25.8.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 258/22
Sag anlagt den 9. maj 2012 — Shannon Free Airport Development mod Kommissionen
(Sag T-200/12)
2012/C 258/41
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Shannon Free Airport Development Co. Ltd (Shannon, Irland) (ved advokat S. Pappas)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Afgørelsen af 28. februar 2012, truffet af kontrakt- og finansafdelingen under Den Europæiske Unions delegation i Ukraine, der anfægtes i dette søgsmål, i forbindelse med udbudsproceduren EuropeAid/131567/C/SER/UA vedrørende »Krim turisme diversificering og støtte projektet« samt efterfølgende afgørelser fra samme myndighed og generaldirektøren for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Udvikling i denne sag, annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.
1)
Første anbringende om en tilsidesættelse af det grundlæggende processuelle krav om begrundelse
—
Retspraksis og lovgivningen pålægger Kommissionen en pligt til at forklare fordelene ved det valgte bud klart, i stedet for blot at bestride det bevis, som sagsøgeren har fremlagt. En god forvaltning bør undersøge tilbundsgående og behandle argumenterne korrekt, så meget desto mere når forskellige skærpende faktorer forstærker dette krav.
2)
Andet anbringende om en tilsidesættelse af det grundlæggende processuelle krav om at overholde den gældende procedure
—
Den evalueringsprocedure, som udvalget fulgte, var behæftet med fejl, hvilket Kommissionen var bekendt med og ikke tog hensyn til, før den offentliggjorde resultaterne. De efterfølgende afgørelser var derfor ulovlige i det omfang de var baseret på resultatet af disse fejl.
3)
Tredje anbringende om tilsidesættelse af ligebehandling og magtmisbrug
—
Den ulovlige procedure blev kun anvendt i forhold til det konsortium, som sagsøgeren var en del af, i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling. Det fremgår også, at det eneste formål med den ulovlige procedure var at fjerne sagsøgerens konsortium fra førstepladsen på evalueringslisten.
Full & Egal Universal Law Academy