2.2.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 32/12
Appel iværksat den 4. december 2012 af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 21. september 2012 i sag T-278/10, Wesergold Getränkeindustrie GmbH & Co. KG mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-558/12 P)
2013/C 32/17
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (ved A. Pohlmann, som befuldmægtiget)
De andre parter i appelsagen: Wesergold Getränkeindustrie GmbH & Co. KG og Lidl Stiftung & Co. KG
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede dom ophæves.
—
Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale sagens omkostninger i forbindelse med sagen for første instans samt appelsagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af Rettens dom af 21. september 2012 i sag T-278/10, hvorved Retten annullerede afgørelsen truffet den 24. marts 2010 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 770/2009-1.
Appellanten anfører tre anbringender til støtte for appellen:
For det første anfører appellanten, at artikel 8, stk. 1, litra b), i EF-varemærkeforordningen (1) er blevet tilsidesat, fordi Retten annullerede appelkammerets afgørelse på grund af manglende bevis for den høje grad af særpræg, selv om varemærkerne i konflikt ifølge Rettens egen bedømmelse samlet set allerede er forskellige, således at der allerede af denne grund ikke kan foreligge en risiko for forveksling.
For det andet gør appellanten gældende, at artikel 76, stk. 1, sammenholdt med artikel 64, stk. 1, i EF-varemærkeforordningen, er blevet tilsidesat, da disse bestemmelser forudsætter, at Wesergold Getränkeindustrie skulle have påberåbt sig den høje grad af særpræg ved varemærkerne i konflikt, hvilket imidlertid åbenbart ikke er sket. Wesergold Getränkeindustrie havde allerede under indsigelsessagen eller under alle omstændigheder senest i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret frafaldet argumentet om en høj grad af særpræg opnået ved brug. Det af Retten anførte om det modsatte, hvorefter Wesergold Getränkeindustrie endnu under sagen for appelkammeret havde gjort gældende, at der forelå en høj grad af særpræg opnået ved brug, udgør en åbenbar fordrejning af de faktiske omstændigheder, der ikke kræver nogen ny bevisoptagelse.
For det tredje har dommen tilsidesat fast retspraksis, hvorefter en fejl ikke må føre til annullation af en afgørelse, hvis denne fejl åbenbart ikke har nogen indvirkning på afgørelsen. Spørgsmålet om den høje grad af særpræg er uden relevans for afgørelsen ikke alene på grund af den omstændighed, at tegnene er forskellige, hvilket blev udtrykkeligt fastslået af Retten, men også fordi Wesergold Getränkeindustrie med de dokumenter, der blev fremlagt under indsigelsessagen, allerede fra begyndelsen ikke havde fremlagt noget bevis for, at der forelå en høj grad af særpræg opnået ved brug. Retten burde med henblik på at undgå unødigt at forsinke og fordyre sagens behandling kort have undersøgt, om disse åbenbart utilstrækkelige beviser, der blev fremlagt den 10. marts 2008, var holdbare.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy