18.1.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 16/3
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 12. november 2015 — Hewlett-Packard Belgium SPRL mod Reprobel SCRL (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d’appel de Bruxelles — Belgien)
(Sag C-572/13) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - immaterialrettigheder - ophavsret og beslægtede rettigheder - direktiv 2001/29/EF - eneret til reproduktion - undtagelser og indskrænkninger - artikel 5, stk. 2, litra a) og b) - undtagelsen om reprografi - undtagelsen om privatkopiering - krav om ensartet anvendelse af undtagelserne - begrebet »rimelig kompensation« - opkrævning af vederlag i form af en rimelig kompensation for brug af multifunktionsprintere - forholdsmæssigt vederlag - fast vederlag - kumulation af faste og forholdsmæssige vederlag - beregningsmetode - modtagere af den rimelige kompensation - ophavsmænd og forlæggere - trykte noder))
(2016/C 016/03)
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Cour d’appel de Bruxelles
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Hewlett-Packard Belgium SPRL
Sagsøgt: Reprobel SCRL
Procesdeltager: Epson Europe BV
Konklusion
1)
Artikel 5, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet og dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), skal fortolkes således, at der for så vidt angår begrebet »rimelig kompensation«, der er anvendt i disse bestemmelser, skal foretages en sondring, alt efter om den reproduktion, der foretages på papir eller et lignende medium ved hjælp af en fotografisk teknik eller en anden proces med tilsvarende virkning, foretages af en hvilken som helst bruger eller af en fysisk person til privat brug og til formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle.
2)
Artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/29 og dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der tillader medlemsstaten at tildele en del af den rimelige kompensation, som tilkommer rettighedshaverne, til forlæggerne for værker, som ophavsmændene har skabt, uden nogen forpligtelse for disse forlæggere til at lade ophavsmændene drage fordel, selv indirekte, af den del af den kompensation, som de er blevet frataget.
3)
Artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/29 og dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorved der indføres en udifferentieret ordning for opkrævning af den rimelige kompensation, som ligeledes omfatter reproduktion af trykte noder, og den er til hinder for en sådan lovgivning, hvorved der indføres en udifferentieret ordning for opkrævning af den rimelige kompensation, som ligeledes omfatter forfalskede reproduktioner foretaget fra ulovlige kilder.
4)
Artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/29 og dette direktivs artikel 5, stk. 2, litra b), er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorved der indføres en ordning, der med henblik på finansieringen af den rimelige kompensation, som betales til rettighedshaverne, kombinerer to former for vederlag, nemlig dels et fast vederlag, der betales forud for reproduktionsaktiviteten af fabrikanten, importøren eller erhververen inden for Fællesskabet af apparater, som gør det muligt at reproducere beskyttede værker, i forbindelse med, at disse apparater bringes i omsætning på det nationale område, dels et forholdsmæssigt vederlag, der betales efter reproduktionsaktiviteten, og som udelukkende bestemmes af en enhedspris, der multipliceres med antallet af udførte reproduktioner, som pålægges fysiske eller juridiske personer, der udfører disse reproduktioner, i det omfang:
—
det faste vederlag, der er forudbetalt, udelukkende beregnes i henhold til den hastighed, hvormed nævnte apparat kan udføre reproduktionerne
—
det forholdsmæssige vederlag, der er efteropkrævet, varierer, alt efter om skyldneren har samarbejdet ved opkrævningen af dette vederlag
—
den kombinerede vederlagsordning ikke er forsynet med mekanismer, herunder betalingsmekanismer, som muliggør den komplementære anvendelse af kriterierne om den faktiske skade og om fastlæggelse af skaden ved hjælp af en standardsats med hensyn til de forskellige kategorier af brugere.
(1) EUT C 24 af 25.1.2014.
Full & Egal Universal Law Academy