FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 6. november 2014 ( 1 )
Sag C-564/13 P
Planet AE Anonymi Etaireia Parochis Symvouleftikon Ypiresion
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — artikel 272 TEUF — voldgiftsbestemmelse — anerkendelsessøgsmål — retlig interesse«
I – Indledning
1.
Den foreliggende appel af en kendelse fra Retten ( 2 ) (herefter »den anfægtede kendelse«) rejser i det væsentlige processuelle spørgsmål, der er af stor praktisk betydning.
2.
Det centrale spørgsmål er her, om, og hvis ja, under hvilke forudsætninger der kan anlægges et anerkendelsessøgsmål ved Unionens retsinstanser, når disse i henhold til en voldgiftsbestemmelse som omhandlet i artikel 272 TEUF er gjort kompetente i retstvister mellem Europa-Kommissionen og et privat selskab.
II – Tvistens baggrund og den anfægtede kendelse
3.
Appellanten, et græsk selskab, modtog fra Europa-Kommissionen diverse betalinger i forbindelse med gennemførelsen af tre projekter (Ontology enabled E-Gov Service Configuration (ONTOGOV), Fostering self-adaptive e-government service improvement using semantic technologies (FIT) og Risk Assessment for Customs in Western Balkans (RACWeb)).
4.
Projekternes gennemførelse og betalingerne skete på grundlag af kontrakter mellem appellanten og Kommissionen. Kontrakterne skulle efter parternes fælles vilje være underlagt belgisk ret. I henhold til kontrakterne skulle Kommissionen mod fornøden dokumentation bære forskellige af appellantens støtteberettigede udgifter. Det var udtrykkeligt bestemt, at det efterfølgende kunne efterprøves, om Kommissionens betalinger også faktisk var sket til støtteberettigede omkostninger.
5.
For retstvister angående kontrakternes gyldighed, gennemførelse eller fortolkning var EU’s retsinstanser udpeget som kompetente i henhold til tilsvarende voldgiftsbestemmelser.
6.
Da projekterne var afsluttet, lod Kommissionen, således som det kontraktligt var bestemt, i 2008 et eksternt revisionsfirma efterprøve, om de omkostninger, som appellanten havde angivet, også reelt var støtteberettigede omkostninger, og om betalingerne, set ud fra Kommissionens synspunkt, således var sket med gyldig hjemmel. I løbet af denne revision viste det sig efter revisors opfattelse at være særdeles tvivlsomt, om alle udbetalinger havde haft gyldig hjemmel. Særligt blev det indvendt, at medlemmer af appellantens ledelse i betragteligt omfang skulle have deltaget (hvor de fakturerede omkostninger var anseelige) i projekterne. Også en meningsudveksling, der trak sig ud over flere år – indtil maj 2012 – mellem appellanten og Kommissionens afdeling for eksterne revisioner, førte ikke til nogen enighed med hensyn til spørgsmålet, om der kunne ydes støtte til et beløb på i alt 547653,42 EUR ( 3 ) (herefter »de omstridte omkostninger«).
7.
Selv om Kommissionen stadig udenretligt angav at være åben over for forhandling ( 4 ) og endnu ikke havde fremsat noget krav om betaling over for appellanten, anlagde denne i november 2012 sag ved Retten med påstand om, at det blev fastslået, at Kommissionen havde begået kontraktbrud ved ikke at anerkende de omstridte omkostninger, og at det videre blev fastslået, at der kunne ydes støtte til de omstridte omkostninger, som ikke skulle tilbagebetales til Kommissionen ( 5 ). Appellanten støttede søgsmålet på artikel 272 TEUF og 340 TEUF.
8.
Heroverfor fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse.
9.
I den anfægtede kendelse fulgte Retten i det væsentlige Kommissionens anbringender og afviste sagen. Retten udtalte, at så længe Kommissionen endnu ikke har rettet et betalingspåkrav til indstævnte, er det et rent hypotetisk spørgsmål, om appellanten overhovedet har lidt en skade. Appellanten havde derfor ikke nogen tilstrækkelig eksisterende og faktisk retlig interesse ( 6 ).
III – Appellen
10.
I appellen anfægter det appellerende selskab kendelsen og gør i det væsentlige gældende, at det, allerede inden Kommissionen fremsætter et konkret krav om betaling, har en interesse i en anerkendelsesdom. Således har Kommissionen til stadighed afvist at tage stilling til selskabets argumenter vedrørende de omstridte omkostninger. Det er stadig ikke afklaret, om appellanten endeligt kan beholde de omstridte betalinger. Den hermed forbundne usikkerhed skader konkret og aktuelt appellantens formuemæssige situation. Følgelig bør appellantens søgsmål til anerkendelse af en kontraktmæssig fordring antages til realitetsbehandling ( 7 ).
11.
Kommissionen har anført, at den anfægtede kendelse ikke er behæftet med retlige fejl, og har nedlagt påstand om, at appellen forkastes.
IV – Retlig bedømmelse
12.
Den foreliggende sag fører Domstolen ind på nye områder. Der er to spørgsmål, der skal afklares. For det første, om et anerkendelsessøgsmål overhovedet er en mulighed i forbindelse med artikel 272 TEUF, og for det andet, hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, om man under omstændigheder som i den foreliggende sag kan gå ud fra, at appellanten har den fornødne retlige interesse. Ved undersøgelsen af begge spørgsmål vil det være af betydning, efter hvilken ret muligheden for et anerkendelsessøgsmål og formalitetskravene hertil skal bedømmes.
A – Kvalifikation af søgsmålet i første instans som et anerkendelsessøgsmål
13.
Først må det dog afklares, om appellantens søgsmål overhovedet kan kvalificeres som et anerkendelsessøgsmål.
14.
Begrundelsen for dette spørgsmål må bl.a. søges i den omstændighed, at appellanten i sin påstand ved førsteinstansen, i henhold til hvilken »Det fastslås, at […] personaleudgifter til sagsøgerens ledende personale […] udgør støtteberettigede omkostninger, og at sagsøgeren ikke skal tilbagebetale dem til Kommissionen«, herved ikke alene støttede sig på artikel 272 TEUF, men også på artikel 340, stk. 1, TEUF ( 8 ), hvilket ved første øjekast gør det nærliggende at kvalificere påstanden som en påstand om skadeserstatning og herved gå ud fra, at der er tale om et søgsmål om opfyldelse af et krav.
15.
Hertil har Kommissionen anført, at appellantens krav til syvende og sidst går ud på at få lov til at beholde modtagne betalinger og således opnå et resultat, der normalt gennemføres i et søgsmål om opfyldelse af et krav. Derfor må appellantens søgsmål ifølge Kommissionen kvalificeres som et søgsmål om opfyldelse af et krav.
16.
Dette anbringende er ikke overbevisende, allerede fordi appellantens påstand ved en fornuftig fortolkning, hvilket Unionens retsinstanser er forpligtet til ( 9 ), netop ikke gik ud på, at Kommissionen skulle opfylde et krav, men på en retsafgørelse, hvorved det anerkendes, at de allerede foretagne betalinger var sket med gyldig hjemmel. Appellanten forlanger hverken en handling eller en undtagelse fra Kommissionens side, men i sidste ende, som Kommissionen også selv har medgivet, en retslig anerkendelse af, at appellanten kan beholde Kommissionens betalinger. Tvistens genstand er således den retlige bedømmelse af retsforholdene mellem parterne i lyset af et spørgsmål om, hvorvidt det heraf kan sluttes, at Kommissionen har ret til tilbagebetaling. Appellanten begærer for så vidt en anerkendelse af, at der ikke er krav på tilbagebetaling.
17.
Et sådant søgsmål kan ikke anses for et søgsmål om opfyldelse af et krav, men for et (negativt) anerkendelsessøgsmål, hvor adgangen hertil og kravene til formaliteten inden for rammerne af artikel 272 TEUF skal undersøges i det følgende.
B – Er der adgang til et anerkendelsessøgsmål inden for rammerne af artikel 272 TEUF?
18.
Appellen kan kun behandles, hvis der overhovedet er adgang til at anlægge et anerkendelsessøgsmål ved Unionens retsinstanser inden for rammerne af artikel 272 TEUF. Dette spørgsmål må derfor først afgøres.
1. Artikel 272 TEUF som en sui generis-kompetencenorm
19.
Hverken artikel 272 TEUF eller procesreglementerne for Unionens retsinstanser indeholder en udtømmende opregning af de former for søgsmål, der kan anlægges på grundlag af en voldgiftsbestemmelse. At den positive ret ikke indeholder noget om, hvorvidt der er adgang til et anerkendelsessøgsmål, kan derfor ikke betyde, at dette søgsmål generelt skulle være udelukket.
20.
Det modsatte er tilfældet. Når artikel 272 TEUF tillader parterne at forelægge deres retstvister for Unionens retsinstanser, må disse retsinstanser i princippet også være kompetente for samtlige påstande, der kan fremsættes i sammenhæng med disse retstvister. Dette gælder også eventuelle anerkendelsessøgsmål ( 10 ). Dette følger af den ret til adgang til effektive retsmidler, som har fundet udtryk i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder.
21.
I retspraksis (særligt ved Retten) finder man således afgørelser, hvor spørgsmålet om, hvorvidt anerkendelsessøgsmål er mulige, ikke udtrykkeligt blev drøftet, men hvor påstande om anerkendelse på grundlag af en voldgiftsbestemmelse ikke blev afvist, men afgjort i forbindelse med realiteten ( 11 ).
22.
Det er ikke i strid med det netop anførte, at Unionens retsinstanser uden for området for artikel 272 TEUF har afvist anerkendelsessøgsmål, idet »et sådant søgsmål ikke [falder] ind under et eneste af søgsmålsområderne under Domstolens kompetence« ( 12 ). Selv om EUF-traktaten udtømmende opregner de søgsmålsformer, der kan komme i betragtning i forholdet mellem institutionerne og medlemsstaterne ( 13 ), kan det samme nemlig netop ikke siges med hensyn til voldgiftsbestemmelser. Artikel 272 TEUF er tværtimod et åbent kriterium, der i kraft af en i henhold til partsautonomien vedtaget voldgiftsbestemmelse vedrørende ikke nærmere definerede »offentligretlige eller privatretlige aftaler« giver adgang til Unionens retsinstanser. I betragtning heraf er det i modsætning til reglerne for Unionens institutioner på forhånd helt umuligt at forudse, hvilke former for søgsmål der i henhold til artikel 272 TEUF vil kunne blive anlagt ved Unionens retsinstanser. Det er dog klart, at disse instanser, da de i henhold til artikel 272 TEUF er »kompetente til at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse«, må sikre parterne en omfattende adgang til effektive retsmidler. Hvis dette konkret omfatter et anerkendelsessøgsmål, må Unionens retsinstanser altså være forpligtet til også at behandle dette, og de kan i sammenhæng med artikel 272 TEUF ikke erklære sig inkompetente med den begrundelse, at der i gældende ret ikke findes nogen hjemmel for et anerkendelsessøgsmål (eller under henvisning til, at der ikke er adgang til dette søgsmål på andre EU-retlige områder).
23.
Det er dog stadig ikke afklaret, om formalitetskravene til et anerkendelsessøgsmål, hvortil der for så vidt principielt er adgang, skal bedømmes selvstændigt i henhold til EU-retten, eller om det er kontraktstatuttet (som regel national ret), der er afgørende.
2. Kriterier for bedømmelsen af formalitetskravene til et anerkendelsessøgsmål inden for rammerne af artikel 272 TEUF
24.
Tre grunde taler for en selvstændig EU-retlig løsning.
a) Betydningen af lex fori for formalitetskravene til en søgsmålsform ( 14 )
25.
For det første er spørgsmålet, om der er adgang til en søgsmålsform, og hvilke formalitetskrav der stilles til den, efter sin art en del af procesretten – og således ikke omfattet af kontraktstatuttet, men må bedømmes efter de forskrifter, der gælder ved den ret, hvor sagen er anlagt (i den foreliggende sag EU-retlige forskrifter). For så vidt angår artikel 272 TEUF ville det da være EU-retten, også som lex fori, der bør anvendes ved besvarelsen af spørgsmålet, om der er adgang til et anerkendelsessøgsmål, og af spørgsmålet om formalitetskravene til dette søgsmål.
26.
Dette udgangspunkt synes – bortset fra lidet overbevisende undtagelser ( 15 ) – også at svare til den fremherskende opfattelse i retslitteraturen og i retspraksis ved de nationale domstole. Behovet for effektive retsmidler betragtes overvejende som en del af retten til adgang til domstolene, der ikke kan afhænge af, hvilken ret der finder anvendelse. Afgørende for formaliteten med hensyn til et retsmiddel som et anerkendelsessøgsmål er derfor lex fori ( 16 ).
27.
Et andet spørgsmål, der skal behandles særskilt, kunne være, om en part i et konkret tilfælde på grundlag af en aftale om ikke at anlægge sag (pactum de non petendo), indgået på grundlag af partsautonomien, kan hindres i at få adgang til et retsmiddel, som denne egentlig har adgang til, og efter hvilken lov gyldigheden af en sådan klausul skal bedømmes. Gode grunde ville da tale for at anvende ikke lex fori, men det pågældende kravs lex causae. Dette spørgsmål er imidlertid ikke genstand for den foreliggende sag og kan derfor efterlades åbent.
b) EU-rettens autonomi og ensartede anvendelse
28.
For det andet taler princippet om EU-rettens autonomi og ensartede anvendelse for en selvstændig EU-retlig løsning.
29.
En anvendelse af det kontraktstatut, der ligger til grund for aftalen i den konkrete sag, ville føre til et broget kludetæppe ved retsanvendelsen ved Unionens retsinstanser. Alt efter parternes lovvalg – som muligvis også kunne føre til anvendelse af et tredjelands lov – ville et anerkendelsessøgsmål kunne pådømmes, henholdsvis ikke kunne pådømmes, og sagens behandling ved Unionens retsinstanser ville i dette vigtige spørgsmål befinde sig i en strøm af stadigt skiftende nationalretlige overvejelser. I øvrigt ville en sådan løsning (der i sidste ende netop er knyttet til det af partsautonomien omfattede lovvalg) være vanskeligt forenelig med den grundlæggende opfattelse, hvorefter proceduren ved Unionens retsinstanser ikke er underlagt partsautonomien ( 17 ).
30.
Hvis formalitetsspørgsmålet skulle bedømmes i henhold til national ret, ville dette desuden føre til praktiske problemer med hensyn til at bestemme og bedømme den respektive retsstilling ( 18 ), og i øvrigt, hvis Rettens bedømmelse blev appelleret, til en nedstigning i de uendelige dybder i artikel 58 i statutten for Domstolen.
31.
I henhold til denne forskrift kan Domstolen principielt kun anvende EU-ret ved en fuldstændig prøvelse af en appel. Hvis Domstolen på denne måde ikke fuldt ud kunne tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Retten som første instans – ved bedømmelsen af formalitetskravene til anerkendelsessøgsmålet – havde anvendt national ret forkert ( 19 ), ville der være en lakune i retsbeskyttelsen, som kun vanskeligt kan accepteres i et ordentligt retsplejesystem. Hvis Domstolen i den foreliggende sag skulle påtænke at lægge lex causae til grund ved bedømmelsen af formalitetskravene til det konstaterende søgsmål, bør den overveje denne problematik.
32.
Ganske vist har Domstolen allerede – netop i sammenhæng med voldgiftssager uden dog udtrykkeligt at komme ind på spørgsmålet om muligheden af appel af afgørelser truffet på grundlag af national ret og herved fjerne det truende spændingsforhold til dommen i sagen Edwin mod KHIM ( 20 ) – trods formuleringen af statuttens artikel 58 vist sig at være rede ( 21 ) til at behandle en appel af en afgørelse truffet på grundlag af nationale materielretlige forskrifter, der finder anvendelse på traktaten. Artikel 272 TEUF’s særstilling inden for EUF-traktatens kompetencesystem og kravet om adgang til effektive retsmidler kunne tale herfor. Denne åbning må imidlertid ikke gå så vidt, at parterne ud over at kunne vælge den lov, der finder anvendelse på deres kontrakt, også kan bestemme procesretten ved Unionens retsinstanser. Procesrettens autonomi og EU-retlige enhedsstruktur er nemlig helt udelukket fra området for partsautonomien.
33.
Hvis man gennem lovvalg i henhold til en voldgiftsbestemmelse gav partautonomien fri adgang, også til den formelle sagsbehandling ved Unionens retsinstanser, ville man åbne Pandoras æske. Såfremt man nemlig anerkendte, at spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål kan fremmes til realitetsbehandling, afhang af den af parterne valgte lov og hermed af deres vilje, ville det kun være logisk, at man derudover også lod parternes vilje være afgørende for samtlige processuelle spørgsmål i et søgsmål inden for rammerne af artikel 272 TEUF, eksempelvis med hensyn til retsinstansens sammensætning eller den konkrete sagsafvikling. Dette ville ikke være i overensstemmelse med forskrifterne i procesreglementerne for EU’s retsinstanser.
34.
Endeligt taler det imod at anvende national ret, at det inden for rammerne af artikel 272 TEUF står parterne frit for ikke at lade deres tvist være omfattet af en bestemt national lovgivning, men at lade andre former for regelsæt finde anvendelse. Disse vil efter omstændighederne imidlertid ikke give nogen besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt formalitetskravene til et anerkendelsessøgsmål er opfyldt, såfremt de, som eksempelvis De Forenede Nationers konvention om aftaler om internationale køb eller Unidroit-principperne for internationale handelsaftaler, kun vedrører materielretlige aspekter. Domstolen må dog også i sådanne tilfælde kunne tage stilling til formaliteten med hensyn til et anerkendelsessøgsmål, der anlægges ved den. Såfremt formalitetsspørgsmålet i sager, hvor parterne har valgt en national ret som lex causae, og sager, hvor de ikke har gjort dette, skulle bedømmes efter de samme kriterier, er der nemlig ingen anden mulighed tilbage end at undersøge disse kriterier ved hjælp af EU-retten.
c) Er det EU-retlige begreb retlig interesse egnet til at bestemme formalitetskravene til et anerkendelsessøgsmål?
35.
For det tredje er der heller ikke behov for en løsning på grundlag af den pågældende lex causae.
36.
EU’s retsplejeregler giver nemlig adgang til en komplet vifte af almengyldige principper, der er konkretiseret i fast retspraksis, og som med de fornødne ændringer kan overføres på et anerkendelsessøgsmål. Formalitetsproblematikken fokuseres derfor på spørgsmålet om retlig interesse, idet et søgsmål, uanset af hvilken art, skal afvises, hvis der ikke er nogen retlig interesse. Dette gælder især også for et anerkendelsessøgsmål.
37.
Spørgsmålet, om der er den fornødne retlige interesse forbundet med appellantens anerkendelsessøgsmål, skal derfor undersøges i det følgende.
38.
Som mellemresultat kan man dog allerede lægge til grund, at der for det første principielt er adgang til et anerkendelsessøgsmål inden for rammerne af artikel 272 TEUF, og for det andet, at formalitetskravene skal bedømmes efter selvstændige EU-retlige principper.
C – Har appellanten retlig interesse?
39.
Som Retten rammende anførte, måtte man afvise, at appellanten har retlig interesse i det i november 2012 anlagte søgsmål, hvis det ikke ville føre til nogen nævneværdig fordel i tilfælde af, at denne skulle få medhold, og der på sagsøgerside således ikke fandtes en eksisterende og faktisk interesse i søgsmålet ( 22 ). For så vidt er appellanten forpligtet til at redegøre for og godtgøre sin retlige interesse ( 23 ).
40.
I stævningen havde appellanten ikke givet nogen konkret beskrivelse af sin formentlige retlige interesse. Også appelskriftet er begrænset til lidet præcise angivelser, der i det væsentlige kredser om »usikkerheden« med hensyn til appellantens formueretlige situation, så længe dette selskab ikke har vished for varigt at kunne beholde de betalinger, det havde modtaget ( 24 ). Hvorvidt det konkret ville være en fordel for appellanten at få retsstillingen afklaret allerede på tidspunktet for sagsanlægget, anfører denne ikke, for slet ikke at tale om, hvorvidt appellanten i modsat fald ville være truet af graverende retlige og økonomiske ulemper, og hvori disse nøjagtigt måtte bestå. Heller ikke på forespørgsel under retsmødet anførte appellanten noget væsentligt i denne henseende, hvorfor det spørgsmål bliver overflødigt, om et sådant anbringende under appellen må betragtes som fremsat for sent og derfor ikke kan tages i betragtning.
41.
Heri ligger svagheden i appellantens påstand om anerkendelse. Selv om der principielt er adgang til et anerkendelsessøgsmål inden for rammerne af artikel 272 TEUF, kræver EU-retten nemlig netop i et sådant tilfælde som appellantens en begrundet redegørelse for spørgsmålet om, hvorfor det, allerede inden Kommissionen har fremsat krav, er nødvendigt med en retsafgørelse. I i modsætning til søgsmål, der går ud på opfyldelse af et krav, og hvor den retlige interesse normalt uden videre vil fremgå af sagsøgerens påstand, kræves der nemlig normalt en særlig begrundelse for en sagsøgers interesse i en abstrakt retsafgørelse vedrørende spørgsmålet, om der består eller ikke består et retsforhold – henholdsvis om der består eller ikke består et bestemt krav. Det er nemlig ikke Unionens retsinstansers opgave at afgive abstrakte juridiske responsa.
42.
Ganske vist kan man forestille sig konstellationer, hvor appellanten ud fra retten til effektive retsmidler frit må kunne tilvejebringe en afklaring af sin retsstilling ved hjælp af et anerkendelsessøgsmål ved en retsinstans, også før medkontrahenten har fremsat noget krav.
43.
Såfremt der består et krav om tilbagebetaling, allerede inden modparten fremsætter krav, kunne det eksempelvis tænkes, at appellantens ledelse af kreditorerne allerede inden ville blive tvunget til at indgive konkursbegæring eller til betragtelige hensættelser i årsregnskaberne, som varigt og negativt kunne påvirke selskabets soliditet, økonomiske værdi eller udsigter til at indgå offentlige kontrakter.
44.
Noget sådant har appellanten dog ikke gjort gældende, men har begrænset sig til almindelige betragtninger. Sådanne almindelige betragtninger er imidlertid ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at et søgsmål vil føre til en konkret, faktisk fordel.
45.
Dette gælder så meget desto mere, som retssagen i appellantens tilfælde blev anlagt, ikke alene inden et konkret krav om betaling blev fremsat, men endog forud for den endelige afslutning af proceduren ved Kommissionen, som efter kontrakten skulle gennemføres, og hvorunder Kommissionen åbenbart stadigt var rede til at forhandle. Det ses ikke, at appellanten under disse omstændigheder i retlig henseende allerede var truet af en uret, som er relevant for et anerkendelsessøgsmål, selv om et anerkendelsessøgsmål efter omstændighederne, eksempelvis når sager ved Kommissionen uden grund trækker ud, ville kunne begrundes med grundrettigheden om retten til god forvaltning ( 25 ), endog før afslutningen af Kommissionens undersøgelse. I denne henseende har appellanten imidlertid ikke gjort noget konkret gældende. Alene appellantens subjektive indtryk af, at selskabets argumenter udenretligt stødte på døve ører hos Kommissionen, kan ikke begrunde nogen interesse i et anerkendelsessøgsmål. Særligt må et anerkendelsessøgsmål i modstrid med sit formål ikke anvendes som et middel til at lægge pres på Kommissionen for at fremskynde udenretlige procedurer, der er vedtaget i henhold til en kontrakt.
46.
På denne baggrund bestemte Retten med føje, at appellanten ikke havde retlig interesse, og afviste sagen.
47.
Følgelig skal appellen forkastes.
D – Sagens omkostninger
48.
Appellanten har således tabt sagen i det hele og skulle, hvis der var nedlagt påstand herom, i henhold artikel 184, stk. 1 og 2, jf. artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement dømmes til at betale sagens omkostninger. Da Kommissionen imidlertid ikke har nedlagt en sådan omkostningspåstand, og den oprindelige påstand om tilkendelse af omkostninger, der var nedlagt ved Retten, ikke har virkning for appelsagen, bør hver part bære sine egne omkostninger.
V – Forslag til afgørelse
49.
Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe følgende afgørelse.
»1)
Appellen forkastes.
2)
Appellanten og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.«
( 1 ) – Originalsprog: tysk.
( 2 ) – Kendelse Planet mod Kommissionen (T-489/12, EU:T:2013:496).
( 3 ) – Den anfægtede kendelse, præmis 7-22.
( 4 ) – Den anfægtede kendelse, præmis 39 og 40.
( 5 ) – Den anfægtede kendelse, præmis 23-27. Ordret nedlagde appellanten ved Retten følgende påstand: »Det fastslås, at Europa-Kommissionen har tilsidesat ONTOGOV-, FIT- og RACWeb-kontrakterne ved ikke at have godkendt personaleudgifter til sagsøgerens ledende personale, og at de personaleudgifter til samme ledende personale, som af sagsøgeren er anmeldt til Kommissionen vedrørende de nævnte kontrakter på i alt 547653,42 EUR, udgør støtteberettigede omkostninger, og at sagsøgeren ikke skal tilbagebetale dem til Kommissionen.«
( 6 ) – Den anfægtede kendelse, præmis 44-50.
( 7 ) – Appelskriftet, punkt 14-16.
( 8 ) – Jf. stævningens punkt 1.
( 9 ) – Jf. herved kendelse Verein Deutsche Sprache eV mod Rådet (C-93/11 P, EU:C:2011:429, præmis 18).
( 10 ) – Således også det foreliggende, som vedrører gennemførelsen af de omstridte kontrakter, og som således er omfattet af den i punkt 5 nævnte voldgiftsbestemmelse.
( 11 ) – Jf. eksempelvis domme ELE.SI.A mod Kommissionen (T-312/10, EU:T:2012:512, præmis 58) og EMA mod Kommissionen (T-116/11, EU:T:2013:634, præmis 64).
( 12 ) – Kendelse Italien mod Kommissionen (C-224/03, EU:C:2003:658, præmis 21), som vedrørte Den Italienske Republiks påstand om, at det blev anerkendt, at Kommissionen ikke var kompetent med hensyn til visse foranstaltninger. Jf. også om anerkendelsespåstande på det personaleretlige område dom Jaenicke Cendoya mod Kommissionen (108/88, EU:C:1989:325, præmis 8 og 9).
( 13 ) – Kendelse Italien mod Kommissionen (C-224/03, EU:C:2003:658, præmis 21).
( 14 ) – Se herved F. Dasser, »Feststellungsinteresse in internationalen Verhältnissen«, Jusletter af 29.9.2003, punkt 16-18 (på internettet er dette bidrag tilgængelig på adressen: ).
( 15 ) – Med hensyn til en anden opfattelse hos schweiziske retter, der lægger vægt på lex causae, dog uden forbindelser til EU-retten, se den kritiske bemærkning hos Dasser (nævnt ovenfor i fodnote 14).
( 16 ) – Jf. eksempelvis H. Schack, Internationales Zivilverfahrensrecht, sjette oplag, Verlag C.H. Beck, München, 2014, punkt 591 med yderligere henvisninger.
( 17 ) – Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålsfrister er præceptive, se f.eks. kendelse Micşa (C-573/10, EU:C:2011:479, præmis 47).
( 18 ) – Vedrørende princippet om Rettens sagsoplysning ex officio også med hensyn til national ret, jf. dom KHIM mod National Lottery Commission (C-530/12 P, EU:C:2014:186, præmis 44).
( 19 ) – Dette aspekt kan ifølge sagens natur ikke falde under de kompetenceindsigelser og andre indsigelser af processuel art, der i henhold til statuttens artikel 58 kan appelleres uden indskrænkninger, fordi kompetencespørgsmålet i henhold til artikel 272 TEUF er endeligt afgjort i forbindelse med voldgiftsklausulen, og spørgsmålet om formalitetskravene til anerkendelsessøgsmålet ikke berører sagens behandling som sådan.
( 20 ) – Dom Edwin mod KHIM (C-263/09 P, EU:C:2011:452, præmis 48-53).
( 21 ) – Dette spørgsmål blev ikke nærmere behandlet i dom Commune de Millau SEMEA mod Kommissionen (C-531/12 P, EU:C:2014:2008); jf. mit forslag til afgørelse i denne sag (C-531/12 P, EU:C:2014:1946).
( 22 ) – Jf. med hensyn til fast retspraksis særligt domme Cañas mod Kommissionen (C-269/12 P, EU:C:2013:415, præmis 15), Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 61) og Wunenburger mod Kommissionen (C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42).
( 23 ) – Jf. herved generaladvokat Bots forslag til afgørelse i sag Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:30, punkt 51 og 55).
( 24 ) – Appellantens bemærkninger minder svagt om det i fransk retsteori udviklede begreb »intérêt de sécurité juridique«, der dog ikke har fundet nogen entydig genklang i retspraksis (se med hensyn til retspraksis S. Grayot-Dirx, »Une action en justice peut-elle naître indépendamment d’un litige?«, Recueil Dalloz 2011, s. 2311), for slet ikke at tale om i den nye udgave af code de procédure civile. Vedrørende begrebet S. Chainais, C. und F. Ferand, Procédure civile, 31. oplag, Dalloz, Paris, 2012, afsnit 134. Det er ikke nødvendigt med yderligere bemærkninger hertil, eftersom det som anført ovenfor ikke er national ret, men EU-retten, der er afgørende for spørgsmålet om den retlige interesse i et anerkendelsessøgsmål.
( 25 ) – Jf. herved mit forslag til afgørelse i sag Commune de Millau og SEMEA mod Kommissionen (C-531/12 P, EU:C:2014:1946).
Full & Egal Universal Law Academy