21.3.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 106/2
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 4. februar 2016 — C & J Clark International Ltd mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs (C-659/13) og Puma SE mod Hauptzollamt Nürnberg (C-34/14) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra First-tier Tribunal (Tax Chamber) og Finanzgericht München — Det Forenede Kongerige og Tyskland)
(Forenede sager C-659/13 og C-34/14) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - formaliteten - dumping - import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina og Vietnam - gyldigheden af forordning (EF) nr. 1472/2006 og af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 - WTO’s antidumpingaftale - forordning (EF) nr. 384/96 - artikel 2, stk. 7 - konstatering af dumping - indførsel fra lande uden markedsøkonomi - anmodninger om opnåelse af status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår - frist - artikel 9, stk. 5 og 6 - anmodninger om individuel behandling - artikel 17 - stikprøver - artikel 3, stk. 1, 5 og 6, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4 - EU-erhvervsgrenens samarbejde - artikel 3, stk. 2 og 7 - konstatering af skade - andre kendte faktorer - EF-toldkodeks - artikel 236, stk. 1 og 2 - godtgørelse af told, der ikke er skyldig efter lovgivningen - frist - hændelige omstændigheder eller force majeure - ugyldighed af en forordning, hvorved der er indført antidumpingtold))
(2016/C 106/02)
Processprog: tysk og engelsk
Den forelæggende ret
First-tier Tribunal (Tax Chamber) og Finanzgericht München
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: C & J Clark International Ltd (C-659/13) og Puma SE (C-34/14)
Sagsøgte: Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs (C-659/13) og Hauptzollamt Nürnberg (C-34/14)
Konklusion
1)
Rådets forordning (EF) nr. 1472/2006 af 5. oktober 2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam er ugyldig, for så vidt som den er i strid med artikel 2, stk. 7, litra b), og artikel 9, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 461/2004 af 8. marts 2004.
Gennemgangen af de præjudicielle spørgsmål har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af forordning nr. 1472/2006 i forhold til artikel 296 TEUF eller i forhold til artikel 2, stk. 7, litra c), artikel 3, stk. 1, 2 og 5-7, artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 4, artikel 9, stk. 6, eller artikel 17 i forordning nr. 384/96, som ændret ved forordning nr. 461/2004, betragtet isoleret for visse af disse artikler eller bestemmelser, og under ét for andre.
2)
Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 af 22. december 2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og i Folkerepublikken Kina som udvidet til også at omfatte import af visse typer fodtøj med overdel af læder afsendt fra Macao SAR, uanset om den er angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej, som følge af en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 384/96, er ugyldig i samme omfang som forordning nr. 1472/2006.
3)
I en situation som den i hovedsagerne foreliggende kan medlemsstaternes retsinstanser ikke støtte sig på domme, hvori Den Europæiske Unions retsinstanser annullerede en forordning, der indførte antidumpingtold, for så vidt som denne vedrørte visse eksporterende producenter, der var omfattet af denne forordning, med henblik på at fastslå, at den told, der blev pålagt produkter fra andre eksporterende producenter, som er omfattet af den nævnte forordning og befinder sig i den samme situation som de eksporterende producenter, i forhold til hvilke en sådan forordning blev annulleret, ikke er skyldig efter lovgivningen som omhandlet i artikel 236, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks. Eftersom en sådan forordning ikke er blevet trukket tilbage af den institution under Den Europæiske Union, der har vedtaget den, annulleret af Den Europæiske Unions retsinstanser eller kendt ugyldig af Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som den pålægger produkterne fra disse andre eksporterende producenter told, forbliver den nævnte told skyldig efter lovgivningen som omhandlet i denne bestemmelse.
4)
Artikel 236, stk. 2, i forordning nr. 2913/92 skal fortolkes således, at den omstændighed, at en forordning om indførelse af antidumpingtold erklæres helt eller delvist ugyldig af Den Europæiske Unions retsinstanser, ikke udgør hændelige omstændigheder eller force majeure som omhandlet i denne bestemmelse.
(1) EUT C 71 af 8.3.2014 og
EUT C 194 af 24.6.2014.
Full & Egal Universal Law Academy