20.7.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 207/34
Appel iværksat den 30. maj 2013 af El Corte Inglés, S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 20. marts 2013 i sag T-571/11, El Corte Inglés mod KHIM — Chez Gerard (CLUB GOURMET)
(Sag C-301/13 P)
2013/C 207/57
Processprog: spansk
Parter
Appellant: El Corte Inglés, S.A. (ved abogados J.L. Rivas Zurdo og E. Seijo Veiguela)
Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt af Retten den 20. marts 2013 i sag T-571/11 ophæves i sin helhed.
—
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og i givet fald den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
1) Tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
Retssikkerhedsprincippet kræver »en utvetydig formulering, der gør det muligt for de berørte klart og præcist at kende deres egne rettigheder og pligter«. Dette princip er knyttet til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, der understreger behovet for at administrative afgørelser begrundes, hvis de adskiller sig fra tidligere afgørelser, der kan give anledning til en berettiget forventning hos dem, de er rettet imod.
Retspraksis fra de spanske retter vedrørende spanske varemærker bestående af et slogan (registreret da den dagældende instruks fra 1997 var gældende) er klart i modstrid med Fællesskabets administrative afgørelser i indsigelsessag B 877.714 og R 571/11 og Rettens dom af 20. marts 2013: Da indsigelsesafdelingen var i tvivl med hensyn til det ældre varemærkes tekst, skulle den have fjernet denne tvivl ved at anmode det spanske patent- og varemærkekontor om en afklaring af dette spørgsmål, eller have krævet af appellanten, at denne fremkom med bemærkninger hertil.
2) Åbenbart fejlagtig vurdering af tvistens baggrund
Appellanten gør gældende, at det ifølge Rettens dom var godtgjort, at det varemærke, som blev gjort gældende til støtte for indsigelsen, er registreret i klasse 35, der beskytter tjenesteydelser vedrørende reklamesætninger, der anvendes som slogan ved markedsføring, brug eller udnyttelse af varer i klasse 29, 30, 31, 32, 33 og 42, og at Harmoniseringskontoret havde kendskab til sin egen afgørelse af 17. juli 2006, hvori den tog hensyn til det spanske patent- og varemærkekontors undersøgelsesinstruks af 11. november 1997 om varemærker bestående af et slogan (bilag 4), og til den spanske Tribunal Supremos domme af 25. februar 2004 og 30. maj 2008.
At kræve af en part, at denne skal påberåbe sig og godtgøre, at beskyttelsen af dennes ældre varemærke omfattede de samme varer, som dem ansøgningen omfattede, udgør en åbenbart fejlagtig vurdering, idet dette svarer til at kræve, at anvendelsen er identisk. Den fejlagtige vurdering af beviserne og de faktiske omstændigheder har derfor ikke ført til en afklaring af hovedspørgsmålet: artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009. (1)
3) Mangelfuld begrundelse i den appellerede dom
I den appellerede dom anerkendes ganske vist Atomic-dommens (2) betydning (præmis 3[9]), hvilken dom skal finde anvendelse når Harmoniseringskontoret allerede er i besiddelse af oplysninger om national ret (præmis 41), men dette er en modsigelse, fordi den så ikke vil blive anvendt ex officio.
Det anføres i præmis 45, at argumenter, der er blevet anført i andre sager for Harmoniseringskontoret, ikke kan gøres gældende for Harmoniseringskontoret,, hvilket der ikke ses nogen begrundelse for.
Undladelsen af at foretage en sammenlignende analyse af varemærkerne, som er en vigtig søgsmålsgrund (dommens præmis 55), stiller appellanten forsvarsløs.
4) Risiko for forveksling
Retten har tilsidesat appellantens ret til forsvar ved ikke at fastslå, at der foreligger en risiko for forveksling som fastsat i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009. Blandt de i stævningens punkt 19-22 anførte søgsmålsgrunde, indgår først og fremmest den fejlagtige vurdering af risikoen for forveksling. I henhold til den nævnte retspraksis skal risikoen for forveksling i offentlighedens bevidsthed vurderes samlet under hensyntagen til alle de i sagen relevante faktorer.
(1) Rådets forordning af 26.2.2009 om EF-varemærker, EUT L 78, s. 1.
(2) Rettens dom af 20.4.2005, sag T-318/03, Atomic Austria mod KHIM — Fábricas Agrupadas de Muñecas de Onil (ATOMIC BLITZ), Sml. II, s. 1319.
Full & Egal Universal Law Academy