23.6.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 184/6
Sag anlagt den 26. april 2012 — Europa-Kommissionen mod Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-196/12)
2012/C 184/11
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Currall, J.-P. Keppenne og D. Martin, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Rådet har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til tjenestemandsvedtægten, idet det ikke har vedtaget Kommissionens forslag til Rådets forordning om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2011 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner.
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Med dette søgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har fraveget Kommissionens forslag til forordning om tilpasning af tjenestemændenes vederlag og pensioner i henhold til artikel 3 i bilag XI til vedtægten, selv om det fremgår af denne artikels bindende ordlyd, at metoden til årlig tilpasning af de nævnte vederlag og pensioner er en automatisk procedure, der ikke overlader Rådet nogen skønsmargin. I henhold til nævnte artikel er Rådet forpligtet til at vedtage Kommissionens forslag inden den 31. december hvert år. Efter sagsøgerens opfattelse havde Rådet ikke beføjelse til at unddrage sig denne forpligtelse med den begrundelse, at det fandt, at Kommissionen burde have forelagt et forslag for det i medfør af artikel 10 i bilag XI. Under alle omstændigheder var de materielle betingelser for at anvende artikel 10 ikke opfyldt i 2011, således som det i øvrigt fremgår af to økonomiske rapporter, som Kommissionen havde fremlagt for Rådet på dettes anmodning. Ved selv at vedtage afgørelse 2011/866/EU (1) i henhold til artikel 10 i bilag XI til vedtægten tilsidesatte Rådet således de gældende institutionelle betingelser.
Kommissionen har ligeledes foreholdt Rådet, at det afviste at tilpasse de justeringskoefficienter, som skal anvendes på disse vederlag og pensioner afhængigt af de berørtes forskellige tjenestesteder eller bopæl. Efter sagsøgerens opfattelse kan det ikke bestrides, at Rådets »afgørelse« er fuldstændig tavs på dette punkt, idet den underliggende begrundelse udelukkende består i en henvisning til »undtagelsesklausulen« i artikel 10 i bilag XI. Rådets holdning må derfor anses for en retsstridig undladelse af at handle.
(1) Rådets afgørelse af 19.12.2011 om Kommissionens forslag til Rådets forordning om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2011 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (EUT L 341, s. 54).
Full & Egal Universal Law Academy