25.1.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 24/16
Appel iværksat den 27. november 2013 af Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 16. september 2013 i sag T-496/07, Repsol Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen
(Sag C-617/13 P)
2014/C 24/28
Processprog: spansk
Parter
Appellanter: Repsol Lubricantes y Especialidades, S.A., Repsol Petróleo, S.A. og Repsol, S.A. (ved abogados L. Ortiz Blanco, J.L. Buendía Sierra, M. Muñoz de Juan, Á. Givaja Sanz og A. Lamadrid de Pablo)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
1)
Den appellerede dom ophæves for så vidt angår følgende:
—
Pålæg af solidarisk ansvar for Repsol Petróleo, S.A. og Repsol YPF, S.A. (nu Repsol, S.A.).
—
Urigtig hensyntagen til perioden 1998-2002 med henblik på beregningen af bøden.
—
Retten har urigtigt lagt det af Kommissionen fastsatte udgangsbeløb for bøden til grund og tilsidesat sin fulde prøvelsesret og proportionalitetsprincippet.
2)
Den omtvistede afgørelse annulleres i overensstemmelse hermed.
3)
Bødens størrelse nedsættes til et passende beløb under udøvelse af Rettens fulde prøvelsesret.
4)
Det fastslås, at varigheden af retsforhandlingerne for Retten, i strid med retten til en effektiv domstolsprøvelse og en retfærdig rettergang inden for en rimelig frist, har været urimelig lang og uberettiget (chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6).
5)
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
1)
Repsol har for det første gjort gældende, at der foreligger en retlig fejl med hensyn til den metode, der blev anvendt i dommen med henblik på at vurdere beviserne til støtte for datterselskabet Repsol Lubricantes y Especialidades, S.A.’s fulde og faktiske uafhængighed, eller subsidiært en begrundelsesmangel.
2)
Repsol er for det andet af den opfattelse, at Retten begik en fejl ved fortolkningen af samarbejdsmeddelelsen fra 2002.
3)
Repsol har for det tredje gjort gældende, at der med dommen foreligger en tilsidesættelse af artikel 261 TEUF og proportionalitetsprincippet, idet Retten har tilsidesat sin forpligtelse til at foretage en fuld prøvelse vedrørende sanktionerne på konkurrenceområdet.
4)
Repsol har endelig gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1) og artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, idet sagen ikke blev pådømt inden for en rimelig frist.
(1) EFT 2000 C 364, s 1.
Full & Egal Universal Law Academy