18.1.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 15/3
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 8. oktober 2013 — Georg Felber mod Bundesministerin für Unterricht, Kunst und Kultur
(Sag C-529/13)
2014/C 15/03
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Verwaltungsgerichtshof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Georg Felber
Sagsøgt: Bundesministerin für Unterricht, Kunst und Kultur
Præjudicielle spørgsmål
1)
Udgør det — i første omgang med forbehold af artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 6 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (1) (herefter »direktivet«) — en (direkte) ulige behandling på grundlag af alder som omhandlet i henholdsvis chartrets artikel 21, stk. 1, og direktivets artikel 2, stk. 1 og stk. 2, litra a), hvis perioder med skolegang på en skole på mellemniveau eller højere niveau kun kan medregnes som beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden pensionsalderen for tjenestemænd (»Ruhegenussvordienstzeiten«, herefter »beskæftigelsesperioder inden pensionsalderen«), hvis de er tilbagelagt efter det fyldte 18. år, når de nævnte beskæftigelsesperioder inden pensionsalderen ikke blot har betydning for erhvervelse af en pensionsret, men også for størrelsen heraf, og den nævnte pension (den samlede pension) i henhold til national ret anses for fortsat betaling af vederlag inden for rammerne af et offentligretligt tjenesteforhold, som stadig består, også efter at tjenestemanden er gået på pension?
2)
Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan en tjenestemand da — hvis den ulige behandling ikke er begrundet i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, eller direktivets artikel 6 (jf. herom spørgsmål 3) — i en sag om anmodning om medregning af beskæftigelsesperioder inden pensionstiden påberåbe sig, at chartrets artikel 21 og direktivets artikel 2 skal anvendes direkte, også selv om vedkommende endnu ikke er gået på pension på det tidspunkt, hvor sagen føres, idet vedkommende i henhold til national ret — hvis retsstillingen er den samme, når han går på pension — i forbindelse med en sag om pensionsberegning eller ved en ny anmodning om medregning af de pågældende beskæftigelsesperioder vil kunne blive mødt med en indsigelse om, at afslaget på en sådan anmodning har retskraft?
3)
Hvis spørgsmål 2 skal besvares bekræftende, er den pågældende ulige behandling da i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, eller direktivets artikel 6, stk. 1 eller 2
a)
begrundet, idet der derved også skal indrømmes personer, hvis fødselsdato ligger efter datoen for skolestart i det år, hvor skolegangen begynder, eller personer, der går på en skole med forlænget gymnasieuddannelse, og som af denne grund er nødt til at gå i skole, også efter de er fyldt 18 år, for at kunne afslutte skoleuddannelsen, de samme betingelser som de personer, der afslutter deres skolegang på mellemniveau eller højere niveau, allerede inden de fylder 18 år, også selv om muligheden for at medregne uddannelsesperioder efter det fyldte 18. år ikke er begrænset til at omfatte de nævnte tilfælde;
b)
begrundet, idet det derved skal udelukkes, at der kan optjenes pensionsrettigheder i perioder, i hvilke der, set ud fra en gennemsnitlig betragtning, ikke udøves erhvervsaktivitet og følgelig ikke ydes nogen bidrag; foreligger der en sådan begrundelse, uanset at der også for de perioder, hvor en person efter at være fyldt 18 år går på en skole på mellemniveau eller højere niveau, i første omgang ikke skal betales bidrag, og der alligevel skal betales et særligt pensionsbidrag, hvis sådanne perioder med skolegang senere medregnes?
c)
begrundet, fordi udelukkelsen af muligheden for at medregne beskæftigelsesperioder inden pensionsalderen, der er tilbagelagt inden det fyldte 18. år, skal sidestilles med den situation, at der fastsættes »aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger« som omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 2?
(1) Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, s. 16).
Full & Egal Universal Law Academy