24.11.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 421/13
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. september 2014 — Cruz & Companhia Lda mod Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas, IP (IFAP) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supremo Tribunal Administrativo r — Portugal)
(Sag C-341/13) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - beskyttelse af EU’s finansielle interesser - forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 - artikel 3 - retsforfølgning af uregelmæssigheder - Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) - tilbagesøgning af eksportrestitutioner, der er uberettiget opnået - forældelsesfrist - anvendelse af en længere national forældelsesfrist - almindelig forældelsesfrist - administrative foranstaltninger og sanktioner))
2014/C 421/17
Processprog: portugisisk
Den forelæggende ret
Supremo Tribunal Administrativo
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Cruz & Companhia Lda
Sagsøgt: Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas, IP (IFAP)
Konklusion
1)
Artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser skal fortolkes således, at den finder anvendelse på retsforfølgning, der indledes af nationale myndigheder mod modtagere af EU-støtte i forlængelse af uregelmæssigheder, der konstateres af den nationale myndighed, der har ansvaret for udbetaling af eksportrestitutioner inden for rammerne af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).
2)
Den forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95, finder ikke kun anvendelse på retsforfølgning af uregelmæssigheder, der fører til pålæggelse af administrative sanktioner som omhandlet i forordningens artikel 5, men ligeledes på retsforfølgning, der fører til vedtagelse af administrative foranstaltninger som omhandlet i forordningens artikel 4. Selv om samme forordnings artikel 3, stk. 3, giver medlemsstaterne mulighed for at anvende forældelsesfrister, der er længere end de frister på 4 eller 3 år, der er fastsat i denne artikels stk. 1, første afsnit, og som følger af almindelige retsregler, som var gældende før datoen for den pågældende forordnings vedtagelse, går anvendelsen af en 20-årig forældelsesfrist ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om beskyttelse af Unionens finansielle interesser.
(1) EUT C 260 af 7.9.2013.
Full & Egal Universal Law Academy