8.2.2014
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 39/14
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Galați (Rumænien) den 5. december 2013 — Casa Județeană de Pensii Brăila mod E.S.
(Sag C-646/13)
2014/C 39/22
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Curtea de Apel Galați
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Casa Județeană de Pensii Brăila
Sagsøgt: E.S.
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal bestemmelserne i artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 (1) fortolkes således, at de udelukker anvendelsen af en bilateral overenskomst om social sikring, der blev indgået inden anvendelsen af forordningen, og som ikke er anført i bilag II til forordningen, såfremt den ordning, der finder anvendelse i henhold til den bilaterale overenskomst, er gunstigere for den forsikrede person end den, der finder anvendelse på grundlag af forordningen?
2)
Stiller artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 — i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt den bilaterale overenskomst er gunstigere — krav om, at der alene foretages en retlig fortolkning af den bilaterale overenskomst, eller skal vurderingen også omfatte overenskomstens konkrete anvendelsesvilkår (hvad angår størrelsen af den pension, som kan tildeles af den enkelte stat, og hvis udbetaling afhænger af, om overenskomsten i henhold til forordningen skal finde anvendelse eller ikke skal finde anvendelse)?
3)
Hvis det første spørgsmål besvares benægtende (således at anvendelsen af den bilaterale overenskomst om social sikring ikke er udelukket), skal en retlig ordning, på grundlag af hvilken en stat, der har indgået overenskomsten om social sikring, dels anerkender en kortere bidragsperiode end den reelt tilbagelagte, dels udbetaler en højere pension end den, som personen ville have haft ret til som følge af en anerkendelse af hele den tilbagelagte bidragsperiode i den medkontraherende stat, da betragtes som gunstigere som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, EUT L 166, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy