3.8.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 226/9
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour d’appel de Bruxelles (Belgien) den 17. juni 2013 — Burgo Group SpA mod Illochroma SA, under likvidation, og Jérôme Theetten, som kurator i selskabet Illochroma SA
(Sag C-327/13)
(2013/C 226/17)
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Cour d’appel de Bruxelles
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Burgo Group SpA
Sagsøgte: Illochroma SA, under likvidation, og Jérôme Theetten, som kurator i selskabet Illochroma SA
Præjudicielle spørgsmål
Skal Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs (1), navnlig artikel 3,16, 27, 28 og 29, fortolkes således, at:
a)
det »forretningssted«, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, skal forstås som en filial, der tilhører debitor, mod hvilken der er indledt en hovedinsolvensbehandling, og som er til hinder for, at der i forbindelse med en samtidig likvidation af flere selskaber inden for den samme koncern kan indledes en sekundær insolvensbehandling mod disse selskaber i den medlemsstat, hvor disse selskaber har deres hjemsted, med den begrundelse, at der er tale om juridiske personer?
b)
den person eller myndighed, som har ret til at indgive begæringen om den sekundære insolvensbehandling, skal være bosiddende eller have sit hjemsted på den medlemsstats område, hvor den ret, der modtager begæringen om insolvensbehandling, er beliggende, eller tilkommer denne ret alle unionsborgere, for så vidt som de kan godtgøre, at der består en retlig forbindelse til det berørte forretningssted?
c)
eftersom hovedinsolvensbehandlingen er en likvidation, kan den sekundære insolvensbehandling af et forretningssted kun indledes, såfremt den opfylder de kriterier, som overlades til retten i den medlemsstat, som begæringen om den sekundære insolvensbehandling er indgivet til, at opstille?
(1) EFT L 160, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy