16.11.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 336/8
Appel iværksat den 27. august 2013 af Industries Chimiques du Fluor (ICF) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 18. juni 2013 i sag T-406/08, ICF mod Kommissionen
(Sag C-467/13 P)
2013/C 336/18
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Industries Chimiques du Fluor (ICF) (ved avocats P. Wytinck og D. Gille)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 18. juni 2013 i sag T-406/08, Industries Chimiques du Fluor (ICF) mod Europa-Kommissionen ophæves, og hvis Domstolen finder, at den råder over tilstrækkelige oplysninger til at træffe endelig afgørelse vedrørende sagens realitet, annulleres den bøde på 1 700 000 EUR, som ICF er blevet pålagt ved den anfægtede beslutning, eller bøden nedsættes i det mindste.
—
Subsidiært ophæves Rettens dom og sagen hjemvises til Retten.
—
Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen påberåbt sig tre anbringender.
Med sit første anbringende gør appellanten gældende, at Retten begik en retlig fejl, eller i det mindste begik væsentlige fejl ved konstateringen af de faktiske omstændigheder eller gengav disse forkert, idet den fastslog, at den omstændighed, at Kommissionen baserede den anfægtede beslutning på dokumenter, der ikke var nævnt i klagepunktsmeddelelsen, ikke udgjorde en tilsidesættelse af retten til forsvar og artikel 27 i forordning (EF) nr. 1/2003 (1).
Appellanten har ligeledes anført, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionens nedsættelse af antallet af deltagere i overtrædelsen i tidsrummet mellem klagepunktsmeddelelsen og vedtagelsen af den anfægtede beslutning ikke medførte skade for appellantens interesser eller tilsidesatte dennes ret til forsvar, for så vidt som appellanten ikke havde mulighed for at afgive forklaring vedrørende denne nedsættelse før vedtagelsen af den anfægtede beslutning.
Med sit andet anbringende gør appellanten gældende, at Retten tilsidesatte artikel 23 i forordning (EF) nr. 1/2003. Retten foretog således en fejlfortolkning af punkt 18 i retningslinjerne for beregningen af bøder, idet den fortolkede udtrykket »den samlede værdi af de afsatte varer og tjenester, som overtrædelsen omfatter« som kun omfattende den samlede værdi af de afsatte varer for de virksomheder, der deltog i overtrædelsen, og ikke som den samlede værdi af de afsatte varer på dette marked.
Appellanten anfører ligeledes, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt, idet den ikke på relevant og fyldestgørende vis tog stilling til appellantens argumentation om, at Kommissionen fraveg sin beslutningspraksis vedrørende fastsættelsen af bødens beløb.
Med sit tredje anbringende gør appellanten gældende, at sagsbehandlingen ved Retten var uforholdsmæssig langvarig, og at artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder derved blev tilsidesat, selv om der ifølge appellanten er tale om en enkelt sag, der kun omfatter få dokumenter. Som følge deraf anmoder appellanten i henhold til den retspraksis, der er fastsat i dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen (2), om nedsættelse af den bøde, appellanten er blevet pålagt.
Appellanten gør endelig gældende, at Retten tilsidesatte artikel 31 i forordning (EF) nr. 1/2003. Retten udøvede således ikke sin fulde prøvelsesret korrekt og bedømte ikke selv — og begrundede ikke hvorfor — den pålagte bøde i den foreliggende sag var begrundet. Appellanten anfører i den henseende, at Retten ikke tog stilling til de forskellige argumenter, som appellanten gjorde gældende under retsforhandlingerne ved Retten.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1).
(2) Dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417.
Full & Egal Universal Law Academy