FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. MENGOZZI
fremsat den 12. juni 2014 ( 1 )
Sag C-316/13
Gérard Fenoll
mod
Centre d’aide par le travail La Jouveneog
Association de parents et d’amis de personnes handicapées mentales (APEI)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour de cassation (Frankrig))
»Socialpolitik — begrebet arbejdstager — direktiv 2003/88/EF — person, der er tilknyttet et job- og aktivitetscenter — handicappet person — ret til årlig betalt ferie — chartret om grundlæggende rettigheder — anvendelse ratione temporis — et direktivs direkte virkning — horisontal tvist«
1.
Kan en person, der på grund af sit handicap er indplaceret i en særlig modtagelsesstruktur, der ikke blot tilbyder aktiviteter af medicinsk-social karakter, men også erhvervsmæssige aktiviteter, påberåbe sig retten til en årlig betalt ferie, som er fastsat i artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden ( 2 ), og nu i artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 3 ) (herefter »chartret«)? Det er problemstillingen i den foreliggende præjudicielle forelæggelse.
I – Retsforskrifter
A – EU-retten
2.
Chartrets artikel 31, som vedrører retfærdige og rimelige arbejdsforhold, er affattet således:
»1. Enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.
2. Enhver arbejdstager har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.«
3.
I henhold til artikel 1 i direktiv 2003/88, sammenholdt med artikel 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet ( 4 ), finder direktiv 2003/88 anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter med henblik på regulering af visse aspekter af tilrettelæggelse af arbejdstiden.
4.
Artikel 7 i direktiv 2003/88 bestemmer følgende:
»1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.
2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører« ( 5 ).
B – Fransk ret
5.
Centres d’aide par le travail (herefter »job- og aktivitetscentre«) er almennyttige medicinsk-sociale modtagelsesstrukturer for handicappede, hvis opgave er beskrevet i artikel L. 344-2 i code de l’action sociale et des families (lov om sociale indsatser og familie, herefter »lov om sociale indsatser«), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. Centrene havde således til opgave, at modtage unge og voksne handicappede, som midlertidigt eller permanent er ude af stand til at arbejde i almindelige virksomheder, i et beskyttet værksted eller for et hjemmearbejdsformidlingscenter, og som heller ikke kan udøve selvstændig virksomhed. Disse job- og aktivitetscentre tilbød de handicappede forskellige erhvervsmæssige aktiviteter, medicinsk-social og uddannelsesmæssig støtte og et miljø, der fremmede deres personlige udvikling og sociale integration. Åbningen af sådanne centre var undergivet et krav om tilladelse og statslig kontrol ( 6 ). En tariferingsmyndighed førte kontrol med hvert enkelt job- og aktivitetscenters indtægter og udgifter ( 7 ).
6.
Den handicappede, hvis arbejdsevne i princippet skulle ligge på under en tredjedel af den normale arbejdsevne, blev modtaget i job- og aktivitetscentrene efter beslutning truffet af et udvalg ( 8 ). Den handicappede fik en garanti for en indtægt af sit arbejde ( 9 ), uden at beregningen af lønnen dog var baseret på antallet af arbejdstimer ( 10 ). Denne indtægtsgaranti blev dog udtrykkeligt betragtet som en »løn« for arbejde i medfør af artikel L. 242-1 i code de la sécurité sociale (lov om socialsikring) ( 11 ). Derimod er de eneste bestemmelser i den franske code du travail (arbejdsloven), der finder anvendelse på handicappede personer i et job- og aktivitetscenter, bestemmelserne vedrørende hygiejne og sikkerhed under arbejdet ( 12 ).
7.
De første job- og aktivitetscentre så dagens lys i 1960’erne. Fra 2002 blev job- og aktivitetscentrene erstattet af établissements et services d’aide par le travail (institutioner og centre, der tilbyder beskæftigelse til personer med særlige behov, herefter »ESAT«), men de allerede oprettede centre bevarede deres betegnelse som job- og aktivitetscentre ( 13 ). Der er i dag næsten 1400 sådanne centre i Den Franske Republik, som modtager mere end 110000 mennesker. Den retlige ramme for deres arbejde blev præciseret noget i 2007, men er i det væsentlige uændret ( 14 ).
8.
Repræsentanten for APEI oplyste i retsmødet uden at blive modsagt af de øvrige deltagere i sagen, at job- og aktivitetscentrene betaler sociale ydelser af udbetalingerne til de handicappede, og at der trækkes bidrag til sygeforsikring, pensionsforsikring og erhvervsuddannelse af udbetalingerne. Da de handicappede i job- og aktivitetscentrene i henhold til fransk ret ikke betragtes som lønmodtagere, og da lederne af job- og aktivitetscentrene ikke kan afskedige dem, bidrager de derimod ikke til arbejdsløshedsforsikringen.
9.
Før 2007 fandtes der ingen bestemmelser om ret til årlig betalt ferie for personer, der er tilknyttet job- og aktivitetscentre, idet denne ret alene afhang af hvert enkelt job- og aktivitetscenters gode vilje. Siden den 1. januar 2007 har artikel R. 243-11 i lov om sociale indsatser udtrykkeligt omfattet en ret til årlig betalt ferie for handicappede, der indplaceres i en ESAT.
II – Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
10.
Gérard Fenoll beskrives af den forelæggende ret som »bruger« af et job- og aktivitetscenter, der ledes af association de parents et d’amis de personnes handicapées mentales (foreningen af forældre og pårørende til psykisk syge i Avignon, herefter »APEI Avignon«), hvortil han kom i 1996. Gérard Fenoll blev sygemeldt fra den 16. oktober 2004. På dette tidspunkt havde han stadig 12 feriedage til gode for referenceperioden fra den 1. juni 2003 til den 31. maj 2004 ( 15 ). Gérard Fenoll var sygemeldt frem til den 31. maj 2005, og han forlod job- og aktivitetscentret den 20. juni 2005. Job- og aktivitetscentret mente, at Gérard Fenoll i perioden fra den 1. juni 2004 til den 31. maj 2005, hvor han rent faktisk blot havde arbejdet i 78 dage, kun havde ret til 6 dages betalt ferie, for hvilke der blev udbetalt godtgørelse i juli 2005.
11.
Gérard Fenoll har anlagt sag mod job- og aktivitetscentret ved tribunal d’instance d’Avignon med påstand om godtgørelse for den optjente betalte ferie i perioderne fra den 1. juni 2003 til den 31. maj 2004 og fra den 1. juni 2004 til den 31. maj 2005, som han ikke havde afholdt. Tribunal d’instance frifandt job- og aktivitetscentret, da den mente, at dets beregning var baseret på en korrekt fortolkning af fransk ret, hvorefter en arbejdstager ikke kan kræve godtgørelse for betalt ferie, der ikke er afholdt på grund af dennes sygdom, og sygdomsperioder ikke i sig selv giver ret til betalt ferie.
12.
Gérard Fenoll iværksatte derefter kassationsanke til den forelæggende ret. Han gør dels gældende, henset til formålet med betalt ferie i henhold til direktiv 2003/88, at den optjente betalte ferie, når en lønmodtager ikke har været i stand til at afholde sin årlige betalte ferie på grund af fravær, der skyldes sygdom, skal udskydes til datoen, hvor arbejdet genoptages, eller i tilfælde af opsigelse, godtgøres. Dels gør han gældende, at artikel 7 i direktiv 2003/88 finder anvendelse på samtlige arbejdstagere, og at fransk ret skal fortolkes i lyset af dette direktiv således, at årsagen til lønmodtagerens fravær, hvis arbejdsophøret er begrundet i helbredsmæssige årsager, ikke kan tages i betragtning for derved at afskære den pågældende fra denne ret til årlig ferie, og at betalt ferie, der således er optjent under sygefraværet, skal godtgøres i tilfælde af, at ansættelseskontrakten ophører, således som det er tilfældet i den foreliggende sag.
13.
Den forelæggende ret har understreget, at såvel chartrets artikel 31 som artikel 7 i direktiv 2003/88 fastsætter retten til betalt ferie. Den har anført, at Domstolen allerede har anerkendt denne ret som en manifestation af et særligt vigtigt princip i sociallovgivningen – hvilket dets optagelse i chartret vidner om – der ikke kan fraviges ( 16 ). Den forelæggende ret har dernæst henvist til definitionen i retspraksis af begrebet arbejdstager i EU-retten og understreget, at dette begreb har en selvstændig rækkevidde og ikke skal fortolkes indskrænkende.
14.
Den forelæggende ret har desuden understreget den opgave, der er tillagt job- og aktivitetscentrene i henhold til artikel L. 344-2 i lov om sociale indsatser i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. Den har dernæst præciseret, at personer, der blev modtaget i et job- og aktivitetscenter, ikke havde status som lønmodtagere og ikke var knyttet til disse centre via arbejdskontrakter ( 17 ). I henhold til fransk arbejdsret fandt kun bestemmelserne i arbejdsloven vedrørende hygiejne og sikkerhed under arbejdet anvendelse på disse personer, og ingen bestemmelser i fransk ret gav dem ret til betalt ferie.
15.
Den forelæggende ret ønsker således oplyst dels, om en person som Gérard Fenoll kan betegnes som »arbejdstager« i henhold til EU-retten i almindelighed og i henhold til direktiv 2003/83, sammenholdt med direktiv 89/391, i særdeleshed, dels, om han kan gøre en ret til betalt ferie gældende i forbindelse med en tvist, som af den forelæggende ret betegnes som horisontal ( 18 ).
16.
Stillet over for et problem med fortolkning af EU-retten har den forelæggende ret besluttet at udsætte sagen og ved afgørelse indgået til Domstolens Justitskontor den 10. juni 2013 og på grundlag af artikel 267 TEUF at forelægge Domstolen følgende tre præjudicielle spørgsmål:
»1)
Skal artikel 3 i direktiv [89/391], som bestemmelserne i artikel 1 i direktiv [2003/88] henviser til, og som fastsætter dets anvendelsesområde, fortolkes således, at en person, der er tilknyttet et job- og aktivitetscenter, kan kvalificeres som »arbejdstager« som omhandlet i nævnte artikel 3?
2)
Skal artikel 31 i [chartret] fortolkes således, at en person som beskrevet i ovenstående spørgsmål kan kvalificeres som »arbejdstager« som omhandlet i nævnte artikel 31?
3)
Kan en person som beskrevet i ovenstående spørgsmål direkte påberåbe sig de rettigheder, som denne har i henhold til chartret, med henblik på at få ret til betalt ferie, hvis den nationale lovgivning ikke foreskriver, at personen har sådanne rettigheder, og skal den nationale retsinstans undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, der er i strid hermed, for at sikre den fulde virkning af den pågældende ret?«
III – Retsforhandlingerne ved Domstolen
17.
Sagsøgeren i hovedsagen, APEI, den franske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.
18.
Under retsmødet, der blev afholdt den 27. marts 2014, afgav APEI, den franske regering og Kommissionen mundtlige indlæg.
IV – Juridisk analyse
A – Indledende bemærkninger
19.
Med henblik på en tydeliggørelse af begreberne skal der fremsættes en række indledende bemærkninger.
20.
For det første skal det understreges, at den forelæggende ret ikke ønsker oplyst, om Gérard Fenoll som arbejdstager kan gøre sin ret til en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed gældende, eller om den franske lovgivning, hvorefter ferie, der ikke er afholdt på grund af sygdom, ikke kan give anledning til en godtgørelse, og sygdomsperioder ikke giver ret til betalt ferie, er forenelig med EU-retten. Den forelæggende ret mener tydeligvis, at Domstolens foreliggende faste retspraksis om dette emne, som den nogle gange selv har givet anledning til, belyser dette spørgsmål tilstrækkeligt til, at den kan besvare eventuelle spørgsmål, som den under alle omstændigheder ikke har forelagt Domstolen.
21.
For det andet giver formuleringen af de præjudicielle spørgsmål anledning til to bemærkninger.
22.
For det første skal en skrivefejl rettes, da artikel 1 i direktiv 2003/88 ikke som anført i det første spørgsmål henviser til artikel 3 i direktiv 89/391 ( 19 ), men til artikel 2 heri.
23.
Vedrørende det tredje spørgsmål om, hvorvidt en person som Gérard Fenoll direkte kan påberåbe sig eventuelle rettigheder i henhold til chartret, og nærmere bestemt artikel 31, skal jeg præcisere, at chartret efter min mening ikke finder anvendelse ratione temporis på tvisten i hovedsagen, og jeg er på dette punkt enig med den nederlandske regering. Chartret trådte først i kraft i 2009, mens de faktiske omstændigheder i hovedsagen fandt sted mellem 2003 og 2005. Denne manglende tilbagevirkende kraft gør sig så meget desto mere gældende, som tvisten i hovedsagen beskrives som en tvist mellem privatpersoner, men jeg vil vende tilbage hertil på et senere tidspunkt.
24.
Domstolen har således fået forelagt en dobbelt problematik: Skal Gérard Fenoll betragtes som en arbejdstager i henhold til EU-retten, som giver alle arbejdstagere ret til årlig betalt ferie, og i hvilken udstrækning kan han i bekræftende fald gøre denne ret gældende under omstændighederne i hovedsagen?
B – Spørgsmålet om, hvorvidt Gérard Fenoll kan betegnes som »arbejdstager « i henhold til direktiv 2003/88
25.
Efter kort at have redegjort for den betydning, som Domstolen i sin retspraksis tillægger retten til betalt ferie, vil jeg redegøre for dens retspraksis om begrebet arbejdstager, inden jeg anvender det på den foreliggende sag.
26.
Den fortolkning af begrebet arbejdstager i henhold til artikel 7 i direktiv 2003/88, som jeg derefter vil foreslå Domstolen at anlægge, gælder naturligvis også for chartrets artikel 31, stk. 2, for at sikre et ensartet anvendelsesområde ratione personae for retten til betalt ferie.
1. Retten til årlig betalt ferie, et princip i Unionens sociallovgivning
27.
Det fremgår af Domstolens faste retspraksis, at en arbejdstagers ret til årlig betalt ferie skal betragtes som et særlig vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, der ikke kan fraviges, og som nu er nedfæstet i chartrets artikel 31, stk. 2, og skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for de udtrykkelige grænser, der er fastsat ved direktiv 2003/88 ( 20 ). EU-retten giver direkte alle arbejdstagere denne ret ( 21 ), og artikel 7 i direktiv 2003/88 pålægger medlemsstaterne en klar og præcis forpligtelse til at opnå et resultat ( 22 ). Den pågældende ret har et dobbelt formål, nemlig at give arbejdstageren mulighed for dels at hvile ud efter udførelsen af de arbejdsopgaver, der påhviler ham i henhold til ansættelseskontrakten, dels at have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sin fritid ( 23 ). Endelig kan retten til årlig betalt ferie ikke fortolkes indskrænkende ( 24 ).
28.
Med ovenstående betragtninger in mente skal det undersøges, om Gérard Fenoll kan anses for at være en person med ret til ferie. Lad mig i første omgang vende tilbage til retspraksis om definitionen af begrebet »arbejdstager«.
2. Retspraksis om begrebet »arbejdstager«
29.
Begrebet arbejdstager i henhold til EU-retten er ikke entydigt, men afhænger af det retsområde, der er tale om ( 25 ). Netop i forbindelse med direktiv 2003/88 har Domstolen imidlertid fastslået, at det hverken henviser til definitionen af arbejdstagerbegrebet i direktiv 89/391 eller i nationale lovgivninger og/eller praksis ( 26 ). Den har på dette grundlag fastslået, at »dette begreb ikke i forhold til anvendelsen af direktiv 2003/88 kan fortolkes forskelligt, alt efter hvilken national lovgivning der er tale om, men må tillægges en selvstændig betydning i EU-retten. Begrebet må defineres på grundlag af objektive kriterier, som karakteriserer de berørte personers rettigheder og pligter i arbejdsforholdet. Det væsentligste kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode [leverer] ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger« ( 27 ). Domstolen mener således, at en arbejdstager er defineret på samme måde i direktiv 2003/88 – med en enkelt mindre undtagelse, som jeg vil redegøre for på et senere tidspunkt – som i artikel 45 TEUF ( 28 ). Der kan i dette forslag til afgørelse således henvises til Domstolens klassiske retspraksis inden for arbejdskraftens frie bevægelighed.
30.
Kvalifikationen i henhold til begrebet arbejdstager skal desuden baseres på objektive kriterier, og alle de faktiske omstændigheder i sagen skal vurderes samlet ( 29 ). I denne forbindelse kan et arbejdsforholds sui generis-karakter i forhold til national ret ikke have nogen som helst konsekvenser for betegnelsen arbejdstager i henhold til EU-retten. Det betyder helt konkret i den foreliggende sag, at den omstændighed, at handicappede personer, der er tilknyttet et job- og aktivitetscenter, ikke er underlagt visse bestemmelser i arbejdsloven, ikke kan udgøre nogen som helst hindring for den potentielle kvalificering af disse personer som »arbejdstager« i henhold til direktiv 2003/88 ( 30 ).
31.
Domstolen har endelig fastslået, at »[e]nhver person, der udøver en reel og faktisk beskæftigelse, bortset fra beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et rent marginalt supplement, skal anses for »arbejdstager«« ( 31 ). Vurderingen af betingelsen om udøvelse af en reel og faktisk lønnet beskæftigelse påhviler i princippet den forelæggende ret, som skal lægge objektive kriterier til grund og foretage en samlet vurdering af samtlige omstændigheder i sagen ( 32 ) og kontrollere, om de ydelser, der faktisk er udført, normalt kan anses for henhørende under arbejdsmarkedet ( 33 ).
3. Anvendelse på den foreliggende sag
32.
Jeg mener, at den forbindelse, der knytter handicappede til job- og aktivitetscentrene, opfylder de betingelser, som Domstolen har fastsat vedrørende kriteriet »kendetegnet ved et arbejdsforhold«. Direktøren for job- og aktivitetscentret havde ganske vist ikke mulighed for at fyre Gérard Fenoll, da kun et udvalg kunne gøre dette. Den tid, Gérard Fenoll helligede andre aktiviteter end medicinsk-sociale aktiviteter – som jeg for nuværende vil betegne som erhvervsfaglige aktiviteter – foregik efter personalets og job- og aktivitetscentrets leders instrukser.
33.
Jeg er ligeledes tilbøjelig til at mene, at Gérard Fenoll modtog betaling for de ydelser, han leverede. Den franske lovgiver har udvist en vis opfindsomhed ved at lægge vægt på, at beløb, der udbetales til personer, som modtages i job- og aktivitetscentre, ikke er løn, samtidig med, at der fratrækkes forskellige sociale bidrag, således at de pågældende fortsat nægtes status som arbejdstagere, og fratages ethvert krav i denne henseende. Disse nationale betragtninger er imidlertid ikke bindende for Domstolen. Domstolen har desuden fastslået, at hverken lønnens ringe størrelse – som eventuelt kan være et resultat af de pågældende personers ringe produktivitet – eller den omstændighed, at midlerne hidrører fra det offentlige, som sådan er til hinder for, at en person kan anerkendes som arbejdstager i henhold til EU-retten ( 34 ).
34.
Tilbage står at undersøge, om Gérard Fenoll har udført ydelser for job- og aktivitetscentret. Dette spørgsmål undersøges sammen med spørgsmålet om, hvorvidt Gérard Fenolls arbejde svarer til kravet i retspraksis om, at arbejdet skal have karakter af faktisk og reel beskæftigelse ( 35 ).
35.
Parterne i den foreliggende sag har indgående drøftet dom Bettray (EU:C:1989:226), og dens relevans for en løsning af tvisten i den foreliggende sag.
36.
Domstolen fastslog i den dom, at en person, der arbejder i en virksomhed, som en nederlandsk kommune specifikt havde oprettet alene med det formål at beskæftige personer, som midlertidigt eller varigt er ude af stand til at deltage i det almindelige erhvervsliv, ikke kunne betragtes som en arbejdstager, da den virksomhed, som den pågældende udøver, ikke havde karakter af faktisk og reel beskæftigelse, eftersom den kun er et middel til revalidering og reintegration ( 36 ). Der var endvidere tale om job forbeholdt bestemte personer ( 37 ), og de ansatte blev ikke udvalgt efter deres evne til at udføre et bestemt arbejde, men tværtimod arbejdsopgaverne, som blev tilpasset dem ( 38 ).
37.
Det kunne være fristende at anvende denne dom analogt på den foreliggende sag. Der er dog flere ting, der taler for at udvise tilbageholdenhed.
38.
For det første er det interessant at bemærke, at Domstolen har udviklet sit begreb faktisk og reel beskæftigelse i relation til arbejdskraftens frie bevægelighed, idet den har fastslået, at »det følger såvel af princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed som af placeringen i [t]raktaten af bestemmelserne herom, at de kun sikrer den frie bevægelighed for personer, som udøver eller ønsker at udøve økonomisk virksomhed, og at de følgelig kun omfatter udøvelse af faktisk og reel virksomhed« ( 39 ). Under disse omstændigheder tvivler jeg på, at denne betingelse er så afgørende, når det drejer sig om at definere begrebet arbejdstager i forbindelse med beskyttelse af arbejdstagerne under arbejdet og ikke i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed.
39.
Domstolen har for det andet i overensstemmelse med princippet om, at begrebet arbejdstager skal fortolkes bredt, mindst to gange i sin tidligere retspraksis præciseret, at Bettray-sagen kun kan forklares ved den pågældende sags særegenheder ( 40 ).
40.
Selv hvis det drejede sig om at træffe afgørelse om, hvorvidt den virksomhed, som Gérard Fenoll udøvede, havde karakter af faktisk og reel virksomhed, er det vigtigt at bemærke, at job- og aktivitetscentre har til formål at modtage personer, som hverken er i stand til at arbejde i almindelige virksomheder eller på beskyttede værksteder, og at de er udviklet til stærkt handicappede personer.
41.
Når det er sagt, vurderes arbejdsevnen af et udvalg på det tidspunkt, hvor det træffer beslutning om at sende personer til job- og aktivitetscentrene, og kun personer, der er i stand til at arbejde – dvs. personer, som har en arbejdsevne på en tredjedel af den normale arbejdsevne eller derunder – modtages. Der er naturligvis tale om en potentiel arbejdsevne, og de handicappede personer modtages helt sikkert ikke på grund af præcise faglige kvalifikationer eller kompetencer. Ikke desto mindre træffer udvalget sin beslutning på grundlag af en vurdering af, om den pågældende person vil vise sig at være i stand til at udøve den virksomhed, der udøves i job- og aktivitetscentret. Jeg ser her den første forskel fra sag Bettray (EU:C:1989:226), da Ingo Bettray ikke var blevet udvalgt efter sin evne til at udføre et bestemt arbejde, men tværtimod arbejdsopgaverne, som var blevet tilpasset ham ( 41 ).
42.
Hvad herefter angår selve arbejdet foreligger der ingen oplysninger om, hvilket arbejde Gérard Fenoll udførte. Det fremgår dog af sagsakterne, og navnlig af indlæggene fra den franske regering og APEI, at der kan være tale om industrielle underleverancer, forskellige former for serviceydelser ( 42 ), produktion af landbrugsfødevarer eller markedsføring af job- og aktivitetscentrenes egen produktion. Disse aktiviteter er tilpasset personernes kapacitet, men de opfylder i det mindste i de to første tilfælde reelle behov, som underleverandørvirksomheder eller private, der benytter sig af job- og aktivitetscentrenes tjenester, har. Jeg mener, at de således udgør en normal del af arbejdsmarkedet. Også her er der en forskel mellem den foreliggende sag og Bettray-sagen, i hvilken de tilbudte aktiviteter blev kunstigt skabt ( 43 ). Forbindelsen til det normale arbejdsmarked synes at blive bekræftet af den omstændighed, at opgaver ud over de medicinsk-sociale opgaver, der varetages i job- og aktivitetscentrene, siden februar 2005 har kunnet anerkendes som erhvervserfaring og ‑uddannelse.
43.
Job- og aktivitetscentrene har tilsyneladende en dobbeltrolle: Det drejer sig om at søge at opnå social og erhvervsmæssig integration, samtidig med at der ydes den nødvendige støtte til at opnå personlig og social uafhængighed, også selv om denne integration og denne uafhængighed måske aldrig opnås. Den erhvervsfaglige aktivitet afvikles således tydeligvis i tilknytning til de medicinsk-sociale aktiviteter og uddannelsesaktiviteterne, således at de er indbyrdes forbundet. Med forbehold af eventuelle yderligere undersøgelser, som den forelæggende ret skal foretage, taler de foregående elementer snarere for den påstand, at beskæftigelsen ikke har et så ringe omfang, at den fremtræder som »et rent marginalt supplement« ( 44 ) til job- og aktivitetscentrenes sociale mål.
44.
En sådan vurdering viser sig i øvrigt at være helt i overensstemmelse dels med princippet om, at retspraksis i dom Bettray (EU:C:1989:226) skal begrænses strengt til den pågældende sag, dels med den ovenfor anførte tanke om, at betingelsen om, at der skal være tale om en reel og faktisk beskæftigelse, kan vise sig at være mindre afgørende i en sammenhæng, der i højere grad er social, end i tilknytning til arbejdskraftens frie bevægelighed, og skal således ikke anvendes indskrænkende.
45.
Jeg kan tilføje, at der her som måske også i det almindelige erhvervsliv er tale om en »win-win«-situation. Ved at arbejde i et job- og aktivitetscenter følger de handicappede et forløb, og de arbejder på deres fremtidige erhvervsmæssige og sociale integration, samtidig med at de får en følelse af at bidrage til samfundet. På den anden side lever job- og aktivitetscentrene fortsat op til de krav, der nødvendigvis skal opfyldes, for at de fortsat kan opnå statsanerkendelse og således modtage den støtte, som staten udbetaler til dem for udførelsen af deres opgaver, idet centrene drager fordel af de opgaver, som disse personer udfører. Det kan således ikke helt udelukkes, at de handicappedes arbejde i job- og aktivitetscentrene ligeledes i det mindste delvist er til fordel for job- og aktivitetscentrene, selv om det naturligvis er centrenes socio-terapeutiske opgave og således fordelene for de handicappede, der er det vigtigste.
46.
Jeg er helt klar over, at det vil kunne skade job- og aktivitetscentrenes funktion og endog true deres eksistens, hvis de pålægges for mange sociale forpligtelser, men en anerkendelse af de handicappede som arbejdstagere i henhold til direktivets artikel 7 og chartrets artikel 31, stk. 2, vil bidrage det til at fremme og beskytte en social værdighed, som de pågældende måske mener, de har mistet.
47.
Af alle disse grunde foreslår jeg Domstolen, at den fastslår, at artikel 7 i direktiv 2003/88, sammenholdt med chartrets artikel 31, skal fortolkes således, at en person, der er tilknyttet et job- og aktivitetscenter, i princippet kan kvalificeres som »arbejdstager« i henhold til disse bestemmelser.
C – Spørgsmålet om Gérard Fenoll kan påberåbe sig chartrets artikel 31 i tvisten i hovedsagen
48.
Den forelæggende ret ønsker med sit tredje spørgsmål oplyst, om Gérard Fenoll kan påberåbe sig chartrets artikel 31, stk. 2, direkte i forbindelse med tvisten i hovedsagen.
49.
Jeg skal i denne forbindelse understrege, at tvisten i hovedsagen ifølge den forelæggende ret er en horisontal tvist. Den forelæggende ret har ikke spurgt om, hvorvidt job- og aktivitetscentret eventuelt er omfattet af definitionen af »organ, som – uanset sin retlige organisationsform – ved en retsakt udstedt af en offentlig myndighed har fået til opgave at yde offentlig servicevirksomhed under den offentlige myndigheds tilsyn, og som med henblik herpå har fået tillagt særlige beføjelser ud over dem, som følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne« ( 45 ). Under alle omstændigheder mener jeg ikke, at job- og aktivitetscentrene kan betragtes som sådanne organer, navnlig fordi Domstolen allerede har fastslået, at en privatretlig forening, selv om den har et socialt formål, skal betragtes som en privat part ( 46 ).
50.
Gérard Fenolls krav om betalt ferie vedrører perioden juni 2004 til maj 2005. Chartret blev imidlertid først bindende med Lissabontraktatens ikrafttræden, dvs. den 1. december 2009.
51.
Såfremt Gérard Fenoll indrømmes mulighed for at påberåbe sig chartrets artikel 31, stk. 2, som den primære kilde til dækning af hans ret til ferie – en mulighed, der i princippet står åben – ville det under de omstændigheder, der gør sig gældende i hovedsagen, svare til, at denne bestemmelse tillægges en direkte horisontal virkning med tilbagevirkende kraft.
52.
Det skal bemærkes, at Domstolen i en nyere sag om anvendelse af og muligheden for at påberåbe sig artikel 7 i direktiv 2003/88 i forbindelse med faktiske omstændigheder, der fandt sted mellem 2005 og 2007 i en a priori horisontal tvist, i hvilken medlemsstaten ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til direktivet, end ikke nævnte chartret ( 47 ). Det ville således være overraskende, hvis den gjorde det i denne sag. Den pågældende artikel 31 kan i givet fald kun fungere som fortolkningsgrundlag ( 48 ).
53.
Inden jeg går over til at undersøge, om chartrets artikel 31 finder direkte anvendelse, skal det afgøres, om artikel 7 i direktiv 2003/88 i sig selv er tilstrækkelig til at løse tvisten i hovedsagen. Jeg mener ikke, at det nødvendigvis er tilfældet.
54.
Domstolen har allerede fastslået, at artikel 7 i direktiv 2003/88 opfylder de nødvendige betingelser for at have direkte virkning ( 49 ). Tilbage står, at tvisten i hovedsagen som anført ovenfor er en tvist mellem private parter, og at direktivers direkte horisontale virkning ikke altid anerkendes ( 50 ).
55.
Domstolen har imidlertid fastslået, at en domstol, der er forelagt en tvist, hvori der alene er private parter, når den anvender nationale bestemmelser, der er vedtaget med det formål at gennemføre de forpligtelser, der er fastsat i et direktiv, har pligt til at tage samtlige bestemmelser i national ret i betragtning og i videst muligt omfang fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formål for at nå til en løsning, der er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med direktivet. Dette princip om en overensstemmende fortolkning af national ret kan dog ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret ( 51 ). Spørgsmålet om, hvorvidt en national bestemmelse, for så vidt som den er i strid med EU-retten, ikke skal anvendes, opstår imidlertid kun, såfremt det ikke er muligt at fortolke denne bestemmelse i overensstemmelse med EU-retten ( 52 ).
56.
Jeg bemærker, at den forelæggende ret ikke har meddelt Domstolen, at en sådan fortolkning var umulig. Da problemet i det væsentlige handler om betegnelsen af Gérard Fenoll – dvs. af enhver handicappet person, der er tilknyttet et job- og aktivitetscenter – som arbejdstager i henhold til direktiv 2003/88 for at indrømme ham en ret til ferie, tilkommer det den forelæggende ret at kontrollere, om en overensstemmende fortolkning af de nationale bestemmelser, der finder anvendelse rationae temporis på tvisten i hovedsagen vedrørende retten til en årlig betalt ferie, således at en sådan ret skal indrømmes Gérard Fenoll, er mulig ( 53 ).
57.
I denne forbindelse skal det dog bemærkes, at fransk lovgivning har været tilstrækkelig fleksibel, upræcis eller i det mindste underlagt forskellige fortolkninger for at rumme den forskellige praksis i de pågældende job- og aktivitetscentre ( 54 ). Det job- og aktivitetscenter, i hvilket Gérard Fenoll arbejdede, så sig således forpligtet til at betale hans årlige ferie i al den tid, han arbejdede der, dvs. ni år. Den forelæggende ret har ikke oplyst, at denne praksis skulle være contra legem. Det må derfor antages, at der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen fandtes en så tilstrækkelig vid fortolkningsmargen, at fransk lovgivning blev opfattet således, at den ikke nødvendigvis var til hinder for en ret til en årlig betalt ferie for handicappede, der arbejder i et job- og aktivitetscenter.
58.
Hvis dette ikke skulle være tilfældet, dvs. hvis en overensstemmende fortolkning ikke er mulig, har Gérard Fenoll, som er den part, der har lidt skade som følge af den nationale lovgivnings uoverensstemmelse med EU-retten, ikke andre muligheder end at påberåbe sig den retspraksis, der følger af dommen i sagen Francovich m.fl. ( 55 ), dvs. at gøre medlemsstatens ansvar gældende ved de nationale retter med henblik på i givet fald at opnå erstatning for den lidte skade ( 56 ).
59.
Retten til årlig betalt ferie kan heller ikke gøres gældende som et generelt princip i EU-retten, som i henhold til den retspraksis, der følger af Mangold‑dommen ( 57 ) og Kükükdeveci‑dommen ( 58 ), kunne medføre en forpligtelse for de nationale retter til at undlade at anvende nationale bestemmelser, der er i strid med EU-retten.
60.
Generaladvokat Trstenjak overvejede allerede denne løsning i sit forslag til afgørelse i den sag, der gav anledning til dom Dominguez (EU:C:2011:559), hvori den fastslog, at selv om retten til en årlig betalt ferie i princippet opfylder betingelserne for at kunne udgøre et generelt retsprincip i EU-retten, er en direkte anvendelse af et sådant retsprincip, når det ikke er muligt at anlægge en overensstemmende fortolkning af EU-retten, og således som den anvendes i dom Kücükdeveci (EU:C:2010:31), ikke mulig ( 59 ). Domstolen har endvidere ikke i sin Dominguez-dommen ( 60 ) fastslået en ret til årlig betalt ferie som et generelt retsprincip, selv om den helt klart havde mulighed for det ved denne lejlighed.
61.
Henset til det ovenstående tilkommer det den forelæggende ret under hensyntagen til al national ret og ved hjælp af de fortolkningsmetoder, der anerkendes i denne ret, at undersøge, om den – for at sikre den fulde virkning af artikel 7 i direktiv 2003/88 – kan nå frem til en fortolkning af de nationale bestemmelser, der finder anvendelse, med henblik på afgørelsen af den for den nationale ret indbragte tvist, som er i overensstemmelse med denne artikel. Såfremt den forelæggende ret ikke kan anlægge en sådan fortolkning, uden at den er contra legem, og hvor utilfredsstillende en sådan løsning ( 61 ) end måtte være på det principielle plan, kan Gérard Fenoll altid gøre medlemsstatens ansvar for en tilsidesættelse af EU-retten gældende ved de nationale retter.
V – Forslag til afgørelse
62.
Henset til ovenstående bemærkninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af cour de cassation forelagte spørgsmål på følgende måde:
»Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, sammenholdt med artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at en person, der er tilknyttet et job- og aktivitetscenter, i princippet kan betegnes som »arbejdstager« i henhold til denne bestemmelse.
Det tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til al national ret og ved hjælp af de fortolkningsmetoder, der anerkendes i denne ret, at undersøge, om den – for at sikre den fulde virkning af artikel 7 i direktiv 2003/88 – kan nå frem til en fortolkning af de nationale bestemmelser, der finder anvendelse, med henblik på afgørelsen af den for den nationale ret indbragte tvist, som er i overensstemmelse med denne artikel. Såfremt den forelæggende ret ikke kan anlægge en sådan fortolkning, uden at den er contra legem, kan den part, der har lidt skade som følge af national rets manglende overensstemmelse, altid gøre medlemsstatens ansvar for en tilsidesættelse af EU-retten gældende ved de nationale retter.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – EFT L 299, s. 9.
( 3 ) – EUT 2007 C 303, s. 1.
( 4 ) – EFT L 183, s. 1.
( 5 ) – Artikel 7 i direktiv 2003/88 er en kodificering med uændrede retsregler af artikel 7 i Rådets direktiv 93/104/EF af 23.11.1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT L 307, s. 18).
( 6 ) – Artikel L. 313-1, L. 313-13 og L. 313-5 i lov om sociale indsatser i den affattelse, der var gældende til henholdsvis den 2.12.2005, den 7.3.2007 og den 11.2.2005.
( 7 ) – Jf. navnlig artikel R. 314-34 og R. 314-56 i lov om sociale indsatser, der trådte i kraft den 26.10.2004.
( 8 ) – Artikel 1 og 5 i dekret nr. 77-1546 af 31.12.1977 (JORF af 12.1.1978, s. 333).
( 9 ) – Artikel L. 243-4 i lov om sociale indsatser i den affattelse, der var gældende fra den 23.12.2000 til den 11.2.2005. Fra 2007 modtager en handicappet, der modtages i en sådan struktur for sin erhvervsaktivitet på fuld tid en garanteret løn på mellem 55% og 110% af den garanterede mindsteløn (jf. artikel R. 243-5 i lov om sociale indsatser, der trådte i kraft den 1.1.2007). Denne garanterede løn udbetales af modtagelsesstrukturen og kompenseres i det væsentlige af staten.
( 10 ) – Som det blev præciseret i retsmødet af repræsentanten for foreningen af forældre og pårørende til psykisk syge (APEI), som ikke blev modsagt.
( 11 ) – Artikel L. 243-5 i lov om sociale indsatser i den affattelse, der var gældende fra den 23.12.2000 til den 11.2.2005.
( 12 ) – Jf. bl.a. artikel 9 i dekret nr. 77-1546.
( 13 ) – Af nemhedsgrunde vil jeg i min begrundelse udelukkende anvende betegnelsen »job- og aktivitetscentre«.
( 14 ) – En handicappet person, der arbejder i en ESAT, indgår med denne en kontrakt om støtte og bistand via arbejde, efter at personens mulighed for at blive integreret i en ESAT er blevet vurderet af det kompetente udvalg. Betalingen opfattes fortsat som en betaling for arbejde, men den udgør stadig ikke en løn i henhold til code du travail (jf. artikel L. 243-5 i code de l’action et des familles i den affattelse, der var gældende fra 12.2.2005).
( 15 ) – Det fremgår af sagsakterne, at Gérard Fenoll i 2004 havde afholdt 18 dages betalt ferie, og at han hele tiden frem til 2004 havde haft 5 ugers årlig betalt ferie.
( 16 ) – Den forelæggende ret henviser her navnlig til dom KHS (C-214/10, EU:C:2011:761).
( 17 ) – Dette forklarer, hvorfor tribunal d’instance d’Avignon og ikke conseil des Prud’hommes havde kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen i første instans.
( 18 ) – Cour de cassation nævner i denne forbindelse en dom afsagt af Conseil d’État den 22.2.2007 (ECLI:FR:CESEC:2007:264541 20070222), hvori det udelukkes, at den opgave, der varetages af private organer, som forvalter job- og aktivitetscentre, har karakter af en public service-opgave.
( 19 ) – Jf. ligeledes dom Union syndicale Solidaires Isère (C-428/09, EU:C:2010:612, præmis 27).
( 20 ) – Domme Dominguez (C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis) og fornyet prøvelse Kommissionen mod Strack (C-579/12 RX II, EU:C:2013:570, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
( 21 ) – Dom KHS (EU:C:2011:761, præmis 34).
( 22 ) – Jf. vedrørende artikel 7 i direktiv 93/104 med samme formulering dom BECTU (C-173/99, EU:C:2001:356, præmis 34).
( 23 ) – Dom KHS (EU:C:2011:761, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
( 24 ) – Dom Heimann (C-229/11 og C-230/11, EU:C:2012:693, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis), dom fornyet prøvelse Kommissionen mod Strack (RX II, EU:C:2013:570, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis) og kendelse Brandes (C-415/12, EU:C:2013:398, præmis 29).
( 25 ) – Dom O’Brien (C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes punkt 25 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse O’Brien (C-393/10, EU:C:2011:746).
( 26 ) – I modsætning til hvad den forelæggende ret lader forstå: Jf. dom Union syndicale Solidaires Isère (EU:C:2010:612, præmis 27).
( 27 ) – Dom Union syndicale Solidaires Isère (EU:C:2010:612, præmis 28).
( 28 ) – Jf. dom Neidel (C-337/10, EU:C:2012:263, præmis 23).
( 29 ) – Dom Union syndicale Solidaires Isère (EU:C:2010:612, præmis 29).
( 30 ) – Jf. analogt hermed dom Union syndicale Solidaires Isère (EU:C:2010:612, præmis 30).
( 31 ) – Jf. bl.a. dom Trojani (C-456/02, EU:C:2004:488, præmis 15).
( 32 ) – Dom Trojani (EU:C:2004:488, præmis 17).
( 33 ) – Dom Trojani (EU:C:2004:488, præmis 24).
( 34 ) – Jf. bl.a. domme Bettray (344/87, EU:C:1989:226, præmis 15), Bernini (C-3/90, EU:C:1992:89, præmis 16), Kurz (C-188/00, EU:C:2002:694, præmis 33) og Trojani (EU:C:2004:488, præmis 16).
( 35 ) – Jf. dom Bettray (EU:C:1989:226, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis).
( 36 ) – Dom Bettray (EU:C:1989:226, præmis 17 og 20).
( 37 ) – Dom Bettray (EU:C:1989:226, præmis 18).
( 38 ) – Dom Bettray (EU:C:1989:226, præmis 19).
( 39 ) – Dom Bettray (EU:C:1989:226, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis). Vedrørende forbindelsen mellem udøvelse af faktisk og reel virksomhed og arbejdskraftens frie bevægelighed jf. ligeledes dom Levin (53/81, EU:C:1982:105, præmis 16 og 17).
( 40 ) – Domme Birden (C-1/97, EU:C:1998:568, præmis 31) og Trojani (EU:C:2004:488, præmis 19).
( 41 ) – Jf. dom Bettray (EU:C:1989:226, præmis 19).
( 42 ) – Som f.eks. husligt arbejde, pasning af grønne områder, restauration.
( 43 ) – Generaladvokat Jacobs bemærkede følgende: »De producerede varer og det udførte arbejde holdes omhyggeligt afgrænset med henblik på at undgå urimelig konkurrence med almindelig produktion og beskæftigelse. Ordningen med social beskæftigelse kan sammenlignes med de ordninger, der ofte forvaltes af velgørende organisationer, og hvor handicappede personer fremstiller eller emballerer mindre husholdningsgenstande. Produkterne bliver eventuelt solgt, men normalt købes de ikke, fordi køberen har specielt brug for varerne, men for at bidrage til det velgørende formål. På den måde får velgørenheden en dobbelt funktion. Den tilvejebringer midler og sikrer beskæftigelse, og de, som er beskæftiget, kan få en følelse af, at også de bidrager til deres eget underhold. Formålet med en sådan beskæftigelse er imidlertid hverken at fremme den økonomiske virksomhed i Fællesskabet eller at højne levestandarden; den er rent social og bevidst holdt afsondret fra det almindelige marked« (forslag til afgørelse Bettray (344/87, EU:C:1989:113, punkt 33)).
( 44 ) – Jf. bl.a. dom Trojani (EU:C:2004:488, præmis 15).
( 45 ) – Domme Farrell (C-356/05, EU:C:2007:229, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis) og domme Dominguez (C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
( 46 ) – Dom Association de médiation sociale (C-176/12, EU:C:2014:2).
( 47 ) – Jf. dom Dominguez (EU:C:2012:33, præmis 22 ff.) samt punkt 72-74 og 88 i forslag til afgørelse fra generaladvokat Trstenjak i den sag (C-282/10, EU:C:2011:559).
( 48 ) – Jf. bl.a. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Association belge des Consommateurs Test-Achats m.fl. (C-236/09, EU:C:2010:564, punkt 28).
( 49 ) – Dom Dominguez (EU:C:2012:33, præmis 33-36).
( 50 ) – Dom Dominguez (EU:C:2012:33, præmis 36, 37 og 42).
( 51 ) – Domme Dominguez (EU:C:2012:33, præmis 24 og 25) og Association de médiation sociale (EU:C:2014:2, præmis 38 og 39).
( 52 ) – Dom Dominguez (EU:C:2012:33, præmis 23). I dom Association de médiation sociale (EU:C:2014:2) fulgte Domstolen en anden fremgangsmåde, idet den først undersøgte, om EU-bestemmelsen opfyldte de nødvendige betingelser for at have direkte virkning, inden den undersøgte, om en overensstemmende fortolkning af den nationale bestemmelse var mulig (jf. præmis 35-40 i den pågældende dom).
( 53 ) – Ser man i anden omgang på de nationale bestemmelser, der ser ud til at have dannet grundlag for afvisningen af Gérard Fenolls krav i første instans, dvs. artikel L. 3141-3 og L. 3141-5 i code du travail, og hvis den forelæggende ret verificerer, om disse bestemmelser finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fremgår det, at sygeorlovsperioder, der ikke skyldes en arbejdsrelateret sygdom, ikke reelt udgør en del af de forskellige tilfælde oplistet i artikel L. 3141-5, der betragtes som reelle arbejdsperioder med henblik på bestemmelse af feriens varighed. Den forelæggende ret skal således verificere, om en eventuel tilføjelse af et nyt tilfælde til denne bestemmelse overskrider de ovenfor fastsatte grænser for en overensstemmende fortolkning.
( 54 ) – Jf. punkt 9 i dette forslag til afgørelse.
( 55 ) – C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428.
( 56 ) – Det var i øvrigt også det, Domstolen foreslog i Dominguez-sagen, såfremt en overensstemmende fortolkning af national ret skulle vise sig at være umulig (jf. dom Dominguez (EU:C:2012:33, præmis 43)).
( 57 ) – Dom Mangold (C-144/04, EU:C:2005:709).
( 58 ) – Dom Kücükdeveci (C-555/07, EU:C:2010:21).
( 59 ) – EU:C:2011:559, præmis 89-169.
( 60 ) – EU:C:2012:33.
( 61 ) – Jf. ligeledes punkt 69 i generaladvokat Bots forslag til afgørelse Kücükdeveci (C-555/07, EU:C:2009:429).
Full & Egal Universal Law Academy