10.11.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 343/10
Appel iværksat den 5. september 2012 af YKK Corp., YKK Holding Europe BV og YKK Stocko Fasteners GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 27. juni 2012 i sag T-448/07, YKK Corp., YKK Holding Europe BV og YKK Stocko Fasteners GmbH mod Europa-Kommissionen
(Sag C-408/12 P)
2012/C 343/12
Processprog: engelsk
Parter
Appellanter: YKK Corp., YKK Holding Europe BV og YKK Stocko Fasteners GmbH (ved advocaten D. Arts og W. Devroe, Rechtsanwältin E. Winter og Advocate F. Miotto)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom af 27. juni 2012 i sag T-448/07, YKK Cop., YKK Holding Europe BV og YKK Stocko Fasteners GmbH mod Europa-Kommissionen, ophæves.
—
Den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 3, annulleres, for så vidt som de vedrører appellanterne, og/eller de pålagte bøder nedsættes.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for første instans og appelsagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Med det første appelanbringende gør appellanterne gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den ikke i tilstrækkelig grad angav årsagerne til, at den forkastede appellanternes anbringende om uforholdsmæssigheden af bøden, hvilket gør det umuligt for appellanterne at afgøre, om Retten ikke gav dem medhold, fordi Kommissionen a) i tilstrækkelig grad tog hensyn til overtrædelsens indvirkning på markedet eller b) ikke tog hensyn til overtrædelsens indvirkning på markedet, fordi den ikke havde pligt hertil. Dersom Retten fandt, at Kommissionen i tilstrækkelig grad tog hensyn til indvirkningen på markedet, gør appellanterne for det andet gældende, at Retten herved foretog en ukorrekt fortolkning af den anfægtede beslutning og tilsidesatte EU-retten, herunder navnlig artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 (1) og retspraksis fra EU-Domstolen, hvorefter Kommissionen, når den finder det berettiget at tage hensyn til indvirkningen på markedet med henblik på at forhøje bødens grundbeløb til mere end det påregnelige mindstebeløb på 20 mio. EUR som fastsat i retningslinjerne (2), skal fremlægge indicier, der er konkrete, troværdige og tilstrækkelige til at bedømme den faktiske påvirkning, som overtrædelsen har kunnet have på konkurrencen på det pågældende marked. Dersom Retten fandt, at Kommissionen ikke tog hensyn til indvirkningen på markedet, fordi den ikke var forpligtet hertil, gør appellanterne for det tredje gældende, at Retten anvendte EU-retten, hvorefter sanktioner i henhold til national ret og EU-retten ikke blot skal være reelle og afskrækkende, men også skal stå i rimeligt forhold til den begåede overtrædelse, ukorrekt.
Med det andet appelanbringende gør appellanterne gældende, at Retten ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for, at den forkastede appellanternes anbringende vedrørende Kommissionens undladelse af at anvende samarbejdsmeddelelsen fra 2002. Appellanterne gør gældende, at Retten under alle omstændigheder fortolkede EU-retten ukorrekt, herunder navnlig lex mitior-princippet, hvorefter den mindst byrdefulde lovgivning skal finde anvendelse med tilbagevirkende kraft.
Med det tredje appelanbringende gør appellanterne gældende, at Retten, idet den forkastede appellanternes anbringende vedrørende Kommissionens ukorrekte anvendelse af loftet på 10 % på bøden vedrørende BWA’s samarbejde i perioden forud for YKK’s erhvervelse af Stocko, for hvilken Stocko anses for eneansvarlig, tilsidesatte artikel 23, stk. 2, i forordning 1/2003, herunder proportionalitetsprincippet, princippet om individuel straf og strafudmåling, hvorefter en virksomhed kun kan forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for, og ligebehandlingsprincippet.
Med det fjerde appelanbringende anfører appellanterne, at Retten, da den forkastede appellanternes anbringende vedrørende Kommissionens ukorrekte anvendelse i den anfægtede beslutning af multiplikationsfaktoren for perioden forud for erhvervelsen af Stocko, ikke gav en tilstrækkelig begrundelse, og at Retten under alle omstændigheder tilsidesatte artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, princippet om individuel straf og det hermed forbundne proportionalitetsprincip såvel som princippet om ligebehandling, ved at acceptere, at forhøjelsen som afskrækkende virkning var berettiget for perioden forud for YKK’s erhvervelse af Stocko, som Stocko blev anset for eneansvarlig for.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, EFT 2003 L 1, s. 1.
(2) Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, EFT 1998 C 9, s. 3.
Full & Egal Universal Law Academy