16.3.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 79/9
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad (Bulgarien) den 10. januar 2013 — Gena Ivanova Cholakova mod Osmo rayonno upravlenie pri Stolichna direktsiya na vatreshnite raboti
(Sag C-14/13)
2013/C 79/16
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Administrativen sad Sofia-grad
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Gena Ivanova Cholakova
Sagsøgt: Osmo rayonno upravlenie pri Stolichna direktsiya na vatreshnite raboti
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 21, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde sammenholdt med artikel 67 og artikel 72 i samme traktat under hensyntagen til de i henhold til EU-retten tilladte begrænsninger af unionsborgeres frie bevægelighed på medlemsstaternes område fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national retsforskrift i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede artikel 63, stk. 1, nr. 5), i Zakon za ministerstvoto na vatreshnite raboti (den bulgarske lov om indenrigsministeriet), hvorefter politimyndigheden har beføjelse til at anholde en statsborger i en medlemsstat i op til 24 timer med henblik på at fastslå vedkommendes identitet på grundlag af en kontrol, som ikke henviser til et i denne medlemsstats lovgivning fastsat tilfælde, hvor en politimyndighed kan gennemføre en kontrol med henblik på identitetsfastlæggelse, og heller ikke udtrykkeligt er støttet på en konstatering af en kriminel handling eller forebyggelse heraf, eller en overtrædelse, hensynet til den offentlige orden eller den indre sikkerhed?
2)
Følger det af artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolket i forbindelse med begrænsningen af de rettigheder, der er indeholdt i chartrets artikel 6 og artikel 45, stk. 1, og i overensstemmelse med det EU-retlige princip om beskyttelse mod et vilkårligt eller uforholdsmæssigt indgreb i en fysisk persons personlige handlefrihed, at en national retsforskrift som den i hovedsagen omhandlede artikel 63, stk. 1, nr. 5), i Zakon za ministerstvoto na vatreshnite raboti om politiets mulighed for at anholde en statsborger i en medlemsstat i op til 24 timer — såfremt personens identitet ikke kan fastlægges i medfør af de fremgangsmåder, der er fastsat i lovgivningen — kan finde anvendelse, hvorefter anholdelsen er lovlig på følgende betingelser:
A.
beføjelsen til at anordne foranstaltningen er omfattet af politimyndighedens skønsbeføjelse, når identiteten ikke kan fastlægges ved et identitetsdokument, ved en person hvis identitet er fastlagt, eller på nogen anden pålidelig måde
B.
forskriften kræver ikke, at der foretages en vurdering af, om det er nødvendigt at fastlægge identiteten. Den kræver heller ikke, at der foretages en vurdering af personens adfærd eller af spørgsmålet, om der i betragtning af de konkrete omstændigheder er opstået behov for overholdelse af en lovfæstet beføjelse for politimyndigheden
C.
fastlæggelsen af identiteten støttes ikke udtrykkeligt på tilfælde, hvor loven tillader iværksættelse af foranstaltninger til identificering af en person. Fastlæggelsen af identiteten er også mulig ved gennemsyn af et informationssystem eller på andre pålidelige måder, der ikke består i identifikationsforanstaltninger.
D.
domstolsprøvelsen af, om retsforskriften anvendes lovligt, finder alene sted på grundlag af de i forskriften fastsatte betingelser, da udøvelsen af beføjelsen beror på et frit skøn?
Full & Egal Universal Law Academy