23.3.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 86/14
Appel iværksat den 31. januar 2013 af Forbundsrepublikken Tyskland til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 21. november 2012 i sag T-270/08, Forbundsrepublikken Tyskland mod Europa-Kommissionen
(Sag C-54/13 P)
2013/C 86/22
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze, som befuldmægtiget, samt Rechtsanwälte C. von Donat og J. Lipinsky)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Kongeriget Spanien, Kongeriget Nederlandene og Den Franske Republik
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt af Retten den 21. november 2012 i sag T-270/08, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien (intervenient), Den Franske Republik (intervenient) og Kongeriget Nederlandene (intervenient) mod Europa-Kommissionen angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 1615 endelig af 29. april 2008 om nedsættelse af økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ydet til et operationelt program i Mål 1-regionen Øst-Berlin (Tyskland) (1994-1999) i henhold til Kommissionens beslutning K(94) 1973 af 5. august 1994, ophæves, og den i sag T-270/08 anfægtede kommissionsbeslutning K(2008) 1615 endelig af 29. april 2008 om nedsættelse af økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) ydet til et operationelt program i Mål 1-regionen Øst-Berlin (Tyskland) (1994-1999) i henhold til Kommissionens beslutning K(94) 1973 af 5. august 1994, annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for søgsmålet anført fire anbringender:
Det første anbringende: Retten har tilsidesat artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88 (1), sammenholdt med artikel 1 i forordning nr. 2988/95 (2), og princippet om kompetencetildeling (tidligere artikel 5 EF, nu artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 7, TEUF), for så vidt som den fejlagtigt har antaget, at også de nationale myndigheders administrative fejl kan udgøre en »uregelmæssighed«, der berettiger Kommissionen til at foretage en finansiel korrektion i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88.
Det andet anbringende: Retten har ligeledes tilsidesat artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, sammenholdt med princippet om kompetencetildeling (artikel 5, stk. 2, TEU, artikel 7, TEUF), idet den uretmæssigt tillagde Kommissionen en bemyndigelse til at foretage ekstrapolerede finansielle korrektioner (det andet anbringendes første led). Selv om det kunne udledes af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, at Kommissionen havde en kompetence til at foretage nedsættelser ved ekstrapolering, har Retten dog uretmæssigt anerkendt den måde, hvorpå den er blevet gennemført i det foreliggende tilfælde. For det første burde Kommissionen ikke have kvalificeret de påberåbte fejl systematisk i forhold til hele det operationelle program eller have ekstrapoleret fejlprocenten, der således var beregnet i forhold til hele programmet. For det andet burde Kommissionen ikke have benyttet den anvendte stikprøvemetode for at foretage en nedsættelse ved ekstrapolering for hele programmet (det andet anbringendes andet led). Gennem ekstrapolering af de ikke-repræsentative fejl og standardkorrektioner har Kommissionen uforholdsmæssigt begrænset deltagelsen i finansieringen af det operationelle program (det andet anbringendes tredje led).
Det tredje anbringende: Den appellerede dom tilsidesætter ligeledes artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88, sammenholdt med princippet om kompetencetildeling, for så vidt som Retten med urette har antaget, at Kommissionen var berettiget til at foretage de finansielle standardkorrektioner (det tredje anbringendes første led). Selv om Kommissionen var berettiget til at foretage sådanne korrektioner, har Retten dog begået en retlig fejl, idet den bekræftede de uforholdsmæssige standardkorrektioner, som Kommissionen har foretaget i det foreliggende tilfælde (det tredje anbringendes andet led).
Det fjerde anbringende: Retten har tilsidesat den begrundelsespligt, der påhviler den i henhold til procesreglementets artikel 81, sammenholdt med artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet det ikke fremgår af den appellerede doms begrundelse, at Retten har undersøgt appellantens argument om, at de finansielle standardkorrektioner er ulovlige (det andet anbringendes første led), og at det heller ikke er muligt at fastlægge de betragtninger, Retten har lagt til grund, da den forkastede dette argument.
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).
(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.12.1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy