1.12.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 373/3
Appel iværksat den 14. september 2012 af TME SpA — Termomeccanica Ecologia til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 4. juli 2012 i sag T-329/11, TME SpA — Termomeccanica Ecologia mod Europa-Kommissionen
(Sag C-418/12 P)
2012/C 373/03
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: TME SpA — Termomeccanica Ecologia (ved avvocati C. Malinconico, S. Fidanzia og A. Gigliola)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens kendelse af 4. juli 2012 i sag T-329/11, forkyndt den 9. juli 2012, ophæves af nedenfor nævnte grunde, og som følge heraf:
—
Annulleres Europa-Kommissionens afgørelse af 20. april 2011 om, at der ikke skal indledes nogen traktatbrudsprocedure mod Rumænien for overtrædelser af de fællesskabsretlige principper og direktiver vedrørende udbud og af »Pratical Guide to contract procedures financed from the General Budget of the European Communities in the context of external actions«.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale erstatning på 18 955,106 EUR eller til ethvert andet beløb, enten større eller mindre, som Domstolen anser for rimeligt, for de skader, som TME har lidt på grund af Europa-Kommissionens tilsidesættelse af fællesskabsretten.
—
Subsidiært tilpligtes Europa-Kommissionen at betale erstatning på 3 791,021 EUR eller til ethvert andet beløb, enten større eller mindre, som Domstolen anser for rimeligt, for den skade, som TME har lidt som følge af fortabte muligheder.
—
Endnu mere subsidiært tilpligtes Europa-Kommissionen at betale erstatning for den skade, som er lidt på grund af den forsinkelse, som Europa-Kommissionen har forvoldt i forbindelse med udøvelsen af sine opgaver, hvilken erstatning beregnes til et samlet beløb på 73 044,32 EUR svarende til de sagsomkostninger, som TME har haft, eller til ethvert andet beløb, enten større eller mindre, som Domstolen anser for rimeligt.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Kommissionen er i henhold til bestemmelse 2.4.12 i PRAG og bind I, bestemmelse 37 i udbudsdokumentet forpligtet til at fremsætte en »udtalelse« vedrørende den af TME anfægtede procedure. Kommissionen har ikke opfyldt denne forpligtelse.
Kommissionen har desuden begået en fejl, idet den ikke efter TME’s indgivelse af en klage den 10. december 2008 foretog noget indgreb med henblik på at bringe den åbenlyse tilsidesættelse af fællesskabsretten til ophør, og heller ikke tilbagesøgte de tilskud, der er udbetalt til den rumænske stat i forbindelse med det omhandlede projekt.
Full & Egal Universal Law Academy