17.11.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 409/14
Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 11. september 2014 — Sotiris Papasavvas mod O Fileleftheros Dimosia Etaireia Ltd m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Eparchiako Dikastirio Lefkosias — Cypern)
(Sag C-291/13) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2000/31/EF - anvendelsesområde - injuriesag))
2014/C 409/20
Processprog: græsk
Den forelæggende ret
Eparchiako Dikastirio Lefkosias
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Sotiris Papasavvas
Sagsøgte: O Fileleftheros Dimosia Etaireia Ltd, Takis Kounnafi og Giorgios Sertis
Konklusion
1)
Artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) skal fortolkes således, at begrebet »informationssamfundstjenester« i denne bestemmelses forstand omfatter tjenester, hvorved der leveres onlineinformation, for hvilke tjenesteyderen ikke modtager vederlag fra modtageren, men fra midler opnået gennem reklamer, der vises på internettet.
2)
Direktiv 2000/31 er ikke til hinder for anvendelsen af en ordning med civilretligt ansvar for injurier i en sag som den i hovedsagen omhandlede.
3)
De begrænsninger af det civilretlige ansvar, som er anført i artikel 12-14 i direktiv 2000/31, omfatter ikke tilfældet med en pressevirksomhed, som råder over en webside, hvorpå det offentliggør den elektroniske version af en avis, idet dette selskab i øvrigt modtager vederlag fra midler opnået fra reklamer, der bliver vist på websiden, når virksomheden har kendskab til de offentliggjorte informationer og udøver kontrol hermed, uanset om adgangen til websiden er gratis eller sker mod betaling.
4)
De begrænsninger af det civilretlige ansvar, som er anført i artikel 12-14 i direktiv 2000/31, kan finde anvendelse på sager mellem private vedrørende det civilretlige ansvar for injurier, når de betingelser, der er anført i bestemmelserne, er opfyldt.
5)
Artikel 12-14 i direktiv 2000/31 giver ikke en udbyder af informationssamfundstjenester mulighed for at forhindre, at der anlægges sag mod den pågældende, og følgelig hindre en national rets vedtagelse af foreløbige forholdsregler. De ansvarsbegrænsninger, der er fastsat i disse bestemmelser, kan påberåbes af tjenesteyderen i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret, som sikrer deres gennemførelse, eller i mangel heraf efter en fortolkning af national ret i overensstemmelse hermed. Derimod kan direktiv 2000/31 ikke inden for rammerne af en sag som den i hovedsagen omhandlede i sig selv skabe forpligtelser for private og kan således ikke påberåbes som sådan mod private.
(1) EUT C 207 af 20.7.2013.
Full & Egal Universal Law Academy