22.6.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 178/2
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Barcelona (Spanien) den 20. marts 2013 — Bright Service S.A. mod Repsol Comercial de Productos Petrolíferos S.A.
(Sag C-142/13)
2013/C 178/02
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Audiencia Provincial de Barcelona
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Bright Service S.A.
Sagsøgt: Repsol Comercial de Productos Petrolíferos S.A.
Præjudicielle spørgsmål
Med henblik på pådømmelse af en vertikal aftale — der indeholder en konkurrenceklausul — som allerede var i kraft den 31. maj 2000, som opfylder betingelserne i forordning nr. 1984/1983 (1), og som ikke opfylder betingelserne for fritagelse efter forordning nr. 2790/1999 (2), fordi leverandøren, der er part i aftalen, har en markedsandel på over 30 % (artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2790/1999), og fordi varigheden af konkurrenceklausulen er længere end fem år, og kontraktsvarerne sælges af køberen fra lokaler og grunde, der ikke er leverandørens ejendom [artikel 5, litra a), i forordning nr. 2790/1999]:
a)
Skal artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2790/1999 da fortolkes således, at aftalen og konkret konkurrenceklausulen fra og med den 1. januar 2002 ikke er omfattet af fritagelserne i disse forordninger (nr. 1984/1983 og nr. 2790/1999), og skal dens forenelighed med artikel 81, stk. 1, EF undersøges individuelt?
b)
Eller skal artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2790/1999 fortolkes således, at fristen på fem år for den maksimale varighed af konkurrenceklausulen som omhandlet i artikel 5, litra a), i forordning nr. 2790/1999 skal anvendes på den pågældende aftale, således at aftalen eller konkret konkurrenceklausulen fra og med den 1. januar 2002 er omfattet af en ny frist på fem år, der udløber den 31. december 2006?
c)
Eller skal endelig artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2790/1999 fortolkes således, at en aftale, der indeholder en konkurrenceklausul, i et tilfælde, hvor konkurrenceklausulens resterende gyldighed den 1. januar 2002 ikke overstiger fem år, fra og med den 1. januar 2002 er omfattet af en ny frist på fem år, der udløber den 31. december 2006, og at aftalen i et tilfælde, hvor konkurrenceklausulens resterende gyldighedsperiode den 1. januar 2002 overstiger fem år, derimod ikke er omfattet af fritagelserne og skal undersøges individuelt med hensyn til forenelighed med artikel 81, stk. 1, EF?
(1) Kommissionens forordning (EØF) nr. 1984/83 af 22.6.1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler (EFT L 173, s. 5).
(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22.12.1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EFT L 336, s. 21).
Full & Egal Universal Law Academy