3.8.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 226/7
Sag anlagt den 7. juni 2013 — Europa-Parlamentet mod Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-317/13)
(2013/C 226/13)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Europa-Parlamentet (ved F. Drexler, A. Caiola og M. Pencheva, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Rådets afgørelse 2013/129/EU af 7. marts 2013 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger annulleres (1).
—
Virkningerne af Rådets afgørelse 2013/129/EU opretholdes, indtil den er blevet erstattet af en ny akt, der er vedtaget på behørig vis.
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Indledningsvis har Parlamentet bemærket, at præamblen til den anfægtede afgørelse henviser til følgende retsgrundlag: artikel 8, stk. 3 i Rådets afgørelse 2005/387/RIA af 10. maj 2005 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer (2), og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Parlamentet udleder heraf, at Rådet indirekte henviser til artikel 34, stk. 2, litra c), i den tidligere traktat om Den Europæiske Union.
Parlamentet har gjort to anbringender gældende til støtte for annullationssøgsmålet.
For det første har Parlamentet gjort gældende at Rådet har baseret sin afgørelse på et retsgrundlag, artikel 34, stk. 2, litra c), EU, der blev ophævet ved Lissabontraktatens ikrafttrædelse. På grund af denne omstændighed har den anfægtede afgørelse kun hjemmel i afgørelse 2005/387/RIA. Sidstnævnte er et afledet retsgrundlag, og er således ulovligt grundlag.
For det andet, henset til ovenstående, er det Parlamentets opfattelse, at beslutningsproceduren er behæftet med væsentlige formelle mangler. På den ene side såfremt artikel 34, stk. 2, litra c), EU havde fundet anvendelse, skulle Parlamentet være blevet hørt før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse i overensstemmelse med artikel 39, stk. 1, EU. Men Parlamentet har gjort gældende, at dette ikke var tilfældet. Såfremt det på den anden side, antages, at det er bestemmelserne i Lissabontraktaten, der finder anvendelse, burde Parlamentet være blevet inddraget i lovgivningsproceduren i henhold til artikel 83, stk. 1, TEUF. I begge tilfælde lider vedtagelsen af den anfægtede afgørelse af en væsentlig formel mangel, idet Parlamentet ikke har deltaget i vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
Endelig er det i det tilfælde, at Domstolen beslutter at annullere den anfægtede afgørelse, Parlamentets opfattelse, at den anfægtede afgørelses virkninger skal opretholdes i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF, indtil den erstattes af en ny retsakt, der er vedtaget på behørig vis.
(1) EUT L 72, s. 11
(2) EUT L 127, s. 32
Full & Egal Universal Law Academy