22.9.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 287/28
Appel iværksat den 27. juli 2012 af Harald Wohlfahrt til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 16. maj 2012 i sag T-580/10, Harald Wohlfahrt mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-357/12 P)
2012/C 287/55
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Harald Wohlfahrt (ved Rechtsanwälte M. Loschelder og V. Schoene)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), herefter Harmoniseringskontoret og Ferrero SpA
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen, der blev afsagt den 16. maj 2012 af Retten (Femte Afdeling) i sag T-580/10, ophæves, og der træffes afgørelse i henhold til appellantens påstande for Retten, som er gengivet på side 4 i dommen.
—
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale appellantens nødvendige omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Harmoniseringskontoret og Retten afslog registreringen af sagsøgerens — nu appellantens — ansøgte varemærke »Kindertraum« for varer i klasse 16 og 28, fordi den part, der er interveneret til støtte for Harmoniseringskontoret, og som er indehaver af det ældre italienske varemærke »kinder«, der bl.a. er registreret for varer i disse klasser, havde rejst indsigelse.
Appellanten har gjort tre anbringender gældende
Det første anbringende: tilsidesættelse af artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (1)
Retten er af den opfattelse, at det ikke er afgørende, om det varemærke, der er gjort gældende til støtte for indsigelsen og som allerede havde været registreret i 8 år på tidspunktet for udstedelsen af afgørelsen om indsigelsen, bruges eller ikke. I henhold til artikel 42, stk. 3, sammenholdt med artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 skal brugen af det varemærke, der er gjort gældende til støtte for indsigelsen, kun godtgøres, hvis det allerede på tidspunktet for offentliggørelsen af EF-varemærkeansøgningen har været registreret i fem år. Appellanten ser i denne opfattelse en modsigelse i forhold til formålet om brugspligten, der skal sikre, at der efter udløbet af den femårige skånefrist ikke kan støttes nogen rettigheder på et ældre varemærke, der ikke er blevet gjort brug af. Det hul i lovgivningen, der er indeholdt i artikel 42 i forordning nr. 207/2009, skal i modsætning til Rettens opfattelse lukkes ved en teleologisk fortolkning, idet forskrifter fra tysk eller italiensk varemærkeret skal tages i betragtning. Også i artikel 42 i forordning nr. 207/2009 er situationen vedrørende brug på tidspunktet for afslutningen af indsigelsessagen således afgørende.
Det andet anbringende: tilsidesættelse af artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009, varemærket, der er gjort gældende til støtte for indsigelsen, har karakter af retsmisbrug
Appelkammeret behandlede ikke den af appellanten anførte indvending, hvorefter ansøgningen om det italienske varemærke, der er gjort gældende til støtte for indsigelsen, foregik på en måde, havde karakter af retsmisbrug. Appellanten foreholder Retten, at den med urette undlod at antage anbringendet om retsmisbrug til realitetsbehandling. Dette udgør en del af fællesskabsretten og således også af EF-varemærkeretten. Anbringendet skal tages til følge i det foreliggende tilfælde, fordi den måde, som indsigeren forholdt sig på i forbindelse med ansøgningen, tilsigter på altomfattende måde og uden økonomisk beskyttelsesværdig interesse gennem varemærker, der ikke gøres brug af, at blokere for brugen af ordet »kinder«.
Det tredje anbringende: fejlagtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009
Retten har med urette bekræftet, at der er risiko for forveksling mellem det varemærke, der er gjort gældende til støtte for indsigelsen, og det ansøgte varemærke. Retten udlagde endvidere det af sagsøgeren anførte forkert og antog på urigtig måde, at appelkammerets konklusion om, at de kolliderende varemærker ligner hinanden, derved ikke blev bestridt. Sagsøgeren havde imidlertid faktisk bestridt dette. Varemærkerne ligner ikke hinanden, da bestanddelen »kinder« i det varemærke, der er gjort gældende til støtte for indsigelsen, højest har en svag grad af særpræg.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker, EUT L 78, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy