21.12.2013
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 377/7
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 22. oktober 2013 — Agenzia delle Dogane og Ufficio di Verona dell’Agenzia delle Dogane mod ADL American Dataline Srl
(Sag C-546/13)
2013/C 377/15
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Corte suprema di cassazione
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Agenzia delle Dogane og Ufficio di Verona dell’Agenzia delle Dogane
Sagsøgt: ADL American Dataline Srl
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er artikel 10, stk. 2, og artikel 12 i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 (1) af 23. juli 1987 samt retssikkerhedsprincippet til hinder for, at der af de ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1549/2006 af 17. oktober 2006 (2) indførte ændringer i de forklarende bestemmelser til kapitel 84 i Toldtariffen, II del, i Bilag I (hvormed højttalere er blevet udelukket fra position 8471, såfremt de foreligger særskilt fra automatiske databehandlingsmaskiner), udledes fortolkningsbidrag for at lægge til grund, at de af selskabet ADL s.r.l. (3) (…) indførte varer (…) udfører en selvstændig funktion (lydgengivelse og -forstærkning), »bortset fra« databehandling?
2)
Skal de af selskabet ADL s.r.l. (…) indførte varer (…) i sin egenskab af »højttalere«, som markedsføres særskilt fra den automatiske databehandlingsmaskine, opfattes som udstyr, der »udfører en selvstændig funktion, bortset fra databehandling«, — såfremt lydgengivelsen og — forstærkningen skal kvalificeres som en sådan funktion — eller kan de opfattes som anlægsenheder, der ikke udfører en selvstændig funktion, bortset fra databehandling, fordi varerne henset til deres specifikke tekniske kendetegn (tilslutning udelukkende med USB-kabel; behov for operativsystemet MAC OS 9) »ikke udfører en arbejdsfunktion, som de kunne udføre uden brug af en sådan maskine (dvs. en automatisk databehandlingsmaskine)« (jf. Domstolens dom af 19.10.2000, sag C-339/98, Peacock AG, præmis 14 og 15, og af 18.7.2007, sag C-142/06, Olicom, præmis 20, 29 og 30, i henhold til hvilke, selv om disse domme vedrører en anden udstyrstype — netværkskort og kombinerede kort —, varerne ikke har andre selvstændige funktioner »bortset fra (databehandling)«, når to elementer foreligger, navnlig at udstyret udelukkende kan fungere med brug af en pc, og at det er i stand til at modtage og omdanne de signaler, computeren har behandlet, til signaler, som det eksterne miljø kan anvende)?
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256, s. 1).
(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 1549/2006 af 17.10.2006 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EUT L 301, s. 1).
(3) Der er tale om »højttalere fremstillet af det amerikanske selskab Harman Multimedia og bestemt til udelukkende at anvendes som periferiudstyr (udlæseenhed) til »APPLE« computere«.
Full & Egal Universal Law Academy