006 af 27. juni 2006 er ulovlig i forhold til artikel 3 og 4 i Rådets forordning nr. 320/2006 af 20. februar 2006 og de overordnede regler og principper i den primære EU-ret, når den fortolkes således, at den under faciliteterne i stk. 1, litra a) og b), ligeledes inkluderer de faciliteter, som sukkervirksomhederne anvender til opbevaring, forarbejdning eller emballering af sukker med henblik på dets afsætning, hvis det antages, at det formål, der forfølges med forordning nr. 320/2006, er at nedsætte sukkervirksomhedernes produktionskapacitet og ikke at udelukke muligheden for at de kan virke i sektoren for afsætning af produktet ved at anvende sukker opnået fra produktionskvoter, der tilhører andre faciliteter eller virksomheder?
4)
Mere subsidiært og under alle omstændigheder spørges, om artikel 3 og 4 i Rådets forordning nr. 320/2006 af 20. februar 2006 og artikel 4 i Kommissionens forordning [nr. 968/2006] af 27. juni 2006 er gyldige i betragtning af den primære EU-rets regler og principper, hvis de fortolkes således, at begrebet »produktionsfaciliteter« eller faciliteter, der »direkte vedrører produktionen«, inkluderer de faciliteter, som sukkervirksomhederne anvender til opbevaring, forarbejdning eller emballering af sukker med henblik på dets afsætning?
(1) EUT L 58, s. 42.
(2) EUT L 176, s. 32.
Full & Egal Universal Law Academy