1.6.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 156/17
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 21. januar 2013 — Dél-Zempléni Nektár Leader Nonprofit Kft. mod Vidékfejlesztési Miniszter
(Sag C-24/13)
2013/C 156/27
Processprog: ungarsk
Den forelæggende ret
Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Dél-Zempléni Nektár Leader Nonprofit Kft.
Sagsøgt: Vidékfejlesztési Miniszter
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (1) og Kommissionens forordning (EF) nr. 1974/2006 (2) fortolkes således, at lokale aktionsgrupper stiftet i forbindelse med landbrugsstøtte i en medlemsstat kun kan antage en ved lov fastsat juridisk form?
2)
Kan der foretages en sondring på grundlag af de nævnte forordninger, således at den nationale lovgiver kun anerkender lokale aktionsgrupper, som antager bestemte juridiske former, idet der opstilles andre eller strengere krav end dem, der er fastsat i artikel 62[, stk. 1,] i forordning nr. 1698/2005?
3)
Er det i henhold til de nævnte forordninger tilstrækkeligt, at de lokale aktionsgrupper i en medlemsstat udelukkende opfylder kravene fastsat i artikel 62[, stk. 1,] i forordning nr. 1698/2005? Kan medlemsstaten begrænse nævnte bestemmelse ved at opstille andre formelle eller retlige krav til de organer, som opfylder kravene fastsat i artikel 62[, stk. 1,] i forordning nr. 1698/2005?
4)
Skal de nævnte forordninger fortolkes således, at beslutningen om at opløse lokale aktionsgrupper, der opfylder kravene fastsat i artikel 62, stk. 1, i forordning nr. 1698/2005, henhører under en medlemsstats skøn, når disse aktionsgrupper i al den tid, hvor de har været aktive, har overholdt samtlige relevante nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser, og der kun gives tilladelse til lokale aktionsgrupper, der antager en ny juridisk form?
5)
Skal de nævnte forordninger hvad angår støtteprogrammer, som allerede er i kraft, eller i programperioden fortolkes således, at en medlemsstat i givet fald også kan ændre de retlige rammer for de lokale aktionsgruppers funktionsmåde?
6)
Hvorledes skal de nævnte forordninger fortolkes, hvis lokale aktionsgrupper, som indtil dette tidspunkt effektivt og lovligt har udøvet virksomhed, opløses? Hvad sker der i et sådant tilfælde med de forpligtelser, som disse grupper har påtaget sig, og de rettigheder, som de har erhvervet, navnlig henset til det samlede antal organer, som berøres af en sådan opløsning?
7)
Skal artikel 62, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) fortolkes således, at en bestemmelse, hvorved en medlemsstat kræver, at lokale Leader-aktionsgrupper, som antager form af et handelsselskab uden gevinst for øje, omdannes til en forening inden for et år, med den begrundelse at kun foreningen som retlig organisationsform kan sikre dannelsen af et netværk mellem lokale medlemmer, henset til at det grundlæggende formål med et handelsselskab i henhold til de gældende ungarske bestemmelser er realisering af en fortjeneste, og at tilstedeværelsen af økonomiske interesser udelukker fundraising og indtræden af nye medlemmer, er acceptabel og i overensstemmelse med loven?
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20.9.2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), EUT L 277, s. 1.
(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 1974/2006 af 15.12.2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), EUT L 368, s. 15.
Full & Egal Universal Law Academy