2.2.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 32/13
Appel iværksat den 5. december 2012 af Den Franske Republik til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 20. september 2012 i sag T-154/10, Frankrig mod Kommissionen
(Sag C-559/12 P)
2013/C 32/18
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Den Franske Republik (ved G. de Bergues, J. Gstalter og D. Colas, som befuldmægtigede)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 20. september 2012 i sag T-154/10, Frankrig mod Kommissionen, ophæves i dens helhed.
—
Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen, hvorved Kommissionens afgørelse 2010/605/EU af 26. januar 2010 om Frankrigs statsstøtte C 56/07 (ex E 15/05) til det franske postvæsen (La Poste) (1) annulleres, og sagen hjemvises til Retten.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Den franske regering har til støtte for søgsmålet anført fire anbringender:
Med det første anbringende har den franske regering anført dels, at Retten åbenbart ikke havde forstået meningen med denne regerings anbringender i den appellerede dom korrekt, da den vurderede, at alle de anførte anbringender i det væsentlige var knyttet til afgørelsen af, hvorvidt der forelå en fordel, og ikke også til afgørelsen af, hvorvidt der forelå en overførsel af statsmidler. Dels tilsidesatte Retten som følge heraf artikel 44, stk. 1, litra c), og artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, da den fastslog, at den franske regerings argument om tilsidesættelse af betingelsen om forekomst af en overførsel af statsmidler, ikke kunne antages til realitetsbehandling.
Med det andet anbringende har den franske regering anført, at Retten begik en retlig fejl, da den vurderede, at Kommissionen havde ført tilstrækkeligt bevis for, at La Poste var blevet ydet en statsgaranti. Subsidiært har denne regering anført, at Retten gengav de bevismidler, der var blevet fremlagt for den, urigtigt, idet den vurderede, at de af Kommissionen fremlagte bevismidler godtgjorde, at der forelå en statsgaranti.
Med det tredje anbringende har den franske regering anført, at Retten gengav fransk ret urigtigt og tilsidesatte sin begrundelsespligt, samt, subsidiært, at den foretog en urigtig retlig kvalifikation af de faktiske omstændigheder, da den forkastede denne regerings andet anbringende om faktiske og retlige fejl vedrørende forekomsten af en ubegrænset statsgaranti til fordel for La Poste. Dette anbringende har fire led.
For det første har den franske regering anført, at Retten gengav fransk ret urigtigt, da den vurderede, at Kommissionen med rette havde fastslået, at fransk ret ikke var til hinder for, at staten kunne yde en offentlig erhvervsvirksomhed (établissement public à caractère industriel et commercial, herefter »EPIC«) en implicit garanti.
For det andet har den franske regering anført, at Retten gengav fransk ret urigtigt, da den tiltrådte Kommissionens konklusion vedrørende konsekvenserne af anvendelsen af lov nr. 80-539 af 16. juli 1980 om tvangsbøder på det administrative område og offentligretlige juridiske personers opfyldelse af domme.
For det tredje har den franske regering anført, at Retten gengav fransk ret urigtigt og tilsidesatte sin begrundelsespligt, da den forkastede den del af denne regerings anbringende, der bestod i, at Kommissionen havde begået en fejl ved at sidestille betingelserne for statens ifald af ansvar med en garantiordning.
For det fjerde har den franske regering anført, at Retten gengav fransk ret urigtigt, da den forkastede den del af denne regerings anbringende, der bestod i, at Kommissionen havde begået en fejl ved med hensyn til de eventuelle konsekvenser af en overførsel af en opløst EPIC’s forpligtelser.
Med det fjerde og sidste anbringende har den franske regering anført, at Retten begik en retlig fejl, da den vurderede, at Kommissionen havde ført tilstrækkeligt bevis for, at der forelå en fordel som følge af den påståede statsgaranti ydet til fordel for La Poste. Subsidiært har den franske regering anført, at Retten gengav de bevismidler, der var blevet fremlagt for den, urigtigt, da den vurderede, at de af denne regering fremlagte beviser ikke modbeviste Kommissionens konklusion, hvorefter der forelå en fordel.
(1) EUT L 274, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy