25.5.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 147/15
Appel iværksat den 18. marts 2013 af Cooperativa Mare Azzurro Socialpesca Soc. coop. arl, tidligere Cooperativa Mare Azzurro Soc. coop. rl, og Cooperativa vongolari Sottomarina Lido Soc. coop. rl til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 22. januar 2013 i sag T-218/00, Cooperativa Mare Azzurro mod Kommissionen
(Sag C-136/13 P)
2013/C 147/25
Processprog: italiensk
Parter
Appellanter: Cooperativa Mare Azzurro Socialpesca Soc. coop. arl, tidligere Cooperativa Mare Azzurro Soc. coop. rl, og Cooperativa vongolari Sottomarina Lido Soc. coop. rl (ved avvocati A. Vianello, A. Bortoluzzi og A. Veronese)
De andre parter i appelsagen: Ghezzo Giovanni & C. Snc di Ghezzo Maurizio & C. og Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Kendelse afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 22. januar 2013 og meddelt appellanterne den 23. januar 2013 i sag T-218/00, hvorved Retten frifandt Kommissionen i det af Cooperativa Mare Azzurro m.fl. mod Kommissionen anlagte søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2000/394/EF af 25. november 1999 om fritagelse for og nedsættelse af sociale bidrag i Venedig og Chioggia i henhold til lov nr. 30/1997 og nr. 206/1995 (EFT 2000 L 150, s. 50), ophæves eller ændres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for deres appel har appellanterne påberåbt sig retlige fejl under anvendelsen af de principper, som blev fastslået af Domstolen i dommen i sagen Comitato »Venezia vuole vivere« hvad angår dels pligten til at begrunde Kommissionens beslutninger på statsstøtteområdet, dels fordelingen af bevisbyrden for så vidt angår forudsætningerne i artikel 107, stk. 1, TEUF.
I den kendelse, der er genstand for den foreliggende appel, har Retten ikke overholdt Domstolens afgørelse i dom af 9. juni 2011 i sagen Comitato »Venezia vuole vivere«, hvori det blev fastslået, at Kommissionens beslutning »skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for, at de nationale myndigheder kan gennemføre den«. Selv om beslutningen ikke indeholdt de oplysninger, der var nødvendige for, at de nationale myndigheder kunne gennemføre den, konstaterede Retten ingen mangel i den metode, som Kommissionen vedtog til at træffe den anfægtede beslutning, hvilket udgør en retlig fejl.
På grundlag af de principper, som Domstolen fastslog i dommen i sagen Comitato »Venezia vuole vivere«, tilkommer det i forbindelse med en tilbagesøgning medlemsstaten — og ikke støttemodtageren — fra sag til sag at påvise, at forudsætningerne i artikel 107, stk. 1, TEUF foreligger. I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid i den anfægtede beslutning undladt at præcisere »metoden« for en sådan vurdering. Følgelig, og uden at råde over de nødvendige oplysninger for i forbindelse med tilbagesøgningen at påvise, at de indrømmede fordele for støttemodtagerne udgør statsstøtte, har Den Italienske Republik ved lov nr. 228 af 24. december 2012 (artikel 1, stk. 351 ff.) i modsætning til det i Fællesskabets retspraksis fastsatte besluttet at vende bevisbyrden.
Ifølge den italienske lovgiver tilkommer det navnlig ikke staten — men derimod enhver virksomhed, som modtager støtte tildelt i form af fritagelse for sociale bidrag — at bevise, at de pågældende fordele hverken fordrejer konkurrencen eller påvirker samhandelen inden for Fællesskabet, idet det i modsat fald antages, at den indrømmede fordel har en sådan karakter, at den fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Alt dette er åbenlyst i strid med de principper, der er fastsat i dommen i sagen Comitato »Venezia vuole vivere«.
Full & Egal Universal Law Academy