14.9.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 302/3
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 16. juli 2015 — Abcur AB mod Apoteket Farmaci AB (sag C-544/13), Apoteket AB og Apoteket Farmaci AB (sag C-545/13) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Stockholms tingsrätt — Sverige)
(Forenede sager C-544/13 og C-545/13) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - humanmedicinske lægemidler - direktiv 2001/83/EF - anvendelsesområde - artikel 2, stk. 1, og artikel 3, nr. 1) og 2) - lægemidler, som er fremstillet industrielt eller under anvendelse af en industriel proces - undtagelser - lægemidler, der tilberedes på et apotek efter lægerecept til en bestemt patient - lægemidler, der tilberedes på et apotek ifølge forskrifterne i en farmakopé og er bestemt til direkte udlevering til det pågældende apoteks kunder - direktiv 2005/29/EF))
(2015/C 302/03)
Processprog: svensk
Den forelæggende ret
Stockholms tingsrätt
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Abcur AB
Sagsøgte: Apoteket Farmaci AB (sag C-544/13), Apoteket AB og Apoteket Farmaci AB (sag C-545/13)
Konklusion
1)
Humanmedicinske lægemidler som de i hovedsagerne omhandlede, der er receptpligtige, og for hvilke der ikke er udstedt en markedsføringstilladelse af de kompetente myndigheder i en medlemsstat eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31. marts 2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur, er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/27/EF af 31. marts 2004, i medfør af direktivets artikel 2, stk. 1, såfremt de er fremstillet industrielt eller under anvendelse af en industriel proces. Disse lægemidler er kun omfattet af undtagelsen i artikel 3, nr. 1), i dette direktiv, som ændret, såfremt de er blevet tilberedt efter en lægerecept, der er udfærdiget forud for deres tilberedning, hvilken skal ske specifikt til en på forhånd identificeret patient. De pågældende lægemidler kan kun være omfattet af undtagelsen i artikel 3, nr. 2), i direktiv 2001/83, som ændret ved direktiv 2004/27, såfremt det apotek, som har tilberedt lægemidlerne, udleverer dem direkte til de patienter, som det forsyner. Det tilkommer den forelæggende ret at bedømme, om betingelserne for anvendelse af disse bestemmelser er opfyldt i hovedsagerne.
2)
Selv i det tilfælde, at humanmedicinske lægemidler som de i hovedsagerne omhandlede er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2001/83, som ændret ved direktiv 2004/27, kan reklameforanstaltninger vedrørende disse lægemidler, såsom de i hovedsagerne påståede, ligeledes være omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004, forudsat at betingelserne for anvendelse af dette direktiv er opfyldt.
(1) EUT C 15 af 18.1.2014.
Full & Egal Universal Law Academy