FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNARA
fremsat den 9. september 2014 ( 1 )
Sag C-282/13
T-Mobile Austria GmbH
mod
Telekom-Control-Kommission
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig))
»Elektronisk kommunikation — beskyttelse ved en national domstol af rettigheder, som følger af EU-retten — søgsmålsret mod en beslutning fra en national tilsynsmyndighed — begrebet person, der »berøres« af en beslutning truffet af en national tilsynsmyndighed — artikel 4, stk. 1, i direktiv 2002/21/EF — overdragelse af brugsrettigheder til frekvenser — artikel 5, stk. 6, i direktiv 2002/20/EF«
I – Indledning
1.
Nærværende sag giver Domstolen mulighed for at præcisere omfanget af retten til at anfægte beslutninger truffet af de nationale tilsynsmyndigheder på området for elektronisk kommunikation. Den giver desuden anledning til en mere generel analyse af, i hvilken grad EU-retten kan gribe ind i medlemsstaternes procesretlige bestemmelser, der regulerer betingelserne for, at forvaltningsafgørelser kan prøves ved domstolene.
2.
Den østrigske Verwaltungsgerichtshof (højeste forvaltningsdomstol) har anmodet Domstolen om en fortolkning af begrebet person, der »berøres« af en beslutning truffet af den nationale tilsynsmyndighed som omhandlet i artikel 4 i direktiv 2002/21/EF (herefter »rammedirektivet«) ( 2 ), i forbindelse med en procedure om overdragelse af brugsrettigheder af frekvenser, som fastsat i artikel 5, stk. 6, i direktiv 2002/20/EF (herefter »tilladelsesdirektivet«) ( 3 ).
3.
Det præjudicielle spørgsmål vedrører afgrænsningen af den personkreds, der har ret til at få beslutninger truffet af en tilsynsmyndighed prøvet ved domstolene inden for rammerne af en konkret procedure vedrørende retten vedrørende elektronisk kommunikation. Svaret på dette spørgsmål har imidlertid bredere relevans, eftersom lignende forskrifter ligeledes findes i andre unionsretsakter vedrørende regulerede markeder ( 4 ).
II – Retsforskrifter
A – EU-retten
4.
Lovgivningen om elektronisk kommunikation i Unionen er harmoniseret ved rammedirektivet samt ved særdirektiver, bl.a. tilladelsesdirektivet.
5.
Rammedirektivets artikel 4, stk. 1, bestemmer følgende:
»Medlemsstaterne sikrer, at der på nationalt plan findes effektive mekanismer, ved hjælp af hvilke enhver bruger eller en virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og/eller -tjenester, og som berøres af en national tilsynsmyndigheds afgørelse, kan påklage denne til en klageinstans, som er uafhængig af de involverede parter. Denne instans, som kan være en domstol, skal have den nødvendige ekspertise til at udføre sine funktioner effektivt. Medlemsstaterne sikrer, at der tages behørigt hensyn til sagens omstændigheder, og at der forefindes en effektiv klagemekanisme.«
6.
Artikel 5, stk. 6, i tilladelsesdirektivet bestemmer følgende:
»De kompetente nationale myndigheder sikrer, at radiofrekvenserne udnyttes effektivt og virkningsfuldt i overensstemmelse med [rammedirektivets artikel 8, stk. 2, og artikel 9, stk. 2]. De sikrer, at konkurrencen ikke forvrides af overdragelse eller akkumulering af brugsrettigheder til radiofrekvenser. Til disse formål kan medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger, herunder kræve salg eller udlejning af brugsrettighederne til radiofrekvenser.«
B – Østrigsk ret
7.
§ 8 i Allgemeines Verwaltungsverfahrensgesetz 1991 (den almindelige lov om forvaltningsproceduren fra 1991, BGBl. 51/1991), i den i 2004 offentliggjorte affattelse (BGBl. I, 10/2004) (herefter »AVG«), bestemmer følgende:
»Personer, som gør brug af forvaltningsmyndighedens aktiviteter, eller som berøres heraf, anses for berørte, og såfremt deres interesse i disse aktiviteter beror på et retskrav eller en retlig interesse, anses de for parter.«
8.
Proceduren for tildeling af radiofrekvenser, som omhandles i tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6, reguleres af §§ 54-57 i Telekommunikationsgesetz 2003 (lov om telekommunikation af 2003, herefter »TKG 2003«) (BGBl. I, 70/2003).
9.
Navnlig bestemmes det i TKG 2003’s § 56:
»1. Overdragelsen af brugsrettigheder til frekvenser, der er tildelt af tilsynsmyndigheden, kræver en forudgående tilladelse fra sidstnævnte. Tilsynsmyndigheden skal offentliggøre anmodningen om tilladelse vedrørende overdragelsen af brugsrettigheder til frekvenser samt den dertil knyttede beslutning. Tilsynsmyndigheden skal ved sin afgørelse i hver enkelt sag vurdere en overdragelses betydning, bl.a. i teknisk henseende, for konkurrencen. I tilladelsen kan der fastsættes supplerende bestemmelser, for så vidt som disse er nødvendige for at undgå, at konkurrencen skades. Ansøgningen om tilladelse skal under alle omstændigheder afvises, såfremt overdragelsen uanset fastsættelsen af supplerende bestemmelser risikerer at skade konkurrencen på trods af den pålagte forpligtelse.
[…]
2. Væsentlige ændringer i ejerstrukturen hos de virksomheder, til hvem brugsrettighederne til frekvenser er blevet tildelt i forbindelse med en procedure i henhold til § 55, kræver tilsynsmyndighedens forudgående tilladelse. Stk. 1, tredje til sidste punktum, finder tilsvarende anvendelse.«
III – Tvisten i hovedsagen
10.
Den sag, som verserer for den forelæggende ret, er anlagt af mobilnetværksoperatøren T-Mobile Austria GmbH (herefter »T-Mobile«) til prøvelse af den beslutning, der blev truffet af Telekom-Control-Kommission (den østrigske tilsynsmyndighed for telekommunikation, herefter »TCK«). Ved den pågældende beslutning afslog TCK T-Mobiles anmodning om anerkendelse som part i en procedure om tilladelse til overdragelse af brugsrettigheder af frekvenser mellem to andre østrigske mobilnetværksoperatører.
11.
Overdragelsen af frekvenser skete i forbindelse med, at selskabet Orange Austria Telecommunication GmbH (herefter »Orange«) blev overtaget af selskaberne Hutchinson 3G Austria Holdings GmbH og Hutchison 3G Austria GmbH (der dernæst fusionerede og blev til selskabet Hutchison Drei Austria Holdings GmbH, herefter »Hutchison«).
12.
Som det fremgår af sagen for den nationale ret, blev antallet af mobilnetværksoperatører med brugsrettigheder til frekvenser i Østrig, som følge af denne fusion, reduceret til tre: A1 Telekom Austria AG (herefter »A1«), T-Mobile og Hutchison.
13.
Fusionen og de dertil knyttede transaktioner gav anledning til sager ved Kommissionen og de østrigske myndigheder.
A – Proceduren for Kommissionen
14.
Det fremgår af akterne fra den pågældende sag, at Hutchison og Orange den 7. maj 2012 anmeldte et fusionsprojekt til Kommissionen i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 139/2004 ( 5 ).
15.
I løbet af sagen udtrykte Kommissionen alvorlig tvivl om, hvorvidt fusionen var i overensstemmelse med det indre marked. Efter at have foretaget en markedsundersøgelse fastslog Kommissionen, at fjernelsen af Orange fra markedet gav anledning til konkurrenceproblemer. Kommissionen fandt, at det pågældende marked allerede var kendetegnet ved en høj koncentrationsgrad, og at det praktisk talt var umuligt at trænge ind på dette. Hutchison fremsatte herefter en række tilsagn, som bl.a. indebar, at en potentiel ny operatør skulle tildeles frekvenser, som Hutchison rådede over efter fusionen, og at virtuelle operatører på bestemte vilkår skulle gives engrosadgang til Hutchisons net.
16.
Kommissionen gav T-Mobile ret til at deltage i fusionskontrolproceduren i sin egenskab af berørt person.
17.
Ved afgørelse af 12. december 2012 ( 6 ) fandt Kommissionen, at fusionen var forenelig med det indre marked på betingelse af, at Hutchison opfylder de fastsatte betingelser til fulde.
18.
Det fremgår imidlertid af den nævnte afgørelse, at Kommissionen ikke har undersøgt de to øvrige transaktioner, som fusionen var betinget af, og som vedrørte for det første salget af et datterselskab i Orange til A1 og for det andet overdragelsen af visse frekvenser, som Orange rådede over inden fusionen, til A1. I afgørelsen fastslog Kommissionen, at overdragelsen af frekvenser bl.a. var underlagt TCK’s accept ( 7 ).
B – Proceduren for TCK
19.
Den 23. maj 2012 har Hutchison og Orange, på grundlag af § 56, stk. 2, i TKG 2003, anmodet TCK om tilladelse til at ændre ejerstrukturen som følge af fusionen. Den 9. juli 2012 har de sammen med A1 anmodet om tilladelse til at overdrage visse frekvenser til A1 i henhold til § 56, stk. 1, i TKG 2003.
20.
T-Mobile fremsatte sine bemærkninger til TCK og anmodede om, at de selskaber, der deltog i fusionen, skulle pålægges forpligtelser med henblik på at forhindre, at konkurrencen fordrejes.
21.
Den 10. december 2012 anmodede T-Mobile endvidere TCK om at blive anerkendt som part i procedurerne om tilladelse til at ændre ejerstrukturen og overdragelsen af frekvenser.
22.
Ved beslutning af 13. december 2012 tillod TCK ændringen i ejerstrukturen samt overdragelsen til selskabet A1 af brugsrettigheder til frekvenser. Den afslog derimod T-Mobiles begæring af 10. december 2012 om at blive anerkendt som part i den administrative procedure.
23.
Hvad angår T-Mobiles begæring fandt TCK, at inden for rammerne af de administrative procedurer om tilladelse til ændringen af ejerstrukturen samt overdragelsen af frekvenser kræver hverken den nationale ret eller EU-retten, at konkurrenter til mobilnetværksoperatører, som ansøger om en sådan tilladelse, skal anses for berørt part.
C – Proceduren for den forelæggende ret og det præjudicielle spørgsmål
24.
T-Mobile har anlagt sag ved Verwaltungsgerichtshof til prøvelse af TCK’s beslutning af 13. december 2012.
25.
Til støtte for sin sag har T-Mobile gjort gældende, at virksomheden var konkurrent til parterne i den pågældende transaktion, og at den rådede over frekvenser på det samme marked. Den skulle således anses som en virksomhed, der var »berørt« af den anfægtede beslutning fra TCK i medfør af rammedirektivets artikel 4, stk. 1. I henhold til national ret var den ligeledes berettiget til at deltage i den administrative procedure, der gik forud for vedtagelsen af en sådan beslutning.
26.
Den forelæggende ret har bemærket, at spørgsmålet om, hvorvidt T-Mobile kan ses for part i den administrative procedure på grundlag af § 56 i TKG 2003 og tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6, efter østrigsk retspraksis, afhænger af, om den af TCK vedtagne beslutning i forbindelse med denne sag »berører« T-Mobile som omhandlet i rammedirektivets artikel 4, stk. 1. I henhold til østrigsk ret er der en tæt forbindelse mellem egenskaben af part i en administrativ procedure og den klageadgang mod beslutninger, som foreskrives i rammedirektivets artikel 4, stk. 1.
27.
Ifølge den forelæggende ret gør dommen i sagen Tele2 Telecommunication ( 8 ) det ikke muligt at give et entydigt svar på det rejste spørgsmål.
28.
På den ene side er det den forelæggende rets opfattelse, at det, som TCK har anført, må anerkendes, at en beslutning vedtaget i forbindelse med en procedure om tilladelse til ændring af ejerstrukturen og overdragelsen af frekvenser ikke direkte indebærer rettigheder for tredjemand. Tredjemands retlige stilling ændres ikke, for så vidt som denne fortsat kan råde over de frekvenser, denne er tildelt.
29.
På den anden side har den forelæggende ret anført, at på baggrund af det af T-Mobile fremsatte synspunkt påvirker fusionen mellem Orange og Hutchison dennes stilling, eftersom den bl.a. medfører en ændring af andelen af frekvenser, der tildeles de forskellige operatører på markedet. Beslutningen om overdragelsen af frekvenser har ligeledes en sådan betydning, eftersom den bidrager til at opveje fusionens negative virkninger på konkurrencen.
30.
Derfor har Verwaltungsgerichtshof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal [rammedirektivets artikel 4 og 9b] og [tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6,] fortolkes således, at bestemmelserne giver en konkurrent status som berørt person som omhandlet i rammedirektivets artikel 4, stk. 1, i en national procedure i henhold til tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6?«
IV – Sagen for Domstolen
31.
Den præjudicielle anmodning er indleveret til Domstolen den 24. maj 2013.
32.
Den forelæggende rets anmodning om, at sagen undergives den fremskyndede procedure i artikel 23a i Domstolens statut og procesreglementets artikel 105, blev afslået ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 30. september 2013.
33.
Der er indgivet skriftlige indlæg af T-Mobile, Hutchison, A1, den østrigske regering og Kommissionen. TCK, som ikke deltog i den skriftlige procedure, samt T-Mobile har anmodet om afholdelse af et retsmøde.
34.
T-Mobile, TCK, Hutchison, A1 og Kommissionen deltog i retsmødet, der fandt sted den 15. maj 2014.
V – Gennemgang
A – Indledende bemærkninger
35.
Indledningsvis bemærkes, at tvisten for den forelæggende ret ikke direkte omhandler retten til at klage over en beslutning fra en tilsynsmyndighed i medfør af rammedirektivets artikel 4, stk. 1. T-Mobile har i hovedsagen ikke klaget over selve beslutningen om overdragelse af frekvenser, men over afslaget på at blive anerkendt som part i proceduren ved tilsynsmyndigheden.
36.
Vigtigheden af det præjudicielle spørgsmål med henblik på at kunne afgøre tvisten i hovedsagen skyldes østrigsk retspraksis, der underordner anerkendelsen af at blive part i en administrativ procedure af, hvorvidt den pågældende person, i henhold til rammedirektivets artikel 4, stk. 1, har søgsmålsret mod den beslutning, der afslutter proceduren. Den forelæggende ret har bemærket, at den person, der er »berørt« af beslutningen fra tilsynsmyndigheden, i henhold til rammedirektivets artikel 4, stk. 1, ligeledes har ret til at være del i proceduren i henhold til AVG’s § 8, eftersom det netop er disse parter, der har ret til at klage over den pågældende beslutning.
37.
For at kunne besvare den forelæggende rets spørgsmål skal såvel rammedirektivets artikel 4, stk. 1, og tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6, fortolkes.
38.
Inden de nævnte bestemmelser analyseres, undersøges de forudsætninger, der ligger til grund for rammedirektivets artikel 4, stk. 1.
B – Rammedirektivets artikel 4, stk. 1, og omfanget af den nationale procesrets autonomi
39.
I sin afgørelse henviser den forelæggende ret ikke kun til rammedirektivets artikel 4, stk. 1, men ligeledes til nationale bestemmelser og retspraksis hvad angår søgsmålsretten i en procedure ved en administrativ ret.
40.
Det skal undersøges, om en sådan henvisning er relevant med henblik på at fastslå, hvem der har en søgsmålsret på et område, der reguleres af EU-retten om elektronisk kommunikation.
41.
Det skal erindres, at i mangel af EU-retlige bestemmelser på området tilkommer det i princippet hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for retssubjekterne. Disse regler skal fastsættes selvstændigt ved national ret under overholdelse af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet ( 9 ).
42.
Jeg er overbevist om, at princippet om procesautonomi imidlertid ikke kan omfatte muligheden for at indlede en sag med henblik på at beskytte de rettigheder, som EU-retten tildeler retssubjekterne. Princippet om procesautonomi kan kun gøres gældende ved fastsættelsen af de detaljerede bestemmelser og procedurer vedrørende måder for udøvelsen af de rettigheder, der følger af EU-retten. Princippet omfatter derimod ikke spørgsmålet om, hvem der har søgsmålskompetence på et område, der er reguleret i EU-retten. Dette gælder så meget desto mere i situationer, hvor, som i den foreliggende sag, EU-retten indeholder konkrete bestemmelser om forekomsten af et særligt retsmiddel.
43.
Dette har EU-lovgiver, ifølge min opfattelse, udtrykt i rammedirektivets artikel 4, stk. 1.
44.
I henhold til rammedirektivets artikel 4, stk. 1, kan enhver virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og/eller -tjenester, samt enhver bruger, som »berøres« af en national tilsynsmyndigheds afgørelse, påklage denne til en klageinstans.
45.
Ifølge Domstolens retspraksis er begrebet person, som »berøres« af en afgørelse, som omhandlet i den nævnte artikel 4, et selvstændigt begreb i EU-retten, hvis rækkevidde derfor skal vurderes i lyset af det med den pågældende bestemmelse forfulgte mål ( 10 ). Ifølge retspraksis udspringer den pågældende bestemmelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse, hvorefter det påhviler medlemsstaternes domstole at sikre domstolsbeskyttelsen af rettigheder i henhold til EU-retten ( 11 ).
46.
Efter min opfattelse er formålet med den pågældende bestemmelse ikke kun at afspejle det princip om effektiv retsbeskyttelse, som allerede er kodificeret i en højere retsregel, nemlig artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEUF, samt i artikel 47 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder.
47.
Målet med rammedirektivets artikel 4, stk. 1, er at fastsætte et ensartet omfang for retten for privatpersoner til at handle i sager om elektronisk kommunikation.
48.
Den pågældende bestemmelse har til formål at undgå en situation, hvor en person, som befinder sig i samme situation, i én medlemsstat har søgsmålskompetence mod en beslutning truffet af en tilsynsmyndighed for at beskytte dennes rettigheder, men som ikke har denne søgsmålskompetence i en anden stat. Forekomsten af sådanne forskelle hvad angår adgangen til et retsmiddel bevirker, at indholdet af de rettigheder, som retssubjekterne har efter EU-retten i sager om elektronisk kommunikation, opfattes forskelligt i de forskellige medlemsstater. Sådanne forskelle kan ligeledes bevirke, at der i visse medlemsstater sættes spørgsmålstegn ved selve eksistensen af denne type af rettigheder.
49.
Ved fortolkningen af den pågældende bestemmelse skal der tages hensyn til det i ovenstående punkt nævnte formål.
50.
Fortolkningen af rammedirektivets artikel 4, stk. 1, skal være tilstrækkelig præcis for at undgå forekomsten af væsentlige forskelle hvad angår søgsmålskompetencen i de forskellige medlemsstater, da sådanne forskelle, som nævnt ovenfor i punkt 48, hindrer en ensartet anvendelse af EU-retten på området for elektronisk kommunikation. En ensartet anvendelse af de nævnte bestemmelser er ikke mulig, hvis spørgsmålet om søgsmålskompetence fastsættes i national ret.
C – Fortolkningen af rammedirektivets artikel 4, stk. 1
1. Tele2 Telecommunication-dommen
51.
Domstolen har allerede i Tele2 Telecommunication-sagen udtalt sig om fortolkningen af rammedirektivets artikel 4, stk. 1.
52.
I den pågældende sag fulgte Domstolen generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse og fastslog, at retten til klageadgang mod en beslutning truffet af en tilsynsmyndighed kan udøves af de brugere eller virksomheder, som ikke selv er adressater for beslutningen, men »hvis rettigheder påvirkes ugunstigt af beslutningen«. Denne fortolkning omfatter det tilfælde, hvor brugerne og de konkurrerende virksomheder har subjektive rettigheder i henhold til Unionens retsorden, navnlig telekommunikationsdirektiverne, og disse rettigheder berøres, som følge af en beslutning truffet af en national tilsynsmyndighed ( 12 ).
53.
Hvad angår den administrative procedure, der gav anledning til Tele2 Telecommunication-sagen – dvs. markedsanalyseproceduren fastsat i rammedirektivets artikel 16 – fastslog Domstolen, at denne kunne føre til at pålægge regulerende forpligtelser på den stærke virksomhed på markedet. Sådanne forpligtelser, og navnlig forpligtelsen til ikke at forskelsbehandle og forpligtelsen til at give konkurrenter adgang til netfaciliteter, udgør beskyttelsesforanstaltninger i konkurrenternes interesse. De kan endvidere give dem individuelle rettigheder, der svarer til de forpligtelser, der pålægges den stærke virksomhed på markedet ( 13 ).
54.
Domstolen har således baseret sin afgørelse på konstateringen af, at de forpligtelser, der ved en tilsynsmyndigheds beslutning er pålagt den stærke virksomhed på det relevante marked, kan medføre rettigheder for tredjemand, som kan påvirkes af en sådan beslutning.
55.
I Arcor-dommen baserede Domstolen sin afgørelse på en lignende fortolkning af artikel 5a, stk. 3, i direktiv 90/387/EØF ( 14 ), der indeholdt en bestemmelse, som lignede den i rammedirektivets artikel 4, stk. 1, indeholdte.
56.
Domstolen fastslog i den nævnte sag, at søgsmålsretten mod en beslutning om godkendelse af takster for adgang til et lokalt net ikke blot tilkommer operatøren af nettet, men ligeledes den virksomhed, der har ubundet adgang til nettet, og som har indgået en aftale herom med den pågældende operatør. Domstolen tog hensyn til, at beslutningen påvirkede rettighederne hos sagsøgeren, der var part i aftalen. Den har dog præciseret, at eksistensen af en kontraktmæssig forbindelse ikke er en nødvendig betingelse for søgsmålsretten ( 15 ).
2. Vanskelighederne forbundet med anvendelsen af retspraksis fra Tele2 Telecommunication-dommen
57.
Som allerede nævnt følger det af Tele2 Telecommunication-dommen, at søgsmålsretten mod en tilsynsmyndigheds beslutning tilkommer virksomheder, hvis subjektive rettigheder efter EU-retten kan påvirkes af denne beslutning.
58.
Selv om en sådan tilgang utvivlsomt er begrundet ( 16 ), gør den det ikke muligt at fastsætte tilstrækkelige klare kriterier for at sikre en ensartet fortolkning af rammedirektivets artikel 4, stk. 1.
59.
Den omstændighed, at Tele2 Telecommunication-dommen ikke afklarede tvivlen vedrørende spørgsmålet om søgsmålskompetence, bekræftes af omstændighederne i den foreliggende sag, som udgør den tredje præjudicielle anmodning vedrørende dette spørgsmål på området for elektronisk telekommunikation.
60.
For det første udelukker den pågældende dom ikke en fortolkning af rammedirektivets artikel 4, stk. 1, hvorefter søgsmålskompetencen betinges af, at sagsøgeren dokumenterer, at denne har en konkret subjektiv ret efter EU-retten.
61.
Som det fremgår af den østrigske regerings skriftlige indlæg, er betingelsen om, at sagsøgeren er »berørt« af beslutningen, ifølge østrigsk retspraksis kun opfyldt, hvis den administrative myndighed har taget stilling til eller har pligt til at tage stilling til spørgsmålet om sagsøgerens subjektive rettigheder ( 17 ). I den foreliggende sag har både TCK og den østrigske regering påberåbt sig denne retspraksis og anført, at tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6, ikke fastsætter subjektive rettigheder for konkurrerende virksomheder, men alene nævner medlemsstaternes mulighed for at træffe »passende foranstaltninger« for at undgå, at konkurrencen fordrejes.
62.
En sådan fortolkning af Tele2 Telecommunication-dommen – som efter min opfattelse er forkert – fører til, at forskellen mellem retten til at anlægge en sag og genstanden for denne forsvinder. Adgangen til at anlægge en sag kan ikke være betinget af dennes udfald eller med andre ord af fastslåelsen af sagsøgerens rettigheder.
63.
For det andet skal der tages hensyn til den omstændighed, at begrebet subjektive rettigheder kan være genstand for forskellig fortolkning afhængig af konteksten, og at dette begreb ligeledes kan opfattes forskelligt i de forskellige retsordener.
64.
Dommene i Tele2 Telecommunication-sagen og Arcor-sagen giver imidlertid ikke noget klart svar på, hvorvidt kriteriet om søgsmålskompetence, der forudsætter, at beslutningen »påvirker« sagsøgerens »rettigheder ugunstigt« omhandler:
—
den pågældende parts subjektive rettigheder i forhold til den administrative myndighed
—
dennes rettigheder, der modsvarer de regulerende forpligtelser, der er pålagt en anden privat person, eller
—
en anden type rettigheder, der f.eks. følger af en privatretlig aftale.
65.
I Tele2 Telecommunication-sagen har Domstolen f.eks. bl.a. baseret sin afgørelse på antagelsen af, at den anfægtede beslutning påvirkede konkurrentens subjektive rettigheder, der modsvarer de forpligtelser, der er pålagt den stærke virksomhed på det relevante marked ( 18 ). I Arcor-sagen fremhævede Domstolen derimod, at beslutningen fra tilsynsmyndigheden påvirkede sagsøgeren i sin egenskab af medkontrahent i en kontrakt om adgang til abonnentnet ( 19 ). Ingen af disse domme vedrører sagsøgerens offentlige subjektive rettigheder.
66.
I den foreliggende sag har Hutchison, A1 samt den østrigske regering i henseende til fortolkningen i Tele2 Telecommunication-sagen gjort gældende, at beslutningen om at tildele eller afslå tilladelse til at overdrage frekvenser ikke indebærer nogen forpligtelse, der kan give tredjemand rettigheder i forhold til parterne i den pågældende transaktion. Dette skyldes ifølge disse karakteren af proceduren med overdragelse af frekvenser, der ikke har til formål, at tredjemand pålægges regulerende forpligtelser, men at sikre en effektiv konkurrence i almenhedens interesse.
67.
Den forelæggende ret har med henvisning til dommen i Arcor-sagen imidlertid bemærket, at tilsynsmyndighedens beslutning vedrørende overdragelse af frekvenser påvirker de rettigheder, som tilkommer parterne i transaktionen samt andre potentielle erhververe af frekvenser. Hutchison har gjort gældende, at T-Mobile aldrig har ytret ønske om at erhverve frekvenser og således ikke udgør en potentiel erhverver.
68.
Den ovenfor nævnte tvivl viser, at det er nødvendigt at præcisere kriterierne for søgsmålskompetence baseret på rammedirektivets artikel 4, stk. 1.
3. Forslag til fortolkning af rammedirektivets artikel 4, stk. 1
69.
Betingelsen i rammedirektivets artikel 4, stk. 1, om, at beslutningen »berører« en person, skal efter min opfattelse forstås således, at den administrative beslutning skal påvirke den pågældende persons retligt beskyttede interesser ( 20 ).
70.
Anerkendelsen af søgsmålskompetencen kræver derimod ikke, at sagsøgeren dokumenterer, at dennes konkrete subjektive rettigheder er tilsidesat.
71.
Det fremgår af en nærmere undersøgelse af Tele2 Telecommunication-dommen, at Domstolen ikke har fortolket rammedirektivets artikel 4, stk. 1, således, at der skal være sket en tilsidesættelse af en subjektiv rettighed, for at vilkåret om, at den pågældende person er berørt af beslutningen, anses for at være opfyldt. Domstolen fastslog derimod, at beslutningen skal påvirke de rettigheder negativt, i relation til hvilke sagsøgeren er »potentiel[t] begunstige[t]« ( 21 ).
72.
Desuden er jeg overbevist om, at den fortolkede bestemmelse ikke alene har til formål at sikre beskyttelsen af rettigheder i forhold til andre privatpersoner, således som det er gjort gældende i parternes ovennævnte skriftlige indlæg, men at den ligeledes har til formål at beskytte de offentlige subjektive rettigheder, forstået som muligheden for at kræve, at tilsynsmyndigheden handler i overensstemmelse med loven ( 22 ).
73.
Der er ingen tvivl om, at enhver beslutning påvirker dens modtagers retlige interesse. Hvorvidt denne betingelse er opfyldt i forhold til tredjemand, som ikke er adressat for beslutningen, kræver derimod en grundigere undersøgelse.
74.
Det skal erindres, at rammedirektivets artikel 4, stk. 1, vedrører to kategorier af personer: brugerne samt de virksomheder, der udbyder net og/eller elektroniske kommunikationsydelser. Den anden kategori kan ligeledes omfatte de virksomheder, der konkurrerer med den virksomhed, der er adressat for beslutningen på markedet for elektronisk kommunikation.
75.
Sidstnævnte kategori har en særlig betydning i relation til reguleringen af elektronisk kommunikation. Det skal her fremhæves, at den pågældende regulering skal fremme konkurrencen ved udbud af net og tjenester.
76.
Navnlig pålægger rammedirektivets artikel 8, stk. 2, litra b), medlemsstaterne en pligt til at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder træffer alle rimelige foranstaltninger med henblik på at fremme konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationstjenester ved at sikre, at der i den elektroniske kommunikationssektor hverken hersker konkurrencefordrejning eller ‑begrænsning, og ved at fjerne resterende hindringer for udbud af disse tjenester ( 23 ).
77.
Lovgivningen på området for elektronisk kommunikation er baseret på en forhåndsregulering af markedet og indeholder ligeledes bestemmelser om tilladelser fra tilsynsmyndighederne vedrørende aktiviteter eller transaktioner, der kan medføre væsentlige ændringer af situationen på de relevante markeder og dermed en fordrejning af konkurrencen.
78.
I denne henseende har lovgivningen om elektronisk kommunikation ikke kun til formål at beskytte markedets konkurrencestruktur som sådan, men ligeledes at sikre de konkurrerende virksomheders rettigheder.
79.
Det skal her fremhæves, at formålet med konkurrencereglerne ikke kun og ikke først og fremmest er at beskytte de enkelte konkurrenters umiddelbare interesser, men derimod strukturen på markedet og dermed konkurrencen som sådan ( 24 ). Den almene interesse, der består i at fremme konkurrencen, kan ikke desto mindre overlappe med konkurrerende virksomheders særskilte interesse i at beskytte sig mod retsakter, der kan påvirke deres stilling på markedet.
80.
En beslutning truffet af en tilsynsmyndighed i en procedure med henblik på at beskytte konkurrencen påvirker utvivlsomt den individuelle interesse hos en virksomhed, hvis stilling på markedet kan ændres væsentligt som følge af de foranstaltninger, der er genstand for beslutningen.
81.
Denne interesse er ikke kun af faktuel karakter, men ligeledes, henset til ovennævnte formål med bestemmelsen, af retlig karakter. Hensynet til de konkurrerende virksomheders situation afspejles i EU-retten, der forpligter den tilsynsførende myndighed til at træffe foranstaltninger, der skal hindre en sådan væsentlig ændring i de konkurrerende virksomheders stilling på markedet, som kan medføre en fordrejning eller en begrænsning af konkurrencen.
82.
Hvad angår de virksomheder, der konkurrerer med adressaten for beslutningen, synes betingelsen om, at beslutningen »berører« en person i henhold til rammedirektivets artikel 4, stk. 1, at være opfyldt, hvis tilsynsmyndigheden udtaler sig inden for rammerne af en procedure, som foreskrives i EU-retten, og som skal beskytte konkurrencen, og hvis beslutningen vedrører aktiviteter eller transaktioner, der påvirker sagsøgerens stilling på markedet mærkbart.
83.
Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, er søgsmålskompetencen for de virksomheder, der konkurrerer med adressaten for en beslutning, defineret på lignende vis i EU-retten i forbindelse med fortolkningen af artikel 263, stk. 4, TEUF.
84.
Hvad angår kontrollen med statsstøtte er søgsmålskompetencen i relation til en afgørelse fra Kommissionen vedrørende dennes materielle vurdering af støtten eller mod en afgørelse truffet som følge af en formel procedure forbeholdt de virksomheder, der konkurrerer med støttemodtageren, hvis stilling på markedet påvirkes mærkbart af den tildelte støtte ( 25 ).
85.
På tilsvarende vis kan den virksomhed, der, skønt den hverken er part i fusionen eller adressat for den anfægtede beslutning, bl.a. beviser, at den er en potentiel konkurrent, og at transaktionen kan ændre dens stilling på de relevante markeder mærkbart, anlægge sag mod en afgørelse fra Kommissionen om fusionskontrol ( 26 ).
86.
I ovennævnte tilfælde vedrørende EU-procesretlige bestemmelser er søgsmålskompetencen således ikke betinget af en tilsidesættelse af de subjektive rettigheder. Det er først den myndighed, der undersøger sagens realiteter, der udtaler sig om en eventuel tilsidesættelse af de subjektive rettigheder.
87.
Henset til ovenstående betragtninger mener jeg, at rammedirektivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes således, at søgsmålsretten mod en beslutning truffet af en tilsynsmyndighed tilkommer en virksomhed, som er konkurrent eller potentiel konkurrent til adressaten for beslutningen, hvis tilsynsmyndigheden udtaler sig inden for rammerne af en procedure, der er fastsat i EU-retten med henblik på at beskytte konkurrencen, og beslutningen vedrører aktiviteter eller transaktioner, der kan påvirke sagsøgerens stilling på markedet mærkbart.
4. Anvendelsen af fortolkningen på tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6
88.
Det skal herefter undersøges, om ovennævnte fortolkning kan finde anvendelse på en beslutning fra en tilsynsmyndighed vedrørende en overdragelse af brugsrettigheder til frekvenser i henhold til tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6.
89.
Frekvenserne udgør knappe (begrænsede) ressourcer, som ikke kan tilgodese alle operatørers potentielle behov, men de er nødvendige for udøvelsen af visse typer af økonomisk aktivitet i sektoren for elektronisk kommunikation, navnlig for udbud af ydelser ved hjælp af eget mobiltelefonnet.
90.
En for stor koncentration af frekvenser hos en enkelt virksomhed kan medføre en fordrejning af konkurrencevilkårene inden for en økonomisk aktivitet, hvor rådigheden over frekvenser er en nødvendighed. Tilladelsen til at anvende et offentligt aktiv, der udgør knappe ressourcer, giver indehaveren af tilladelsen mulighed for at opnå fordele i forhold til andre udbydere, der ligeledes ønsker at anvende disse ressourcer ( 27 ).
91.
En række bestemmelser i rammedirektivet og tilladelsesdirektivet tager hensyn til dette.
92.
Rammedirektivets artikel 9, stk. 1, kræver, at tildelingen af tilladelser vedrørende brugen af frekvenser er baseret på objektive, transparente, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige kriterier. Direktivets artikel 9b, stk. 2, indfører en pligt til at meddele planer om at overdrage brugsrettigheder til radiofrekvenser til tilsynsmyndigheden og at offentliggøre disse.
93.
I henhold til tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6, skal tilsynsmyndighederne i medlemsstaterne sikre, at konkurrencen ikke fordrejes som følge af overdragelse eller akkumulering af brugsrettigheder til radiofrekvenser. Med henblik herpå kan medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger, herunder kræve salg eller udlejning af brugsrettighederne til radiofrekvenser.
94.
På trods af at den nævnte bestemmelses sidste punktum er formuleret i fakultative vendinger – medlemsstaterne »kan« træffe passende foranstaltninger – fremgår det faktisk udtrykkeligt af bestemmelsens foregående punktum, at hvis medlemsstaten tillader overdragelsen af brugsrettigheder til frekvenser mellem operatører, er den ligeledes forpligtet til at indføre passende retlige rammer med henblik på at regulere sådanne transaktioner for at undgå en fordrejning af konkurrencevilkårene ( 28 ).
95.
Jeg er enig i T-Mobiles opfattelse i dennes skriftlige indlæg, hvorefter der kan drages en analogi mellem den oprindelige tildeling af frekvenser og den efterfølgende overdragelse af rettigheder.
96.
Der er ingen tvivl om, at medlemsstaterne, ved den oprindelige tildeling af frekvenser, skal tage et særligt hensyn til nødvendigheden af at sikre markedets konkurrencestruktur. Denne forpligtelse ville være uden virkning, hvis en efterfølgende overdragelse af rettigheder mellem konkurrerende virksomheder gør det muligt at skade konkurrencestrukturen.
97.
På baggrund af disse betragtninger er hovedformålet med den kontrol med transaktioner angående overdragelse af frekvenser, der er omhandlet i tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6, og således ligeledes med den procedure ved TCK, der er genstand for tvisten i hovedsagen, at beskytte markedets konkurrencestruktur.
98.
Henset til den fortolkning af rammedirektivets artikel 4, stk. 1, som jeg foreslår, skal konkurrenterne have ret til at anlægge sag mod en beslutning truffet i forbindelse med en sådan procedure, når den pågældende transaktion kan påvirke deres stilling på markedet mærkbart.
99.
Med hensyn til, hvilken virkning transaktionen mellem Hutchison og A1 har haft på T-Mobiles stilling på markedet, skal jeg bemærke, at afgørelsen heraf tilkommer den nationale ret, som også skal anvende den fortolkede EU-retlige bestemmelse på de konkrette faktiske omstændigheder.
100.
Det skal ikke desto mindre bemærkes, at det følger af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgeren i hovedsagen er i direkte konkurrence med parterne i transaktionen vedrørende overdragelse af frekvenser. Endvidere udøver konkurrenterne virksomhed på et oligopolistisk marked, der bl.a. karakterises ved væsentlige adgangsbarrierer.
101.
Disse omstændigheder viser tydeligt, at transaktionen påvirker den konkurrerende virksomheds position på markedet mærkbart ( 29 ).
102.
Det skal ligeledes fremhæves, at de nævnte omstændigheder, som det fremgår af Kommissionens skriftlige indlæg, blev taget i betragtning ved konstateringen af, at T-Mobile skal betragtes som berørt part i Kommissionens fusionskontrolsprocedure vedrørende fusionen mellem Hutchison og Orange.
103.
Som Kommissionen med rette har anført, er formålene med den procedure, der er fastsat i tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6, endvidere meget lig målene med fusionskontrollen, men begrænset til spørgsmål vedrørende overdragelsen af frekvenser som følge af fusionen. Kravet om forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden skal forhindre, at en overdragelse af brugsrettigheder til frekvenser fører til en koncentration af sådanne rettigheder eller øger en virksomheds indflydelse på et marked på en måde, der fordrejer konkurrencen.
104.
På baggrund af ovenstående betragtninger skal rammedirektivets artikel 4, stk. 1, fortolkes således, at en virksomhed, der konkurrerer med parter i en transaktion vedrørende overdragelse af brugsrettigheder til frekvenser, har søgsmålsret mod en tilsynsmyndigheds beslutning, jf. tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 6, hvorved en sådan transaktion tillades, såfremt transaktionen kan påvirke virksomhedens stilling på markedet mærkbart.
VI – Forslag til afgørelse
105.
I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) forelagte spørgsmål således:
»Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (»rammedirektivet«), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009, skal fortolkes således, at en virksomhed, der konkurrerer med parter i en transaktion vedrørende overdragelse af brugsrettigheder til frekvenser, har søgsmålsret mod en tilsynsmyndigheds beslutning, jf. artikel 5, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (»tilladelsesdirektivet«), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009, hvorved en sådan transaktion tillades, såfremt transaktionen kan påvirke virksomhedens stilling på markedet mærkbart.«
( 1 ) – Originalsprog: polsk.
( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7.3.2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (»rammedirektivet«) (EFT L 108, s. 33) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25.11.2009 (EUT L 337, s. 37).
( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 7.3.2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (»tilladelsesdirektivet«), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25.11.2009 (EUT L 337, s. 37).
( 4 ) – Jf. bl.a. artikel 22, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15.12.1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet (EFT 1998 L 15, s. 14), som ændret ved direktiv 2008/6/EF af 20.2.2008 (EUT L 52, s. 3), artikel 37, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211, s. 55), samt artikel 41, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF (EUT L 211, s. 94).
Sidstnævnte bestemmelse blev genstand for sagen E.ON Földgáz Trade (sag C-510/13), der verserer for Domstolen.
( 5 ) – Rådets forordning af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT L 24, s. 1).
( 6 ) – Kommissionens afgørelse om en fusions forenelighed med det indre marked og EØS-aftalen (sag COMP/M.6497 – Hutchison 3G Austria/Orange Austria), resumé offentliggjort i EUT 2013 C 224, s. 12.
( 7 ) – Ibidem, punkt 7-11.
( 8 ) – Dom Tele2 Telecommunication (C-426/05, EU:C:2008:103).
( 9 ) – Jf. domme Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral (33/76, EU:C:1976:188, præmis 5) og Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 102).
( 10 ) – Dom Tele2 Telecommunication (EU:C:2008:103, præmis 27).
( 11 ) – Ibidem, præmis 30.
( 12 ) – Ibidem, præmis 33 og 48.
( 13 ) – Ibidem, præmis 34, 36 og 39.
( 14 ) – Rådets direktiv af 28.6.1990 om oprettelse af det indre marked for teletjenester ved gennemførelse af tilrådighedsstillelse af åbne net ONP (Open Network Provision – tilrådighedsstillelse af åbne net) (EFT L 192, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/51/EF af 6.10.1997 (EFT L 295, s. 23).
( 15 ) – Dom Arcor (C-55/06, EU:C:2008:244, præmis 175-177).
( 16 ) – Den følger af præmissen om, at princippet om effektiv retsbeskyttelse forpligter medlemsstaterne til at sikre beskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten. Jf. f.eks. dom Unibet (C-432/05, EU:C:2007:163, præmis 37 og 38).
( 17 ) – Den østrigske Verwaltungsgerichtshofs dom af 26.3.2008, VwSlg 17406 A/2008.
( 18 ) – Dom Tele2 Telecommunication (EU:C:2008:103, præmis 36).
( 19 ) – Dom Arcor (EU:C:2008:244, præmis 177).
( 20 ) – Tilsvarende er søgsmålskompetencen for privatpersoner på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF ikke knyttet til, at det påvises, at en subjektiv ret er tilsidesat, men – henset til en af de tre tilfælde, der nævnes i den pågældende bestemmelse – til, at den pågældende retsakt direkte og individuelt påvirker sagsøgernes retlige situation.
( 21 ) – Jf. dom Tele2 Telecommunication (EU:C:2008:103, præmis 36).
( 22 ) – Jf. hvad angår de forskellige opfattelser af offentlig subjektiv ret A. Wróbel, Prawo podmiotowe publiczne, System prawa administracyjnego, del 1 – Instytucje prawa administracyjnego, Instytut Nauk Prawnych PAN, Warszawa, C.H. Beck 2010, s. 307-344.
( 23 ) – Jf. domme Centro Europa 7 (C-380/05, EU:C:2008:59, præmis 81), og Kommissionen mod Polen (C-227/07, EU:C:2008:620, præmis 62 og 63).
( 24 ) – Jf. forslag fra generaladvokat Kokott British Airways mod Kommissionen (C-95/04 P, EU:C:2006:133, punkt 68), og dom GlaxoSmithKline Services m.fl. mod Kommissionen m.fl. (C-501/06 P, C-513/06 P, C-515/06 P og C-519/06 P, EU:C:2009:610, præmis 63).
( 25 ) – Jf. domme Cofaz m.fl. mod Kommissionen (169/84, EU:C:1986:42, præmis 22-25), og Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum (C-78/03 P, EU:C:2005:761, præmis 37 og 70).
( 26 ) – Jf. domme Air France mod Kommissionen (T-3/93, EU:T:1994:36, præmis 82), Kaysersberg mod Kommissionen (T-290/94, EU:T:1997:186), ARD mod Kommissionen (T-158/00, EU:T:2003:246, præmis 78 og 95), og BaByliss mod Kommissionen (T-114/02, EU:T:2003:100, præmis 96-100).
( 27 ) – Jf. i henseende til begrundelsen for afgifter på brugsrettigheder til radiofrekvenser, dom Belgacom m.fl. (C-375/11, EU:C:2013:185, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
( 28 ) – Jf. P. Nihoul, P. Rodford, EU Electronic Communications Law, Oxford 2011, s. 101 og 116.
( 29 ) – Jf. analogt dom BaByliss mod Kommissionen (EU:T:2003:100, præmis 100).
Full & Egal Universal Law Academy