20.4.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 114/28
Appel iværksat den 22. februar 2013 af 1. garantovaná a.s. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 12. december 2012 i sag T-392/09, 1. garantovaná a.s. mod Europa-Kommissionen
(Sag C-90/13 P)
2013/C 114/43
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: 1. garantovaná a.s. (ved barrister B. Hartnett, Rechtsanwalt O. Geiss, P. Lasok QC, og barrister J. Holmes)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom af 12. december 2012 i sag T-392/09 ophæves, idet den vedrører det andet anbringende i appellantens stævning for Retten.
—
Dette anbringende tages til følge.
—
Bødens størrelse nedsættes til 2,1 mio. EUR, der udgør 10 % af appellantens omsætning i 2008, som anført i den appellerede doms præmis 84, og
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har gjort gældende, at Retten har begået en fejl ved at forkaste appellantens andet anbringende.
I artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (1) er fastsat, at »(b)øden kan (…) ikke overstige 10 % af (den pågældende virksomheds) samlede omsætning i det foregående regnskabsår«. »Det foregående regnskabsår« er det sidste afsluttede regnskabsår umiddelbart forud for datoen for vedtagelsen af Kommissionens beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af konkurrencereglerne og pålægges en bøde.
I den foreliggende sag var »omsætningen i det foregående regnskabsår«, dvs. for 2008, ikke den omsætning, som Kommissionen tog i betragtning. Anvendelsen af omsætningen for 2007 medførte en forhøjelse af den bøde, som Garantovaná blev pålagt, til lige under 100 % af dens omsætning i regnskabsåret forud for datoen for vedtagelsen af Kommissionens beslutning (den 22.7.2009).
Appellanten har gjort gældende, at Kommissionens anvendelse af omsætningen for 2007 var i strid med den klare ordlyd af samt formålet med artikel 23, stk. 2, og ulovlig. Appellanten har anført i det andet anbringende under sagens behandling for Retten, at bøden således skulle nedsættes enten i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, eller inden for rammerne af Rettens fulde prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy