9.2.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 38/15
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākās tiesas Senāts (Letland) den 6. december 2012 — SIA Greencarrier Freight Services Latvia mod Valsts ieņēmumu dienests
(Sag C-571/12)
2013/C 38/21
Processprog: lettisk
Den forelæggende ret
Augstākās tiesas Senāts
Parter i hovedsagen
Sagsøger: SIA Greencarrier Freight Services Latvia
Sagsøgt: Valsts ieņēmumu dienests
Præjudicielle spørgsmål
1)
Kan artikel 70, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2913/92 (1) fortolkes således, at det er muligt at udstrække resultaterne af en undersøgelse af en del af de varer, der er omfattet af en angivelse, til varer, der er omfattet af tidligere angivelser, og som ikke blev gjort til genstand for en undersøgelse af en del af varerne, men som var blevet angivet med samme kode fra den kombinerede nomenklatur, stammede fra den samme producent, og som ifølge oplysningerne om varernes oprindelsesbetegnelse og sammensætning i producentens certifikater var identiske med de varer, der var omfattet af den angivelse, hvorfra der var udtaget prøver med henblik på undersøgelse af en del af varerne?
Med andre ord:
Omfatter udtrykket »angivelse« i den forstand, hvori det anvendes i artikel 70, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2913/92, ligeledes angivelser, hvoraf der ikke er udtaget prøver med henblik på undersøgelse, men hvor varerne er angivet som værende identiske (varerne er angivet med samme kode fra den kombinerede nomenklatur, stammer fra samme producent, og i producentens certifikater oplyses samme oprindelsesbetegnelse og samme sammensætning af varerne)?
2)
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er det muligt at udstrække resultaterne af den undersøgelse af en del af varer, der er fastsat i artikel 70, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2913/92, til angivelser, i forhold til hvilke klarereren af objektivt bestemte grunde ikke kan anmode om en yderligere undersøgelse som omhandlet i artikel 70, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 2913/92, idet klarereren ikke kan frembyde de varer, der er nødvendige med henblik på en kontrol i medfør af artikel 78, stk. 2, i forordning nr. 2913/92?
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy