29.6.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 189/4
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Social de Barcelona (Spanien) den 15. april 2013 — Antonio Márquez Samohano mod Universitat Pompeu Fabra
(Sag C-190/13)
2013/C 189/08
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Juzgado de lo Social de Barcelona
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Antonio Márquez Samohano
Sagsøgt: Universitat Pompeu Fabra
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999, fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovbestemmelse som artikel 48 eller 53 i Ley Orgánica 6/2001 de Universidades (organisk lov nr. 6/2001 om universiteter) af 21. december 2001, hvori der ikke er fastsat nogen tidsbegrænsning for anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter, og når der i den nationale ret ikke findes nogen foranstaltninger, der er egnede til at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for universitetslærere?
2)
Skal begrebet »fastansat« som defineret i § 3 i rammeaftalen, der er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70/EF, fortolkes således, at denne definition ikke er forenelig med en bestemmelse som 15. tillægsbestemmelse til Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstagere), stk. 1, andet afsnit, hvori det bestemmes, at en arbejdstagers ansættelseskontrakt kan bringes til ophør, når myndigheden, der optræder som arbejdsgiver, har besat den stilling, som arbejdstageren hidtil har beklædt, til anden side?
3)
Henset til, at der i den nationale retsorden findes en passende foranstaltning, der er egnet til at forhindre og sanktionere misbrug af tidsbegrænsede ansættelsesforhold inden for den private sektor, idet arbejdstagere, hvis ansættelse er blevet anerkendt som tidsubegrænset, har ret til at modtage erstatning, såfremt kontrakten opsiges af grunde, der ikke vedrører deres person, og henset til, at der ikke findes nogen tilsvarende foranstaltning inden for den offentlige sektor, kan det da anses for en passende foranstaltning i henhold til § 5 i rammeaftalen, der er indeholdt i bilaget til direktiv 1999/70/EF, at den ret til erstatning, som tilkommer arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse i den private sektor i henhold til loven, ligeledes anerkendes for arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse i den offentlige forvaltning?
(1) EFT L 175, s. 43.
Full & Egal Universal Law Academy