16.6.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 174/28
Sag anlagt den 26. april 2012 — Bateni mod Rådet
(Sag T-181/12)
2012/C 174/46
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Naser Bateni (Hamborg, Tyskland) (ved advokaterne J. Kienzle og M. Schlingmann)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
—
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger, navnlig dem, der er afholdt af sagsøgeren.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort tre anbringender gældende.
1)
Første anbringende: Tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar
—
Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til en effektiv retsbeskyttelse og navnlig begrundelsespligten, idet Rådet ikke har angivet en tilstrækkelig begrundelse for at opføre sagsøgeren i bilag IX til den anfægtede forordning.
—
Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til at blive hørt, idet Rådet ikke har givet sagsøgeren lejlighed til at fremsætte bemærkninger til opførelsen af sagsøgeren på sanktionslisterne i overensstemmelse med artikel 46, stk. 3 og 4, i den anfægtede forordning og derigennem foranledige Rådet til at foretage en fornyet overvejelse.
2)
Andet anbringende: Manglende grundlag for sagsøgerens opførelse på sanktionslisterne
—
Det fremgår ikke af de grunde, som Rådet har anført som begrundelse for at opføre sagsøgeren på sanktionslisterne, hvilket konkret retsgrundlag, Rådet har baseret sig på.
—
Den virksomhed, som sagsøgeren udøvede indtil marts 2008, kan ikke begrunde en opførelse på sanktionslisterne i december 2011.
—
Sagsøgerens virke som direktør for Hanseatic Trade Trust & Shipping (HTTS) GmbH kan ikke begrunde hans opførelse på sanktionslisterne, navnlig fordi Den Europæiske Unions Ret har annulleret forordning (EU) nr. 961/2010 (1), for så vidt som den vedrørte HTTS Gmbh.
—
Den blotte omstændighed, at sagsøgeren har været direktør i et engelsk selskab, der i mellemtiden er blevet opløst, kan ikke på nogen måde give anledning til en konklusion om, at en af de i den anfægtede forordnings artikel 23 anførte grunde for at optage sagsøgeren på sanktionslisterne skulle foreligge.
3)
Tredje anbringende: Tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende ejendomsret
—
Sagsøgerens opførelse på sanktionslisterne udgør et ubegrundet indgreb i sagsøgerens grundlæggende ejendomsret, idet sagsøgeren som følge af Rådets utilstrækkelige begrundelse ikke er i stand til at forstå grundene til, at han er blevet opført på listen over de personer, der er omfattet af sanktionerne.
—
Sagsøgerens opførelse på sanktionslisterne er åbenbart uegnet til at opnå de formål, der forfølges med den anfægtede forordning, og udgør herudover et uforholdsmæssigt indgreb i sagsøgerens ejendomsret.
(1) Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25.10.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy