16.2.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 46/15
Appel iværksat den 29. november 2012 af Forbundsrepublikken Tyskland til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 19. september 2012 i sag T-265/08, Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-Kommissionen
(Sag C-549/12 P)
2013/C 46/29
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze, som befuldmægtiget, Rechtsanwälte U. Karpenstein og C. Johann)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik og Kongeriget Nederlandene
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 19. september 2012 i sag T-265/08, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien (intervenient), Den Franske Republik (intervenient) og Kongeriget Nederlandene (intervenient) mod Europa-Kommissionen vedrørende annullation af Kommissionens afgørelse K(2008) 1690 endelig af 30. april 2008 om nedsættelse af økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ydet til et operationelt program i mål nr. 1-regionen Land Thüringen (Forbundsrepublikken Tyskland) (1994-1999) i henhold til Kommissionens afgørelse K(94) 1939/5 af 5. august 1994, ophæves, og Kommisionens afgørelse K(2008) 1690 endelig af 30. april 2008 om nedsættelse af økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ydet til et operationelt program i mål nr. 1-regionen Land Thüringen (Forbundsrepublikken Tyskland) (1994-1999) annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Genstanden for den foreliggende appel er Rettens dom af 19. september 2012, Tyskland mod Kommissionen, hvorved Retten ikke gav medhold i Forbundsrepublikken Tysklands påstand om annullation af Kommissionens afgørelse K(2008) 1690 endelig af 30. april 2008 om nedsættelse af økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ydet til et operationelt program i mål nr. 1-regionen Land Thüringen i Forbundsrepublikken Tyskland (1994-1995) i henhold til Kommissionens afgørelse K(94) 1939/5 af 5. august 1994.
Appellanten har til støtte for appellen fremsat to anbringender.
For det første har Retten tilsidesat artikel 24, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 4253/88 (1), sammenholdt med artikel 1 i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (2) og princippet om begrænset kompetencetildeling (artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 7 TEUF, tidligere artikel 5 EF), for så vidt den fejlagtigt har antaget, at også administrative fejl hos de nationale myndigheder kan udgøre »uregelmæssigheder«, der berettiger Kommissionen til at foretage en finansiel korrektion (det første anbringendes første led). Selv hvis en finansiel korrektion for administrative fejl i princippet kunne komme i betragtning, skal den appellerede dom ophæves, fordi Retten uretmæssigt har antaget, at også tilsidesættelse af national ret og fejl uden virkning for Unionens budget kan udgøre »uregelmæssigheder«, der berettiger til finansielle korrektioner (det første anbringendes andet led).
For det andet har Retten endvidere tilsidesat artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, sammenholdt med princippet om begrænset kompetencetildeling (artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 7 TEUF), idet den uretmæssigt tillagde Kommissionen en bemyndigelse til at foretage ekstrapolerede finansielle korrektioner (det andet anbringendes første led). Selv om der i princippet skulle bestå en kompetence til at ekstrapolere, har Retten dog uretmæssigt anerkendt den måde, hvorpå den er blevet gennemført i det foreliggende tilfælde. Dels mangler der med hensyn til en del af de omtvistede projekter, at det fastslås, at der er sket en skade på Unionens budget. Dels burde Kommissionen ikke have klassificeret en del af de omtvistede fejl som systematiske (det andet anbringendes andet led).
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).
(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy