2.2.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 32/14
Appel iværksat den 10. december 2012 af Ivan Jurašinović til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 3. oktober 2012 i sag T-465/09, Jurašinović mod Rådet
(Sag C-576/12 P)
2013/C 32/19
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Ivan Jurašinović (ved avocate N. Amara-Lebret)
Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede dom ophæves og sagen hjemvises til Retten.
—
Alternativt annulleres den afgørelse af 22. september 2009, hvorved appellanten alene blev tildelt delvis aktindsigt i følgende dokumenter: rapporterne fra Den Europæiske Unions observatører i Kroatien om Knin-området, i perioden fra den 1. til den 31. august 1995.
—
Rådet for Den Europæiske Union pålægges at give elektronisk aktindsigt i alle de dokumenter, der er anmodet om.
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale appellanten et beløb på 8 000 EUR foruden procesgebyrer og med tillæg af renter efter Den Europæiske Centralbanks rentesats på datoen for stævningens registrering.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten gør tre anbringender gældende til støtte for appellen.
For det første finder appellanten, at Retten har tilsidesat det generelle retsprincip om retten til en retfærdig rettergang, idet Retten ikke gyldigt har kunnet træffe afgørelse vedrørende stævningen uden først at have foretaget en undersøgelse af de dokumenter, der var begæret aktindsigt i.
For det andet gør appellanten gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1), idet et afslag, selv om artikel 4, stk. 1, litra a), fastsætter, at det er muligt at give afslag på aktindsigt i et dokument, hvis det vil være til skade for beskyttelsen af offentlighedens interesser med hensyn til internationale forbindelser, ikke kan begrundes i dokumenternes følsomme karakter, når disse ikke er klassificeret og derfor ikke er omfattet af beskyttelsen i artikel 9, stk. 1.
For det tredje foreholder appellanten Retten, at den har begået en retlig fejl vedrørende en tidligere udbredelse af dokumenterne. I det omfang kommunikationen mellem Rådet og Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende Det Tidligere Jugoslavien alene kan ske på grundlag af forordning nr. 1049/2001, kræver det forhold, at der foreligger en tidligere udbredelse til en sagsøgt europæisk borger i en verserende straffesag ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende Det Tidligere Jugoslavien, at anmodningen skal imødekommes.
(1) EFT L 145, s. 43.
Full & Egal Universal Law Academy