25.1.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 24/3
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauen) den 28. oktober 2013 — UAB »Litaksa« mod »BTA Insurance Company« SE
(Sag C-556/13)
2014/C 24/06
Processprog: litauisk
Den forelæggende ret
Lietuvos Aukščiausiasis Teismas
Parter i hovedsagen
Sagsøger: UAB »Litaksa«
Sagsøgt:»BTA Insurance Company« SE
Præjudicielt spørgsmål
1)
Skal artikel 2 i direktiv 90/232/EØF (1), som ændret ved artikel 4 i direktiv 2005/14/EF (2), fortolkes således, at parterne i en forsikringsaftale ikke har ret til at træffe bestemmelse om en geografisk begrænsning af forsikringsdækningen for den forsikrede (med henblik på at opkræve forskellige forsikringspræmier afhængig af, hvor køretøjet anvendes — enten i hele Den Europæiske Union eller kun i Republikken Litauen), dog uden at begrænse de skadelidtes dækning, dvs. at bestemme, at anvendelsen af et køretøj i en anden EU-medlemsstat end Republikken Litauen er en faktor, der øger forsikringsrisikoen, således at der skal betales en ekstra forsikringspræmie?
2)
Skal princippet om fri bevægelighed for personer og køretøjer i hele Den Europæiske Unions område og det generelle EU-retlige lighedsprincip (forbuddet mod forskelsbehandling) fortolkes således, at de tilsidesættes ved den nævnte bestemmelse, som forsikringsaftalens parter har truffet, og hvorved forsikringsrisikoen knyttes til køretøjets geografiske anvendelse?
(1) Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14.5.1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT L 129, s. 33).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11.5.2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EUT L 149, s. 14).
Full & Egal Universal Law Academy