5.5.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 135/17
Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 13. marts 2014 — Antonio Márquez Samohano mod Universitat Pompeu Fabra (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona — Spanien)
(Sag C-190/13) (1)
((Socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP - universiteter - eksterne lektorer - flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter - § 5, stk. 1 - foranstaltninger med henblik på at undgå misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter - begrebet »objektive omstændigheder«, der kan begrunde sådanne kontrakter - § 3 - begrebet »tidsubegrænsede ansættelseskontrakter« - sanktioner - ret til erstatning - forskellig behandling af fastansatte))
2014/C 135/18
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Antonio Márquez Samohano
Sagsøgt: Universitat Pompeu Fabra
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Juzgado de lo Social n. 3 de Barcelona — fortolkning af § 3 og § 5 i bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43) — ansættelseskontrakter, der indgås med offentlige myndigheder — universitetsprofessorer — ingen foranstaltninger med henblik på at undgå misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter
Konklusion
§ 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter universiteterne kan foretage en fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med eksterne lektorer, uden nogen begrænsning af den maksimale samlede varighed eller antallet af de gange, sådanne kontrakter kan fornyes, forudsat at sådanne kontrakter er begrundet i objektive omstændigheder som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Det påhviler imidlertid også denne ret konkret at kontrollere, at den i hovedsagen omhandlede fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter rent faktisk havde til formål at dække midlertidige behov, og at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke reelt blev anvendt til at dække faste og varige behov for rekruttering af undervisningspersonale.
(1) EUT C 189 af 29.6.2013.
Full & Egal Universal Law Academy