25.5.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 147/6
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 8. februar 2013 — Green Network SpA mod Autorità per l’Energia Elettrica e il Gas
(Sag C-66/13)
2013/C 147/10
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Green Network SpA
Sagsøgt: Autorità per l’Energia Elettrica e il Gas
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er de nationale bestemmelser ((artikel) 20, stk. 3, i lovdekret nr. 387/2003), ifølge hvilke anerkendelsen af oprindelsesgarantier udstedt af tredjelande er betinget af indgåelsen af en særskilt international aftale mellem den italienske stat og det pågældende tredjeland, til hinder for korrekt anvendelse af artikel 3, stk. 2, og artikel 216 TEUF — hvorefter Unionen har enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt, eller når den er nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, eller for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde, hvilket har to konsekvenser, nemlig at beføjelsen til at indgå aftaler med tredjelande, som berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde eller (berører) et område, som er fuldt ud reguleret ved fællesskabsbestemmelser og derfor hører ind under Unionens enekompetence, er koncentreret i selve Unionen, og at denne beføjelse ikke længere hverken individuelt eller kollektivt er forbeholdt medlemsstaterne — og af artikel 5 i direktiv 2001/77/EF?
2)
Er de nævnte nationale bestemmelser navnlig til hinder for en korrekt anvendelse af de omhandlede fællesskabsforskrifter, såfremt tredjelandet er Det Schweiziske Edsforbund, der er knyttet til EU gennem en frihandelsaftale indgået den 22. juli 1972, og som er trådt i kraft den 1. januar 1973?
3)
Er de nationale bestemmelser i artikel 4, stk. 6, i ministerielt dekret af 11. november 1999, ifølge hvilke godkendelsen af begæringen i forbindelse med import af elektricitet fra tredjelande er betinget af indgåelsen af en aftale mellem operatøren af det nationale elforsyningsnet og en tilsvarende lokal myndighed, som fastsætter fremgangsmåden for de nødvendige kontroller, til hinder for korrekt anvendelse af de under punkt (i) nævnte fællesskabsforskrifter?
4)
Er de nævnte nationale bestemmelser navnlig til hinder for korrekt anvendelse af de omhandlede fællesskabsforskrifter, såfremt den i artikel 4, stk. 6, i ministerielt dekret af 11. november 1999, fastlagte aftale er en stiltiende aftale, som aldrig er blevet udtrykt i officielle handlinger, og som blot er blevet nævnt af appellanten, der ikke har været i stand til at fremlægge nærmere oplysninger herom?
Full & Egal Universal Law Academy