14.7.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 209/5
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal do Trabalho do Porto (Portugal) den 29. maj 2012 — Sindicato Nacional dos Profissionais de Seguros e Afins mod Fidelidade Mundial — Companhia de Seguros, SA
(Sag C-264/12)
2012/C 209/09
Processprog: portugisisk
Den forelæggende ret
Tribunal do Trabalho do Porto
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Sindicato Nacional dos Profissionais de Seguros e Afins
Sagsøgt: Fidelidade Mundial — Companhia de Seguros, SA
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal ligebehandlingsprincippet, hvoraf følger et forbud mod forskelsbehandling, fortolkes således, at det finder anvendelse på arbejdere i den offentlige sektor?
2)
Er den af staten pålagte undladelse af betaling af ydelser, der tidligere skulle betales i form af ferie- og juletillæg, ved nævnte finanslov for 2012, der alene finder anvendelse på arbejdere, som udøver deres funktioner inden for den statslige sektor eller offentlige virksomheder, i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet den udgør en forskelsbehandling på grund af arbejdsforholdets offentlige karakter?
3)
Skal retten til værdige arbejdsforhold, der er fastsat i nævnte artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at det uden arbejderens samtykke er forbudt at nedsætte lønnen, når arbejdskontrakten forbliver uændret?
4)
Skal retten til værdige arbejdsforhold, der er fastsat i nævnte artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at den svarer til retten til en rimelig løn, der er tilstrækkelig til, at arbejderne kan opretholde en passende levestandard for sig selv og deres familie?
5)
Er en suspension af betaling af ferie- og juletillæg, der ikke udgør den eneste mulige, nødvendig og grundlæggende foranstaltning med henblik på konsolidering af de offentlige finanser i en situation, hvor landet befinder sig i en alvorlig økonomisk-finansiel krise, i strid med den rettighed, der er fastsat i artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den bringer leverstandarden og de finansielle forpligtelser, som arbejderne og deres familier, der ikke havde regnet med et bortfald af to månedslønninger i deres årsløn, har påtaget sig, i fare?
6)
Er den af den portugisiske stat på denne måde pålagte nedsættelse med to månedslønninger i strid med retten til værdige arbejdsforhold, idet den hverken er forudseelig eller forventelig for arbejderne?
7)
Er nævnte finanslov for 2012 i strid med retten til kollektive forhandlinger, idet den foreskriver, at ordningen med suspension af betaling af nævnte ferie- og juletillæg ikke kan fraviges ved bestemmelser i kollektive overenskomster og har forrang for disse?
Full & Egal Universal Law Academy