25.1.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 24/4
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 30. oktober 2013 — Finanzamt Ulm mod Ingeborg Wagner-Raith som retssuccessor efter Maria Schweier
(Sag C-560/13)
2014/C 24/07
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesfinanzhof
Parter i hovedsagen
Sagsøgt og appellant: Finanzamt Ulm
Sagsøger og indstævnt: Ingeborg Wagner-Raith som retssuccessor efter Maria Schweier
Procesdeltager: Bundesministerium der Finanzen
Præjudicielle spørgsmål
1)
Er de frie kapitalbevægelser i henhold til EF-traktatens artikel 73 B (fra 1.5.1999 artikel 56 EF) (1) ikke til hinder for en national retsforskrift (konkret: § 18, stk. 3, i AuslInvestmG), hvorefter der for indenlandske indehavere af andele i udenlandske investeringsforeninger under visse forudsætninger, foruden de udloddede beløb, skal ansættes en fiktiv indkomst på op til 90 % af forskellen mellem årets første og sidste indløsningspris, dog mindst 10 % af den sidste indløsningspris (eller børs- eller markedsværdien), for så vidt angår andele i investeringsforeninger hjemmehørende i tredjelande, idet bestemmelsen, der i det væsentlige ikke er blevet ændret siden den 31. december 1993, vedrører levering af finansielle tjenesteydelser som omhandlet i undtagelsesbestemmelsen i EF-traktatens artikel 73 C, stk. 1 (fra 1.5.1999 artikel 57, stk. 1, EF) (2)?
Såfremt spørgsmål 1 ikke besvares bekræftende:
2)
Udgør andele i en investeringsforening, der er etableret i et tredjeland, altid en direkte investering i henhold til EF-traktatens artikel 73 C, stk. 1 (fra 1.5.1999 artikel 57, stk. 1, EF), eller afhænger besvarelsen af, hvorvidt andelen i henhold til nationale bestemmelser i den stat, hvor investeringsforeningen er etableret, eller af andre grunde reelt giver investor mulighed for at deltage i driften af eller kontrollen med investeringsforeningen?
(1) Artikel 63 TEUF.
(2) Artikel 64, stk. 1, TEUF.
Full & Egal Universal Law Academy