1.6.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 156/23
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauen) den 26. marts 2013 — Nickel & Goeldner Spedition GmbH mod Kintra UAB, under konkurs
(Sag C-157/13)
2013/C 156/36
Processprog: litauisk
Den forelæggende ret
Lietuvos Aukščiausiasis Teismas
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Nickel & Goeldner Spedition GmbH
Sagsøgt: Kintra UAB, under konkurs
Præjudicielle spørgsmål
1)
Når en sag anlægges af en bobestyrer, der handler i alle virksomhedens kreditorers interesse og forsøger at genoprette virksomhedens solvens og at forøge den insolvente virksomheds aktivers samlede beløb, således at kreditorerne i videst muligt omfang kan få betaling — selv om det skal bemærkes, at de samme virkninger også kan opnås gennem f.eks. en bobestyrers sagsanlæg med påstand om, at transaktioner skal annulleres (actio Pauliana), der er blevet anerkendt som nært forbundne med insolvensbehandlingen — og henset til det forhold, at der i denne sag kræves betaling af et beløb, der skyldes i henhold til CMR-konventionen og den litauiske borgerlige lovbog (generelle civilretlige bestemmelser) for international godsbefordring, der er blevet udført, skal sagen da anses for nært forbundet (gennem en direkte forbindelse) med sagsøgerens insolvensbehandling, skal kompetencen til at behandle sagen da afgøres i overensstemmelse med reglerne i forordning nr. 1346/2000 (1), og er den da omfattet af undtagelsen til anvendelsen af forordning nr. 44/2001 (2)?
2)
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, anmoder Lietuvos Aukščiausiasis Teismas Domstolen om at forklare, om artikel 44, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse — når den omtvistede forpligtelse (sagsøgtes forpligtelse, der bygger på den fejlagtige opfyldelse af dennes kontraktforpligtelser, til at betale det skyldige beløb med påløbne renter til den insolvente sagsøger for international godsbefordring) er opstået, før sagsøgeren kom under insolvensbehandling — eller om denne forordning [org. s. 10] ikke finder anvendelse, fordi kompetencen til at behandle sagen skal fastslås i overensstemmelse med CMR-konventionens artikel 31 i dennes egenskab af bestemmelse i en specialkonvention.
3)
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og denne tvist er omfattet af rækkevidden af forordning nr. 44/2001, anmoder Lietuvos Aukščiausiasis Teismas Domstolen om at forklare, om det i denne sag, for så vidt som CMR-konventionens artikel 31, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ikke er i strid med hinanden, skal antages, at hvis de omtvistede forhold er omfattet af CMR-konventionens (specialkonventionen) rækkevidde, finder retsreglerne i CMR-konventionens artikel 31 anvendelse ved afgørelsen af, hvilken stats retter der har kompetence i den tvist, der skal behandles, hvis retsreglerne i CMR-konventionens artikel 31, stk. 1, ikke er i strid med de grundlæggende formål med forordning nr. 44/2001, ikke fører til resultater, der er mindre gunstige for opfyldelsen af det indre markeds rette funktionsmåde, og er tilstrækkeligt klare og præcise?
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29.5.2000 om konkurs (EFT L 160, s. 1).
(2) Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy