15.6.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 171/22
Appel iværksat den 16. april 2013 af Rådet for Den Europæiske Union til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 5. februar 2013 i sag T-494/10, Bank Saderat Iran mod Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-200/13 P)
2013/C 171/43
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Bishop og S. Boelaert, som befuldmægtigede)
De andre parter i appelsagen: Bank Saderat Iran og Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 5. februar 2013 i sag T-494/10 annulleres.
—
Der træffes endelig afgørelse i tvisten, og Rådet for Den Europæiske Union frifindes i sagen anlagt af Bank Saderat til prøvelse af de restriktive foranstaltninger.
—
Bank Saderat tilpligtes at betale Rådets omkostninger i forbindelse med sagens behandling i første instans og under denne appelsag.
Anbringender og væsentligste argumenter
Det er Rådets opfattelse, at dommen afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 5. februar 2013 i sag T-494/10, Bank Saderat mod Rådet, er behæftet med følgende retlige fejl:
1)
Retten fastslog med hensyn til formaliteten urigtigt, at Bank Saderat kunne påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder, uanset om banken kunne anses for et iransk statsorgan.
2)
Retten fandt med urette, at den anførte begrundelse for at pålægge Bank Saderat de restriktive foranstaltninger ikke var tilstrækkelig præcis.
3)
Retten anvendte fejlagtigt retspraksis vedrørende meddelelse af oplysninger om Rådets sagsakter.
4)
Retten indtog fejlagtigt det standpunkt, at den anførte begrundelse for at pålægge Bank Saderat de restriktive foranstaltninger ikke var underbygget for så vidt som:
—
Retten ikke tog tilstrækkeligt hensyn til den omstændighed, at beviserne for Bank Saderats støtte til Irans nukleare spredningsaktiviteter stammer fra fortrolige kilder.
—
Retten ikke tog tilstrækkeligt hensyn til en henvisning i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1803 (2003) om Bank Saderat i forbindelse med Irans nukleare spredningsaktiviteter.
—
Retten med urette fandt, at Rådet skulle fremlægge detaljerede oplysninger vedrørende Bank Saderats håndtering af rembourser for to udpegede enheder, der var involveret i Irans nukleare spredningsaktiviteter.
Full & Egal Universal Law Academy