29.3.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 93/16
Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 13. februar 2014 — Maks Pen EOOD mod Direktor na Direktsia »Obzhalvane i danachno-osiguritelna praktika« Sofia, tidligere Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« Sofia (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Sofia-grad — Bulgarien)
(Sag C-18/13) (1)
(Afgifter - det fælles merværdiafgiftssystem - direktiv 2006/112/EF - fradrag for indgående afgift - leverede ydelser - kontrol - leverandør, som ikke råder over de nødvendige midler - begrebet afgiftssvig - forpligtelse til ex officio at fastslå, om der foreligger afgiftssvig - krav om faktisk levering af tjenesteydelsen - forpligtelse til at føre regnskaber, der er tilstrækkeligt detaljerede - retssager - forbud mod, at retten kvalificerer svigen strafferetligt og forværrer sagsøgerens situation)
2014/C 93/25
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Administrativen sad Sofia-grad
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Maks Pen EOOD
Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzhalvane i danachno-osiguritelna praktika« Sofia, tidligere Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« Sofia
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Administrativen sad Sofia-grad — fortolkning af artikel 63, artikel 178, stk. 1, litra a), artikel 226, stk. 1, nr. 6) samt af artikel 242 og 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1) — begrebet »afgiftsunddragelse« — angivelse på fakturaen udstedt af en virksomhed, der ikke råder over det personale, de anlæg og de aktiver, der er nødvendige for at levere ydelsen — mangel på regnskabsmæssigt bevis — udarbejdelse af falske dokumenter for at begrunde gennemførelsen af ydelsen — den nationale rets forpligtelse til ex officio at fastslå afgiftsunddragelse — fradragsretten betinget af faktisk erlæggelse af en ydelse — krav om overholdelse af internationale regnskabsnormer for at opfylde behovet for en regnskabsførelse, der er tilstrækkelig detaljeret til at gøre det muligt at kontrollere fradragsretten — nødvendigheden af eventuelt at påføre fakturaerne oplysninger om den faktiske erlæggelse af tjenesteydelsen — national lovgivning, hvorefter tjenesteydelsen anses for erlagt på tidspunktet for opfyldelsen af de nødvendige betingelser for anerkendelse af indtægten fra nævnte ydelse i overensstemmelse med den relevante lovgivning
Konklusion
1)
Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at det er til hinder for, at en afgiftspligtig person foretager fradrag af merværdiafgift, der er anført på fakturaer, som er udstedt af en leverandør, såfremt det viser sig, at selv om tjenesteydelsen er blevet leveret, er den reelt ikke blevet leveret af denne leverandør eller af dennes underleverandør, bl.a. eftersom disse ikke rådede over det nødvendige personale, det nødvendige materiale og de nødvendige aktiver, eftersom omkostningerne i forbindelse med ydelsen ikke er blevet dokumenteret i deres regnskaber, eller at identiteten på personer, der har underskrevet visse dokumenter som leverandører, har vist sig at være ukorrekt, såfremt to betingelser er opfyldt, nemlig at sådanne faktiske omstændigheder udgør svigagtig adfærd, og at det, henset til de objektive forhold, som skattemyndighederne har fremlagt, er godtgjort, at den afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at den transaktion, der er påberåbt som grundlag for fradragsretten, var led i denne svig, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
2)
Når de nationale domstole er forpligtet til eller har mulighed for ex officio at inddrage anbringender, der støttes på en bindende national retsregel, gælder dette også med hensyn til en bindende EU-retlig regel såsom den, hvorefter det kræves, at de nationale myndigheder og domstole skal nægte at indrømme ret til fradrag af merværdiafgift, hvis det på grundlag af objektive forhold er godtgjort, at påberåbelsen af denne ret er udtryk for svig eller misbrug. Ved bedømmelsen af, om påberåbelsen af fradragsretten er udtryk for svig eller misbrug, tilkommer det disse domstole i videst muligt omfang at fortolke national ret i lyset af ordlyden af og formålet med direktiv 2006/112 for at nå det med direktivet tilsigtede resultat, hvilket kræver, at de gør alt, hvad der henhører under deres kompetence, idet de tager den nationale lovgivning i dens helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret.
3)
Direktiv 2006/112, som ifølge artikel 242 navnlig kræver, at enhver afgiftspligtig person skal føre regnskaber, der er tilstrækkeligt detaljerede til at muliggøre merværdiafgiftens anvendelse og skattemyndighedernes kontrol hermed, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at den omhandlede medlemsstat inden for de begrænsninger, der er fastsat i direktivets artikel 273, kræver, at enhver afgiftspligtig person i denne forbindelse overholder alle nationale regnskabsregler, som er i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder, forudsat at de foranstaltninger, der træffes i denne henseende, ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå formålene om at sikre en korrekt opkrævning af afgiften og undgå svig. I denne forbindelse er direktiv 2006/112 til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en tjenesteydelse anses for leveret på det tidspunkt, hvor betingelserne for anerkendelse af indtægterne fra den omhandlede ydelse er opfyldt.
(1) EUT C 79 af 16.3.2013.
Full & Egal Universal Law Academy