20.7.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 207/13
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d'État (Belgien) den 29. april 2013 — Ville d'Ottignies-Louvain-la-Neuve, Michel Tillieut, Willy Gregoire og Marc Lacroix mod Région wallonne
(Sag C-225/13)
2013/C 207/24
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Conseil d'État
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Ville d'Ottignies-Louvain-la-Neuve, Michel Tillieut, Willy Gregoire og Marc Lacroix
Sagsøgt: Région wallonne
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 7 i direktiv 75/442/EØF om affald (1) fortolkes således, at den gør det muligt at kvalificere en generel retsforskrift som en affaldshåndteringsplan, når denne retsforskrift — som en undtagelse til reglen, hvorefter der ikke kan gives tilladelse til centre for teknisk nedgravning af affald uden for de områder, der er fastlagt i affaldshåndteringsplanen — bestemmer, at de centre for teknisk nedgravning af affald, der har opnået tilladelse før den nævnte affaldshåndteringsplans ikrafttræden, også efter denne ikrafttræden kan opnå nye tilladelser for de grundstykker, som var genstand for den tilladelse, der blev givet før affaldshåndteringsplanens ikrafttræden?
2)
Skal artikel 2, litra a), i direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (2) fortolkes således, at begreberne plan og program omfatter en generel retsforskrift, der — som en undtagelse til reglen, hvorefter der ikke kan gives tilladelse til centre for teknisk nedgravning af affald uden for de områder, der er fastlagt i affaldshåndteringsplanen i overensstemmelse med artikel 7 i direktiv 75/442/EØF om affald — bestemmer, at de centre for teknisk nedgravning af affald, der har opnået tilladelse før den nævnte affaldshåndteringsplans ikrafttræden, også efter denne ikrafttræden kan opnå nye tilladelser for de grundstykker, som var genstand for den tilladelse, der blev givet før affaldshåndteringsplanens ikrafttræden?
3)
Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, opfylder artikel 70, afsnit 2, i dekret af 27. juni 1996 om affald som ændret ved dekret af 16. oktober 2003 de i direktiv 2001/42/EF fastsatte krav til vurderingen af virkningerne?
(1) Rådets direktiv 75/442/EØF af 15.7.1975 om affald (EFT L 194, s. 39).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27.6.2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197, s. 30).
Full & Egal Universal Law Academy