22.2.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 52/23
Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 12. december 2013 — Rocco Papalia mod Comune di Aosta (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale ordinario di Aosta — Italien)
(Sag C-50/13) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - § 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse - offentlig forvaltning - successive kontrakter - misbrug - skadeserstatning - betingelser for at opnå erstatning i tilfælde af en ulovlig bestemmelse i en ansættelseskontrakt - ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet)
2014/C 52/39
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale ordinario di Aosta
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Rocco Papalia
Sagsøgt: Comune di Aosta
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tribunale ordinario di Aosta — fortolkning af § 5 i Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43) — offentlig forvaltning — erstatning i tilfælde af en ulovlig bestemmelse i en ansættelseskontrakt — betingelser — bevis for det lidte tab — krav om bevis for afkald på andre og bedre jobmuligheder
Konklusion
Rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse indgået den 18. marts 1999, som findes i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som i tilfælde af en offentlig arbejdsgivers misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter udelukkende giver den berørte arbejdstager ret til erstatning for det tab, han mener at have lidt som følge heraf, uden nogen som helst mulighed for at omkvalificere det tidsbegrænsede ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, når denne ret til erstatning er betinget af, at den omhandlede arbejdstager fører bevis for, at han har været nødsaget til at give afkald på andre og bedre jobmuligheder, og denne forpligtelse gør det uforholdsmæssigt vanskeligt eller praktisk umuligt for den omhandlede arbejdstager at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten.
Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere i hvilket omfang bestemmelserne i national ret, der har til formål at sanktionere den offentlige arbejdsgivers misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, er i overensstemmelse med disse principper.
(1) EUT C 147 25.5.2013.
Full & Egal Universal Law Academy