FulLegal · İçtihat Detay

Polonya 25.09.2015 DA

EUR-Lex - 62013TJ0360 - DA

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

RETTENS DOM (Femte Afdeling)

25. september 2015 ( *1 )

»REACH — medtagelse af chromtrioxid på fortegnelsen over stoffer, der kræver godkendelse — anvendelser eller kategorier af brug, som er undtaget fra godkendelseskravet — begrebet »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« — åbenbart urigtigt skøn — proportionalitet — ret til forsvar — princippet om god forvaltningsskik«

I sag T-360/13,

Verein zur Wahrung von Einsatz und Nutzung von Chromtrioxid und anderen Chrom-VI-verbindungen in der Oberflächentechnik eV (VECCO), Memmingen (Tyskland), og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilag I, ved advokaterne C. Mereu og K. Van Maldegem samt solicitor, J. Beck,

sagsøgere,

støttet af:

Assogalvanica, Padoa (Italien), og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, ved C. Mereu og K. Van Maldegem samt M. Beck,

intervenienter,

mod

Europa-Kommissionen ved K. Talabér-Ritz og J. Tomkin, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) ved W. Broere, M. Heikkilä og T. Zbihlej, som befuldmægtigede,

intervenient,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens forordning (EU) nr. 348/2013 af 17. april 2013, om ændring af bilag XIV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) (EUT L 108, s. 1),

har

RETTEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Dittrich (refererende dommer), og dommerne J. Schwarcz og V. Tomljenović,

justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. februar 2015,

afsagt følgende

Dom

Sagens baggrund

Den første sagsøger, Verein zur Wahrung von Einsatz und Nutzung von Chromtrioxid und anderen Chrom-VI-verbindungen in der Oberflächentechnik eV (VECCO), er en forening i henhold til tysk ret, der repræsenterer downstream-brugere af chromtrioxid.

De 185 sagsøgere, hvis navne er anført i bilag I, kan opdeles i tre grupper. Den første gruppe består af dem, der anvender chromtrioxid i vandig opløsning til overfladebehandling. Den anden gruppe består af dem, hvis virksomhed vedrører levering af blandinger, der indeholder chromtrioxid til overfladebelægning. Den tredje gruppe er sammensat af dem, der er industrikunder, som anvender overfladebelægninger i chrom til deres egne primærprodukter – navnlig i deres egenskab af leverandører eller fabrikanter af mekaniske dele, maskiner og andre produkter.

I august 2010 fremsendte Forbundsrepublikken Tyskland et dossier til Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) (herefter »bilag XV-dossier«), der var udarbejdet med henblik på identifikation af chromtrioxid som et særligt problematisk stof efter proceduren i artikel 59 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396, s. 1). I dette dossier foreslog Forbundsrepublikken Tyskland at identificere chromtrioxid som et særligt problematisk stof med den begrundelse, at det var blevet klassificeret blandt kræftfremkaldende stoffer i kategori 1 og mutagene stoffer i kategori 2 i bilag VI til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353, s. 1), og fordi stoffet i denne forbindelse opfylder de kriterier, der følger af artikel 57, litra a) og b), i forordning nr. 1907/2006. Nævnte dossier henviser bl.a. til to rapporter – nemlig en risikovurderingsrapport udarbejdet af Det Forenede Kongerige i 2005 med titlen »European Union Risk Assessment Report, 3rd Priority List, Volume 53« (EU-risikovurderingsrapport, tredje prioriteringsliste, bind nr. 53) og en rapport udarbejdet af det tyske arbejdsmiljøinstitut for den tyske lovpligtige ulykkesforsikring med titlen »MEGA-Auswertungen zur Erstellung von REACH-Expositionsszenarien für Chrom (VI) – Verbindungen (2000 bis 2009) in Deutschland« [MEGA-analyser med henblik på tilvejebringelse af REACH-eksponeringsscenarier for chrom (VI)-forbindelser (2000-2009) i Tyskland] (herefter »MEGA-rapporten«).

I henhold til artikel 59, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006 blev det pågældende bilag XV-dossier offentliggjort den 30. august 2010, og der blev fastsat en frist til at fremsætte kommentarer, der udløb den 14. oktober 2010. Da kommentarerne var blevet fremsat, blev dossieret forelagt ECHA’s Medlemsstatsudvalg i henhold til nævnte forordnings artikel 59, stk. 7. Udvalget godkendte Forbundsrepublikken Tysklands forslag. Ved afgørelse af 14. december 2010 optog ECHA efterfølgende i overensstemmelse med forordningens artikel 59, stk. 8, chromtrioxid på listen over stoffer, der senere skal optages i bilag XIV til samme forordning (herefter »kandidatlisten«), hvoraf en ajourført udgave blev offentliggjort på ECHA’s websted den 15. december 2010.

I overensstemmelse med artikel 58, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006 offentliggjorde ECHA den 15. juni 2011 et udkast til anbefaling af de stoffer, der skal optages i bilag XIV til samme forordning, hvilket indeholder en liste over stoffer, der kræver godkendelse, og opfordrede de berørte parter til at fremsende kommentarer inden den 14. september 2011. I forbindelse med de kommentarer, der blev fremsendt til ECHA under den offentlige høring, foreslog den første sagsøger, at der blev gjort en undtagelse som omhandlet artikel 58, stk. 1, litra e), sammenholdt med artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, for chromtrioxid i dettes egenskab af katalytisk aktivt stof. De kommentarer, som de berørte parter fremsendte – herunder bl.a. den første sagsøgers – blev derefter offentliggjort.

Den 19. december 2011 vedtog ECHA’s Medlemsstatsudvalg sin udtalelse vedrørende det udkast til anbefaling, der er nævnt i præmis 5 ovenfor.

Den 20. december 2011 fremsatte ECHA sin anbefaling om de stoffer, der skal optages i bilag XIV til forordning nr. 1907/2006. I denne anbefaling foreslog ECHA, at der ikke blev indrømmet en undtagelse til nogen af anvendelserne for chromtrioxid.

I overensstemmelse med artikel 131 og i henhold til proceduren i artikel 133, stk. 4, i forordning 1907/2006 vedtog Europa-Kommissionen den 17. april 2013 forordning (EU) nr. 348/2013 om ændring af bilag XIV til forordning nr. 1907/2006 (EUT L 108, s. 1, herefter »den anfægtede retsakt«).

Ved den anfægtede retsakt blev chromtrioxid optaget i bilag XIV til forordning nr. 1907/2006. Der blev ikke indrømmet nogen undtagelse i henhold til den nævnte forordnings artikel 58, stk. 2, for bestemte anvendelser for chromtrioxid.

Retsforhandlinger og parternes påstande

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. juli 2013 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

Ved processkrift registreret på Rettens Justitskontor den 18. oktober 2013 fremsatte Assogalvanica og 93 andre fysiske eller juridiske personer begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgernes påstande. Efter at parterne var blevet hørt, blev Assogalvanica og de øvrige intervenienters, hvis navne er anført i bilag II, begæring imødekommet ved kendelse af 4. marts 2014, VECCO m.fl. mod Kommissionen (T-360/13, EU:T:2014:130). Med hensyn til de øvrige interventionssøgende blev disses begæring afvist.

ECHA har ved processkrift registreret ved Rettens Justitskontor den 21. oktober 2013 anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande. Denne begæring blev efter høring af parterne taget til følge ved kendelse af 22. november 2013.

Den 22. januar 2014 indgav ECHA interventionsindlæg.

Den 11. marts 2014 fremsatte sagsøgerne bemærkninger til det af ECHA indgivne interventionsindlæg.

Den 24. april 2014 indgav Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, interventionsindlæg. Den 18. juni 2014 fremsatte sagsøgerne og Kommissionen bemærkninger til dette indlæg.

I stævningen har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at sagen kan antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—

Det fastslås, at den anfægtede retsakt er delvis ulovlig, eftersom den er baseret på et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesætter artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, proportionalitetsprincippet og retten til at forsvare sig (herunder princippet om god forvaltningsskik og princippet om, at videnskabelig rådgivning skal være kompetent).

—

Den anfægtede restakt annulleres delvist, for så vidt som den i bilaget under løbenr. 16, femte kolonne, med overskriften »Undtagne (kategorier af) anvendelsesformål« ikke indeholder følgende undtagelse: »anvendelse af chromtrioxid til produktionsformål i en vandig opløsning under overholdelse af et eksponeringsniveau på maksimum 5 μg/m3 (eller 0,005 mg/m3)« eller en lignende formulering med det formål at undtage »anvendelse af chromtrioxid i elektroplettering, ætsningsprocesser, elektrolytisk polering eller andre overfladebehandlingsprocesser og -teknologier samt blandinger« fra den anfægtede retsakts anvendelsesområde, eller en anden ordlyd, der sikrer det samme formål.

—

Kommissionen tilpligtes at ændre den anfægtede retsakt, således at den bringes i overensstemmelse med Rettens dom.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsøgerne frafaldt i retsmødet deres anden og fjerde påstand.

Kommissionen og ECHA har nedlagt følgende påstande:

—

Frifindelse.

—

Sagsøgerne såvel som Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, har nedlagt følgende påstande:

—

Den anfægtede restakt annulleres delvist, for så vidt som den i bilaget under løbenr. 16, femte kolonne, med overskriften »Undtagne (kategorier af) anvendelsesformål« ikke indeholder følgende undtagelse: »anvendelse af chromtrioxid til produktionsformål i en vandig opløsning under overholdelse af et eksponeringsniveau på maksimum 5 μg/m3 (eller 0,005 mg/m3)« eller en lignende formulering med det formål at undtage »anvendelse af chromtrioxid i elektroplettering, ætsningsprocesser, elektrolytisk polering eller andre overfladebehandlingsprocesser og -teknologier samt blandinger«, fra den anfægtede retsakts anvendelsesområde eller en anden formulering, der undtager anvendelsen af chromtrioxid i industrien fra at være omfattet af den anfægtede retsakts anvendelsesområde.

—

Kommissionen tilpligtes at ændre den anfægtede retsakt, således at den bringes i overensstemmelse med Rettens dom.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 8. september 2015 har sagsøgerne anmodet om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, idet de har fremlagt en ny videnskabelig analyse vedrørende oplysningerne i MEGA-rapporten. Subsidiært har sagsøgerne anmodet om, at den nævnte sagkyndige erklæring tilføjes sagens akter, og om, at parterne som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodes om at tage stilling til dens indvirkning på afgørelsen af tvisten.

Retlige bemærkninger

Formaliteten vedrørende første og tredje påstand fremsat af Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II

I henhold til artikel 40, stk. 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som i medfør af statuttens artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, kan påstande, der fremsættes i en begæring om intervention, kun gå ud på at understøtte en af parternes påstande. Derfor kan en intervenient ikke udvide den parts påstande, som han støtter (dom af 10.5.2001, Kaufring m.fl. mod Kommissionen, T-186/97, T-187/97, T-190/97 – T-192/97, T-210/97, T-211/97, T-216/97 – T-218/97, T-279/97, T-280/97, T-293/97 og T-147/99, Sml., EU:T:2001:133, præmis 137).

I den foreliggende sag har sagsøgerne frafaldet deres anden og fjerde påstand. Første og tredje påstand fremsat af Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, er således ikke længere anført til støtte for sagsøgernes påstande og må følgelig afvises.

Om realiteten

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne gjort fire anbringender gældende, der for det første vedrører et åbenbart urigtigt skøn, for det andet tilsidesættelse af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, for det tredje tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og for det fjerde tilsidesættelse af retten til at forsvare sig og principperne om god forvaltningsskik og om, at »videnskabelig rådgivning skal være kompetent«.

Det andet anbringende skal undersøges først.

Om det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, idet den ikke fritog den omtvistede anvendelse af chromtrioxid fra godkendelseskravet. Ifølge sagsøgerne er den risiko, der følger af anvendelsen, tilfredsstillende kontrolleret. Der eksisterer specifik EU-lovgivning, der fastsætter minimumsforanstaltninger, som arbejdsgiverne er forpligtede til at gennemføre med henblik på at kontrollere de risici, der følger af anvendelsen af chromtrioxid – bl.a. Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april 1998 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (fjortende særdirektiv i henhold til direktiv 89/391/EØF, artikel 16, stk. 1) (EFT L 131, s. 11) og Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af 29. april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i Rådets direktiv 89/391/EØF) (EFT L 158, s. 50). Disse direktiver er »specifikke« selv for de stoffer, som ikke nævnes udtrykkeligt i dem, forudsat at disse stoffer hører ind under en af de kategorier af stoffer, der er omfattet af de nævnte direktiver. Den omstændighed at disse direktiver ikke indeholder nogen grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering for chromtrioxid, udelukker ikke, at disse er tilstrækkeligt »specifikke« og fastsætter »mindstekrav« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006. Det, at der kræves grænseværdi for eksponering, ville svare til at fastsætte maksimumskrav, hvilket ville overskride rammerne for artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, der alene referer til mindstekrav. I sin meddelelse om resultaterne af risikovurderingen og strategier for risikobegrænsning for stofferne chromtrioxid, ammoniumdichromat og kaliumdichromat (EUT 2008 C 152, s. 1) havde Kommissionen desuden fundet, at de foranstaltninger til begrænsning af risikoen, der allerede er truffet, var tilstrækkelige. I »Køreplanen for særligt problematiske stoffer«, som Kommissionen offentliggjorde i februar 2013, anerkendte denne, at risiciene kunne kontrolleres selv »uden for« forordning nr. 1907/2006. Endvidere er der ikke nogen specifik fare for kræft forbundet med galvaniseringssektoren, hvilket skyldes effektiviteten af de foranstaltninger for begrænsning af risikoen, som arbejdsgiverne har gennemført. Desuden er dem, der anvender chromtrioxid, underlagt andre retsforskrifter til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet, såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/18/EU af 4. juli 2012, om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer og om ændring og efterfølgende ophævelse af Rådets direktiv 96/82/EF (EUT L 197, s. 1), Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (EUT L 334, s. 17) og bestemmelserne i flere nationale love. En tilstrækkelig standard for kontrol af de risici, der er forbundet med de pågældende anvendelser af chromtrioxid, er derudover sikret ved en hel serie nationale forskrifter og ville ligeledes kunne opnås i kraft af en frivillig anvendelse af grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering. Endelig påhviler forpligtelsen til at vurdere muligheden for en undtagelse og den hermed forbundne bevisbyrde inden for rammerne af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 Kommissionen og ikke de erhvervsdrivende.

Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, har i det væsentlige tilsluttet sig sagsøgernes argumenter, alt imens de har understreget, at Kommissionen og ECHA burde have foretaget en solid og grundig efterprøvelse af de gældende foranstaltningers effektivitet, hvilket følger af ordet »tilfredsstillende«, der fremgår af ordlyden i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, såvel som af målsætningen i artikel 55 i nævnte forordning, ifølge hvilken Kommissionen og ECHA skal tage hensyn til, at EU’s indre marked fungerer efter hensigten. Forordningens artikel 58, stk. 2, fastsætter i øvrigt kun mindstekrav, således at det ville være i strid med nærhedsprincippet for Kommissionen ensidigt at fastsætte strengere krav. Den vurdering, der foretages i medfør af sidstnævnte bestemmelse, ville have krævet en grundig undersøgelse ikke alene af den relevante EU-lovgivning, men også af den underliggende lovgivning, af dens anvendelse i praksis og af de faktiske oplysninger, der indsamles i denne forbindelse med henblik på at undersøge de mindstekrav, der gør det muligt at kontrollere risiciene tilstrækkeligt.

Kommissionen har – støttet af ECHA – bestridt disse argumenter.

Det skal indledningsvis bemærkes, at lovgiver med forordning nr. 1907/2006 har indført en ordning for registrering, vurdering og godkendelse af kemiske stoffer samt de begrænsninger, der skal gælde for disse stoffer, som ifølge første betragtning til forordning nr. 1907/2006 navnlig har til formål at sikre såvel et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet som den frie bevægelighed på det indre marked for stoffer og samtidig styrke konkurrenceevne og innovation. Navnlig fastsættes i nævnte forordning under afsnit VII en godkendelsesprocedure. Formålet med denne procedure er ifølge den nævnte forordnings artikel 55 at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, samtidig med at det sikres, at risici i forbindelse med særligt problematiske stoffer er tilstrækkeligt kontrolleret, og at disse stoffer efterhånden erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier, hvis disse er økonomisk og teknisk levedygtige. Godkendelsesproceduren finder anvendelse på alle de stoffer, der opfylder kriterierne i forordningens artikel 57.

Den første fase af godkendelsesproceduren består i, at ECHA undersøger spørgsmålet om, hvorvidt et stof opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning nr. 1907/2006 bl.a. på grundlag af et bilag XV-dossier. Dette dossier udarbejdes enten efter anmodning fra Kommissionen, ECHA eller en medlemsstat. Ved udgangen af den nævnte fase anser ECHA stoffet for at opfylde disse kriterier og optager det nævnte stof på kandidatlisten.

Den anden fase i godkendelsesproceduren angår opførelsen af et stof, der er optaget på kandidatlisten, i bilag XIV til forordning nr. 1907/2006 i overensstemmelse med forordningens artikel 58. Når først det nævnte stof er opført i dette bilag, og betingelserne for, at det forbydes som indeholdt i forordningens artikel 56, er opfyldt, kan det alene anvendes eller markedsføres, såfremt der i forbindelse med den tredje fase af godkendelsesproceduren i henhold til forordningens artikel 60 gives en godkendelse til en specifik anvendelse. Afgørelsen om at opføre stoffet i det nævnte bilag træffes af Kommissionen på grundlag af en anbefaling udarbejdet af ECHA under hensyntagen til dens Medlemsstatsudvalgs forudgående udtalelse og de kommentarer – bl.a. vedrørende de anvendelser, der bør fritages fra godkendelsespligten i henhold til den pågældende forordnings artikel 58, stk. 2 – der fremsættes af de berørte parter i forbindelse med den offentlige høring i den pågældende forordnings artikel 58, stk. 4, andet afsnit.

Afgørelsen om optagelse i bilag XIV af et stof som nævnt i artikel 57 i forordning nr. 1907/2006 skal i henhold til forordningens artikel 58, stk. 1, litra e), bl.a. angive eventuelle anvendelser eller kategorier af anvendelser undtaget fra godkendelseskravet og eventuelle betingelser for sådanne undtagelser. Indrømmelsen af de nævnte undtagelser er reguleret ved samme forordnings artikel 58, stk. 2, ifølge hvilken anvendelser eller kategorier af anvendelser kan undtages fra godkendelseskravet, forudsat at risikoen kontrolleres tilfredsstillende på grundlag af eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof.

Idet sagsøgerne i det væsentlige har gjort gældende, at betingelserne i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 er opfyldt, og at Kommissionen er forpligtet til at indrømme en undtagelse i medfør af nævnte bestemmelse, skal det først undersøges, hvorvidt der i den foreliggende sag eksisterede en »specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af [chromtrioxid]«. Såfremt dette er tilfældet, skal det derefter undersøges, hvorvidt »risikoen kontrolleres tilfredsstillende på grundlag af [den nævnte] specifik[ke] fællesskabslovgivning«. Endelig, skal det, såfremt disse betingelser er opfyldt, undersøges, om Kommissionen, der »kan« indrømme en undtagelse, og som derfor råder og en vid skønsmargen i denne henseende, har begået en fejl under udøvelse af sin skønsbeføjelse.

Det skal først understreges, at »fællesskabslovgivning« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 er en retsregel, der er vedtaget af en enhed inden for Unionen, der tilsigter at have bindende virkning. Som sagsøgerne i øvrigt har erkendt i retsmødet, følger det heraf, at regler, der stammer fra flere nationale lovgivninger samt former for frivillig praksis, ikke opfylder den første betingelse i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, for så vidt som de ikke udgør en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof«. Følgelig skal hverken de nationale regler, som sagsøgerne har påberåbt sig, eller de former for frivilligpraksis, som de har henvist til, undersøges.

For så vidt angår Kommissionens ovenfor i præmis 25 omtalte meddelelse, som sagsøgerne har henvist til, skal det bemærkes, at denne indeholder oplysninger om risikovurdering og strategier til nedsættelse af disse risici bl.a. vedrørende chromtrioxid. Derimod har meddelelsen ikke noget bindende indhold og angiver ikke en anden bestemmelse, men begrænser sig til dels at oplyse om resultaterne af evalueringen – bl.a. de risici, der følger af anvendelserne af chromtrioxid – dels til at anføre, at Kommissionen vedtog sin henstilling af 30. maj 2008 om risikobegrænsende foranstaltninger for stofferne chromtrioxid, ammoniumdichromat og kaliumdichromat (EUT L 158, s. 65), som den nævnte meddelelse henviser til. Idet denne meddelelse ikke har nogen normativ karakter, kan den ikke, som sagsøgerne i øvrigt har erkendt under retsmødet, anses for at være »fællesskabslovgivning« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006.

Det skal derfor alene undersøges, hvorvidt de direktiver, som sagsøgerne har påberåbt sig – dvs. direktiv 98/24, 2004/37, 2010/75 og 2012/18 – udgør »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006.

Før det første har sagsøgerne samt Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, påberåbt sig to direktiver, der er indført i forbindelse med beskyttelse af arbejdstagere på arbejdspladsen – dvs. direktiv 98/24 og 2004/37.

Hvad angår direktiv 98/24 har sagsøgerne samt Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, bl.a. henvist til artikel 1, artikel 4, stk. 1 og 2, artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 2 og 3, artikel 8 og 10 i direktivet. I henhold til artikel 1 har dette direktiv til formål at fastsætte »minimumsforskrifter for beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for deres sikkerhed og sundhed, som opstår eller kan opstå som følge af udsættelse for kemiske agenser, som findes på arbejdspladsen, eller som følge af en arbejdsaktivitet, i hvilken der indgår kemiske agenser«. Samme direktiv fastsætter hovedsageligt foranstaltninger, der skal indføres af arbejdsgiverne med henblik på at udelukke eller mindske de risici, der følger af arbejdernes eksponering over for de omhandlede stoffer. Disse foranstaltninger omfatter bl.a. forpligtelser med hensyn til vurdering af den risiko, som arbejderne udsættes for på arbejdspladsen (artikel 4), at erstatte farlige stoffer med mindre farlige stoffer (artikel 6), reducering af mængden af sådanne stoffer (artikel 6), individuel beskyttelse (artikel 6), løbende helbredskontrol af de pågældende arbejdstagere (artikel 10) og endelig oplysninger til arbejderne og de kompetente myndigheder (artikel 9, stk. 3). Det pågældende direktiv fastlægger således en skala af foranstaltninger. Frem for alt skal arbejderes eksponering over for det farlige stof undgås, helst ved at erstatte det farlige stof med et mindre farligt stof, og, såfremt dette ikke er muligt, ved at indføre et lukket produktionssystem. Hvis ingen af disse foranstaltninger er mulige, skal arbejdernes eksponering reduceres så meget som muligt ved kollektive beskyttelsesforanstaltninger såsom forbedring af ventilationen og arbejdsmetoderne. Endelig skal arbejdsgiveren, såfremt disse foranstaltninger ikke er tilstrækkelige for at undgå eksponering af arbejderne, for det tredje indføre individuelle beskyttelsesforanstaltninger, såsom at der stilles egnede værnemidler til rådighed.

Direktiv 98/24 finder generel anvendelse for alle kemiske agenser. Direktivet er tværfagligt. Det har til formål bl.a. at fastlægge forpligtelser, som arbejdsgiverne skal overholde, der skal sikre et passende sikkerhedsniveau for arbejdstagerne på arbejdspladsen. Det skal dog understreges, at direktivet fastlægger bindende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering over for stoffer, der er opført i bilag I til direktivet, hvor der på nuværende tidspunkt kun er opført metallisk bly og dets forbindelser. I forhold til andre stoffer fastlægger artikel 3, stk. 2, i det nævnte direktiv den fremtidige fastsættelse af »vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, der skal fastsættes på fællesskabsplan«, at »[d]isse grænseværdier fastsættes eller ajourføres under hensyntagen til de til rådighed værende målemetoder og i overensstemmelse med proceduren i artikel 17 i direktiv 89/391/EØF«, og at »[m]edlemsstaterne holder arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer orienteret om de grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, der fastsættes på fællesskabsplan«. I henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 3, gælder, at »[f]or enhver kemisk agens, for hvilken der er fastsat en vejledende grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering på fællesskabsplan, fastsætter medlemsstaterne en national grænseværdi for erhvervsmæssig eksponering, baseret på Fællesskabets grænseværdi, således at dens art bestemmes i overensstemmelse med national lovgivning og praksis«. I henhold til samme direktivs artikel 3, stk. 4, »kan [der] på fællesskabsplan fastsættes bindende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, som foruden principperne for fastsættelsen af vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering skal afspejle det, der er praktisk muligt, samtidig med at målsætningen om sikring af arbejdstagernes sundhed på arbejdsstedet opfyldes«.

Hvad angår forholdet mellem direktiv 98/24 og forordning nr. 1907/2006 fastslås det i femte betragtning til sidstnævnte, at denne »ikke [bør] berøre Fællesskabets arbejdsmiljølovgivning og miljølovgivning«, og i tolvte betragtning, at det »[ikke] berører anvendelsen af direktiver om arbejdstager- og miljøbeskyttelse, navnlig ikke direktiv [2004/37] og direktiv [98/24], ifølge hvilket arbejdsgiverne skal fjerne skadelige stoffer, når dette er teknisk muligt, eller erstatte farlige stoffer med mindre farlige stoffer«. Nævnte forordnings artikel 2, stk. 4, litra a), bestemmer, at forordningen »ikke berører anvendelsen af Fællesskabets arbejdsmiljø- og miljølovgivning, herunder direktiv 89/391/EØF […], direktiv 96/61/EF […], direktiv [98/24] […], direktiv 2000/60/EF […] og direktiv [2004/37]«.

I betragtning af det ovenstående skal det fastlås, at direktiv 98/24, for så vidt som det ikke henviser til et bestemt stof, sådan som det er tilfældet for de omtalte stoffer, der er opført i bilag I til direktivet, hverken kan anses for at være specifikt – fordi det generelt finder anvendelse på alle kemiske stoffer – eller for at fastsætte mindstekrav – idet det alene fastlægger en generel ramme for de pligter, der påhviler arbejdsgivere, som udsætter deres ansatte for risici, der følger af anvendelse af kemiske stoffer. Det nævnte direktivs generelle karakter vises også klart af den omstændighed, at lovgiver i direktivets artikel 3 har vurderet, at fastsættelsen af grænseværdier er et element, der udgør en integrerende del af mekanismen til beskyttelse af arbejdstagere, og at denne fastsættelse endnu skal gennemføres i forhold til de stoffer, for hvilke der endnu ikke eksisterer grænseværdier. I modsætning til det, Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, har hævdet, kan det således ikke foreholdes Kommissionen, at denne har tilsidesat artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 ved at stille krav om grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, idet kravet om disse grænseværdier følger af anvendelsen af samme direktivs artikel 3. Kommissionen har således ikke tilføjet de specifikke krav på eget initiativ, men har til gengæld med rette vurderet, at direktivet, når der ikke er fastsat grænseværdier, ikke udgør »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006.

Endelig, såfremt den tilgang, som sagsøgerne har anbefalet, ifølge hvilken direktiv 98/24 skal anses for at udgøre specifik lovgivning, uanset om direktivet fastlægger grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, skulle følges, skulle alle kemiske agenser anses for at være reguleret af en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav«. I et sådant tilfælde ville det praktisk taget altid være muligt at indrømme den i forordningens artikel 58, stk. 2, omhandlede undtagelse, på trods af den omstændighed, at denne bestemmelse udgør en absolut undtagelse til det princip, der er fastlagt i forordningens artikel 57, sammenholdt med 69. betragtning hertil, hvorefter særligt problematiske stoffer i princippet skal opføres i bilag XIV til den pågældende forordning og underkastes den godkendelsesprocedure, der følger af samme forordnings artikel 60. Det følger heraf, at den tilgang, som sagsøgerne har anbefalet, ville kunne bringe den pågældende forordnings formål og funktionsmåde i alvorlig fare, og den kan derfor ikke tiltrædes.

Hvad angår direktiv 2004/37 har sagsøgerne samt Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, bl.a. påberåbt sig det nævnte direktivs artikel 1, artikel 3, stk. 1, artikel 4, artikel 5, stk. 1, 3 og 5, samt artikel 6 og 14. Dette direktiv har ifølge artikel 1 til formål »at beskytte arbejdstagerne mod risici for deres sundhed og sikkerhed, herunder at forebygge sådanne risici, som opstår eller kan opstå ved, at de under arbejdet udsættes for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener«. Samme direktiv fastsætter »de minimumsforskrifter, herunder grænseværdier, som specielt gælder på dette område«. Således fastlægger det pågældende direktiv, ligesom det er tilfældet for direktiv 98/24, en skala af foranstaltninger, der bl.a. omfatter pligter i forhold til vurdering af de risici, som arbejdstagere bliver udsat for på arbejdspladsen (artikel 3, stk. 2-4), erstatning af farlige stoffer med mindre farlige stoffer (artikel 4), reducering af mængden af sådanne stoffer (artikel 5), individuel beskyttelse (artikel 8 og 10), løbende helbredskontrol af de berørte arbejdstagere (artikel 14) og endelig oplysninger til arbejderne og de kompetente myndigheder (artikel 11, 12 og 19).

Direktiv 2004/37 finder anvendelse på alle kræftfremkaldende eller mutagene agenser. Dog fastlægger det grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering for benzen, vinylchloridmonomer og træstøv fra løvtræ (bilag III). Direktivets artikel 16, stk. 1, bestemmer, at »Rådet efter fremgangsmåden i traktatens artikel 137, stk. 2, [EF-traktaten, nu artikel 153, stk. 2 TEUF] skal fastsætte grænseværdier og om nødvendigt andre direkte relevante bestemmelser for de kræftfremkaldende stoffer eller mutagener, for hvilke dette er muligt, på grundlag af foreliggende oplysninger, herunder videnskabelige og tekniske data«. Direktivets 13. betragtning præciserer i denne forbindelse, at »[g]rænseværdier for erhvervsmæssig eksponering skal betragtes som en væsentlig del af de generelle foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagerne«, og at »[d]isse grænseværdier skal ændres, så snart nyere videnskabelige oplysninger viser, at det er nødvendigt«.

Som nævnt med hensyn til direktiv 98/24, har forordning nr. 1907/2006 ikke nogen indvirkning på anvendelsen af direktiverne om beskyttelse af arbejdstagere, herunder direktiv 2004/37, i forhold til hvilket der gælder det samme ræsonnement som det, der er anført i præmis 40 ovenfor. For så vidt som sidstnævnte direktiv ikke henviser til andre stoffer ud over benzen, vinylchloridmonomer eller træstøv fra løvtræ, for hvilke det fastlægger grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, kan det hverken anses for at være »specifikt« eller for at fastsætte mindstekrav. Derudover har lovgiver, ligesom det er tilfældet for direktiv 98/24, klart i artikel 16 i direktiv 2004/37 angivet, at fastsættelsen af grænseværdier udgør en integrerende del af mekanismen til beskyttelse af arbejdstagere, og at dette element endvidere skal gennemføres i forhold til de stoffer, for hvilke der endnu ikke eksisterer grænseværdier. Endelig kunne formålet og funktionsmåden for det kontrol- og beskyttelsessystem, som forordning nr. 1907/2006 fastlægger – som følge af forordningens artikel 57, litra a) og b), der inkluderer kræftfremkaldende og mutagene stoffer i den godkendelsesmekanisme, der er reguleret af bestemmelserne i forordningens afsnit VII – bringes i alvorlig fare, hvis det skulle blive fastslået, at direktiv 2004/37 udgør en eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof som omhandlet i forordningens artikel 58, stk. 2, i forhold til et hvilket som helst kræftfremkaldende eller mutagent stof. Det samme rationale som det, der er anført i præmis 41 ovenfor, gælder for så vidt angår direktiv 2004/37.

Det skal derfor konkluderes, at hverken direktiv 98/24 eller direktiv 2004/37 for så vidt angår chromtrioxid udgør en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006.

Denne konklusion drages ikke i tvivl af de andre argumenter, som sagsøgerne samt Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, har anført.

For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ved i forbindelse med anvendelsen af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 at stille krav om grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering i virkeligheden ikke har søgt at indføre mindstekrav, men maksimumskrav. I denne forbindelse skal der mindes om, at kriteriet for »mindstekrav« ikke kan anses for at betyde en hvilken som helst foranstaltning, der er fastlagt ved en EU-retsakt. Begrebet mindstekrav skal forstås i den betydning, at det dels udgør en minimumsstandard til fordel for arbejdstagerne eller andre berørte personer, dels at det gør det muligt at vedtage eller indføre endnu strengere foranstaltninger på nationalt plan inden for rammerne af national lovgivning, der er skrappere end den lovgivning, der på Unionsplan fastsætter mindstekravet. Den omstændighed alene, at der stilles krav om grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering, medfører således ikke, at der anvendes et maksimumskrav, men udgør et muligt mindstekrav i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006.

Sagsøgerne hævder desuden, at det, for at en lovgivning er »specifik« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, er tilstrækkeligt, at den henviser til en kategori af stoffer og bl.a. til klassifikationskriterierne. Den første sagsøger citerer et dokument fra ECHA med overskriften »Preparation of draft Annex XIV entries for the third recommandation of substances to be included in Annex XIV – General Approach«, af hvilken det fremgår, at forekomsten at et stof under kategorier som »kræftfremkaldende stoffer« eller »mutagene stoffer« er tilstrækkelig til at anse en lovgivning om en af disse kategorier for at være specifik.

Dette argument kan ikke tiltrædes.

For det første er det dokument, som sagsøgerne har citeret, alene en meddelelse fra ECHA, der oplyser de berørte parter om den fremgangsmåde, som ECHA følger med henblik på vurderingen af bl.a. de betingelser, der følger af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006. Dette dokument har ikke nogen juridisk værdi og er uden betydning i forhold til Unionens retsinstansers fortolkning af den nævnte artikel.

For det andet kan det ikke udledes af ordlyden af afsnit 5.1, anden betragtning, i det af sagsøgerne citerede dokument, at et hvilket som helst klassificeringskriterium er tilstrækkeligt til at anse en lovgivning vedrørende en kategori af stoffer, der er omfattet af dette kriterium, for at være specifik.

Det skal først bemærkes, at afsnit 5.1, anden betragtning, i det af sagsøgerne citerede dokument henviser til korrekt kontrol af risici. Hvorvidt ECHA med den nævnte betragtning har ønsket nærmere at præcisere de kriterier, der ifølge ECHA gør det muligt at anse en lovgivning for at være specifik, er således diskutabelt.

Derudover har ECHA i det af sagsøgerne citerede dokument præciseret, at »generally, the legislation in question should specifically refer to the substance to be included in Annex XIV [to Regulation No 1907/2006] either by naming the substance or by referring to the group the substance belongs to, e.g. by referring to the classification criteria or the Annex XIII [to that regulation] criteria«. Selv hvis det antages, at ECHA havde til hensigt nærmere at præcisere de kriterier, der ifølge ECHA gør det muligt at anse en lovgivning for at være specifik, ville det alene kunne udledes af det pågældende uddrag, at der i lovgivningen frem for alt skal henvises til stoffet som sådan, og at det, såfremt dette ikke er tilfældet, er muligt ligeledes at anse en kategori af stoffer for at være genstand for en specifik lovgivning, hvis denne lovgivning imidlertid vedrører en kategori, der klart adskiller sig fra andre stoffer. En lovgivnings specificitet i forhold til en kategori af stoffer skal således være sammenlignelig med specificiteten af en lovgivning, der alene vedrører et enkelt stof. Heraf følger det, at en simpel henvisning til kræftfremkaldende, mutagene eller kemiske stoffer er for generel.

For det andet har sagsøgerne påberåbt sig to direktiver, der vedrører miljøbeskyttelse, nemlig direktiv 2010/75 og 2012/18, uden dog at præcisere, i hvilket omfang disse direktiver udgør en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006. Til støtte for deres argumentation har de alene henvist til stævningens bilag A.22, der uden hverken at angive forfatteren eller kilden til en rapport med overskriften »Environmental Risk Reduction Strategy and Analysis of Advantages and Drawbacks for Hexavalent Chromium« gengiver rapportens afsnit 4 og er mere end 40 sider langt. Ifølge sagsøgerne sikrer direktiv 2010/75 samt et dokument med titlen »BREF« – dvs. et referencedokumentet vedrørende de bedste tilgængelige teknikker til overfladebehandling af metaller og plastmaterialer fra august 2006 – anvendelsen af de bedste tilgængelige teknikker – dvs. de fremgangsmåder, der er mest effektive, mest avancerede og nemmest at gennemføre med henblik på, at emissioner og disses indvirkning på miljøet undgås eller nedsættes.

For det første skal det bemærkes, at denne argumentation skal afvises, for så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at direktiv 2010/75 og 2012/18 udgør en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, eftersom det ikke tilkommer Retten i sagsøgernes sted at forsøge selv at finde frem til og fastslå, hvilke forhold i det omfangsrige bilag A.22 til stævningen, som sagsøgerne henviser til under ét, den anser for at kunne begrunde deres argumentation (jf. i denne retning kendelse af 29.11.1993, Koelman mod Kommissionen, T-56/92, Sml., EU:T:1993:105, præmis 23). I det omfang denne argumentation alene vedrører kontrol af risici, skal den i øvrigt ligeledes afvises, eftersom det forhold, at der alene henvises til bilaget som helhed uden en præcisering af de relevante passager eller afsnit, heller ikke gør det muligt at forstå, hvorfor risikoen skal anses for at være under kontrol. Hvad angår dokumentet med titlen »BREF« gælder det samme ræsonnement. Det skal desuden konstateres, at det nævnte dokument ikke er blevet stillet til rådighed for Retten, der således ikke kan undersøge det.

For det andet bemærkes, at selv hvis det antages, at sagsøgernes argumentation i forhold til direktiv 2012/18 kan tiltrædes, kan det nævnte direktiv på ingen måde anses for at være en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, og det til trods for den omstændighed, at direktivet finder anvendelse på chromtrioxid i henhold til del 1 i direktivets bilag I, sammenholdt med bilag VI, tabel 3.1, indeksnummer 024-001-00-0, i forordning nr. 1272/2008.

Det fremgår nemlig af artikel 1 i direktiv 2012/18, at direktivets genstand er at fastsætte bestemmelser om forebyggelse af »større uheld« med farlige stoffer og om begrænsning af sådanne uhelds følger for menneskers sundhed og miljøet med det formål på en sammenhængende og effektiv måde at sikre et højt beskyttelsesniveau i hele Unionen. I artikel 5, stk. 1, fastlægger det nævnte direktiv generelle forpligtelser for erhvervsdrivende, der skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænse sådanne uhelds følger for menneskers sundhed og miljøet. I bilag III, litra b), til samme direktiv specificeres de tiltag, der skal indgå i det sikkerhedsledelsessystem, som de erhvervsdrivende er forpligtede til at gennemføre i deres anlæg i henhold til artikel 8 i det pågældende direktiv – dvs. bl.a. uddannelse og bevidstgørelse af personalet, identifikation og vurdering af større risici, kontrol af industrianlæg, styring af ændringer, der skal foretages i forhold til anlæg, processer eller lagre, beredskabsplanlægning, løbende overvågning af præstationer, indberetning af uheld og periodisk gennemgang og revision.

Bilag I til direktiv 2012/18 fastsætter derudover tærskelmængder for tilstedeværelsen af et farligt stof inden for en virksomhed (i ton) for derved at afgrænse dets anvendelsesområde. Således finder dette direktiv ikke anvendelse i forhold til de virksomheder, inden for hvilke der er farlige stoffer til stede i mængder, der ligger under de mængder, der er angivet i kolonne 2 i direktivets bilag I, del 1 eller del 2. Derimod er virksomheder, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde som »kolonne 2-virksomheder« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, eller som »kolonne 3-virksomheder« som omhandlet i artikel 3, stk. 3, omfattet af det nævnte direktiv. Bilag I til direktivet fastsætter således hverken grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering eller emissionsgrænseværdier for en virksomhed.

Formålet med direktiv 2012/18 er således at garantere anlæggenes sikkerhed med henblik på at undgå »større« uheld. Det er hverken møntet på specifikke anvendelser af farlige stoffer i forbindelse med en virksomheds almindelige industrielle aktiviteter som sådan eller beskyttelsen af mennesker imod en for høj eksponering over for farlige stoffer på deres arbejdsplads. Således kan det ikke anses for at være en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1097/2006.

For det tredje skal det, selv hvis det antages, at sagsøgernes argumentation i forhold til direktiv 2010/75 kan antages til realitetsbehandling, bemærkes, at det nævnte direktiv ikke kan anses for at være en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006.

I medfør af dets artikel 1 indeholder direktiv 2010/75 »regler om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening fra industrielle aktiviteter«. Det fastsætter også regler, der er udformet til at forebygge eller, hvis dette ikke er muligt, begrænse udledninger til luft, vand og jord samt forebygge, at der opstår affald, for generelt at nå et højt miljøbeskyttelsesniveau. Ifølge artikel 2 finder det anvendelse på industrielle aktiviteter, der medfører forurening som anført i kapitel II-VI. Direktivet finder ikke anvendelse på forskningsaktiviteter, udviklingsaktiviteter eller afprøvning af nye produkter og processer. I henhold til bilag I finder direktivet bl.a. anvendelse på aktiviteter i forbindelse med »[b]ehandling af overflader på metaller eller plastmaterialer ved en elektrolytisk eller kemisk proces, hvis behandlingskarrenes volumen er på mere end 30 m3«. Direktivets artikel 14, stk. 1, litra a), pålægger medlemsstaterne at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde de i artikel 11 og 18 omhandlede krav og bl.a. at fastsætte emissionsgrænseværdier for de forurenende stoffer, der er opført på listen i bilag II, samt for andre forurenende stoffer, som under hensyn til deres art og deres potentielle evne til at overføre forurening fra et miljømedium til et andet vil kunne udledes fra det pågældende anlæg i betydelige mængder. Dette bilag opregner en hel serie af stoffer, og bl.a. stoffer og præparater, hvis kræftfremkaldende, mutagene eller eventuelt forplantningspåvirkende egenskaber gennem luft eller vand er påvist.

Mens der ikke er tvivl om, at direktiv 2010/75 på generel vis kan finde anvendelse på industrielle udslip, der hidrører fra anvendelser af chromtrioxid, skal det imidlertid konstateres, at direktivet ikke indeholder nogen specifik bestemmelse vedrørende dette stof. Direktivet finder alene anvendelse på behandling af overflader på metaller eller plastmaterialer ved en elektrolytisk eller kemisk proces, hvis behandlingskarrenes volumen er på mere end 30 m3. Det omfatter således en konkret industriel proces, der overskrider en bestemt større tærskelmængde, og ikke et bestemt stof i denne proces, og det finder ikke anvendelse over for alle typer af denne proces – bl.a. over for de processer, der ikke overskrider den angivne tærskel.

Det fremgår af alt det ovenstående, at sagsøgerne samt Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, ikke har påvist, at der for så vidt angår chromtrioxid eksisterer en »specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006.

Hvad angår den anden betingelse, der følger af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, nemlig en tilfredsstillende kontrol under hensyntagen til den eksisterende specifikke fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof, skal det bemærkes, at der, som det er anført i præmis 32 ovenfor, alene kan indrømmes en undtagelse, såfremt alle betingelserne i bestemmelsen er opfyldt. Når der ikke foreligger eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof, er det ikke nødvendigt at undersøge den nævnte anden betingelse. Det skal derudover bemærkes, at kontrollen af risikoen – i betragtning af udtrykket »compte tenu«, der er anvendt i den franske udgave af den nævnte bestemmelse, og de udtryk, der anvendes i andre sprogudgaver af bestemmelsen, såsom det tyske udtryk »auf der Grundlage« og det engelske »on the basis of« – skal baseres på den nævnte eksisterende specifikke fællesskabslovgivning. I mangel af en sådan lovgivning er det imidlertid umuligt, at der heraf kan følge nogen kontrol af risikoen – såfremt den kan anses for godtgjort – hvilket allerede er en grund i sig selv til at fastslå, at den anden betingelse ikke er opfyldt i den foreliggende sag. De argumenter, som sagsøgerne har fremsat med henblik på at påvise, at de risici, der følger af forskellige anvendelser af chromtrioxid, i virkeligheden af andre grunde praktisk taget ikke findes eller endog er ubetydelige eller under kontrol, skaber ikke en forbindelse mellem den påståede tilfredsstillende kontrol af risici og en eksisterende specifik fællesskabslovgivning og er følgelig irrelevante.

Eftersom alle de betingelser, der følger af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, ikke var opfyldt, rådede Kommissionen ikke over en skønsmargen i den foreliggende sag for så vidt angår indrømmelsen af en undtagelse i henhold til den nævnte artikel. Retten bemærker dog, at såfremt de betingelser, der er angivet i præmis 32 ovenfor, havde været opfyldt, ville det skøn, som Kommissionen ville have haft, ikke have været ubegrænset og ville ikke have givet Kommissionen ret til at gennemføre vilkårlige foranstaltninger. Selv om man går ud fra denne forudsætning, ville den argumentation, som sagsøgerne samt Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, har fremført, imidlertid ikke kunne tages til følge, idet de elementer, der er fremsat, ikke gør det muligt at antage, at Kommissionens skønsmargen var indskrænket i en sådan grad, at den var forpligtet til at indrømme den anmodede undtagelse.

I lyset af det ovenstående skal det konkluderes, at Kommissionen ikke har tilsidesat artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 ved ikke at indrømme den undtagelse, som sagsøgerne har anmodet om. Det andet anbringende om tilsidesættelse af denne artikel må derfor forkastes.

Det første anbringende om åbenbart urigtige skøn

Sagsøgerne har i det væsentlige anfægtet det videnskabelige grundlag for den anfægtede retsakt, idet deres hovedargument er, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang har undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt de risici, der følger af forskellige anvendelser inden for forkromningsindustrien, var under kontrol.

Idet det andet anbringende skal forkastes, fordi den første betingelse i artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, ikke var opfyldt, er det, som anført i præmis 62 ovenfor, ikke nødvendigt at undersøge, hvorvidt de risici, der følger af forskellige anvendelser inden for forkromningsindustrien, er under kontrol eller ej.

Det må derfor konstateres, at Retten, selv i tilfælde af at Kommissionen rent faktisk skulle have anlagt åbenbart urigtige skøn inden vedtagelsen af den anfægtede retsakt, ikke kan tage sagsøgernes påstand om delvis annullation af den anfægtede retsakt, for så vidt som sidstnævnte ikke indrømmer den undtagelse, som sagsøgerne har anmodet om, til følge.

Under disse omstændigheder kan det første anbringende ikke tages til følge og må derfor forkastes som ugrundet.

Det tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Sagsøgerne har med støtte fra Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, gjort gældende, at det under omstændigheder som i den foreliggende sag var uforholdsmæssigt at gennemføre det de facto-forbud, der indføres ved den anfægtede afgørelse, af samtlige anvendelser af chromtrioxid. Der skal bl.a. tages hensyn til den omstændighed, at dette stof først og fremmest anvendes inden for forkromningsindustrien som mellemprodukt i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, nr. 15), i forordning nr. 1907/2006.

Kommissionen har – støttet af ECHA – bestridt disse argumenter.

I lyset af det, der er fremført i forbindelse med det andet anbringende, skal det konstateres, at for så vidt som Kommissionen ikke rådede over en skønsmargen i den foreliggende sag angående indrømmelsen af en undtagelse i henhold til artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, idet alle betingelserne i den nævnte artikel ikke var opfyldt, har den heller ikke kunnet tilsidesætte proportionalitetsprincippet ved at anvende artiklen på den måde, som denne pålagde Kommissionen at anvende den. Idet Kommissionen således var tvunget til at træffe afgørelsen om ikke at indrømme en undtagelse, kunne den ikke herved tilsidesætte proportionalitetsprincippet.

Det argument, som sagsøgerne har fremført, ville således – som Kommissionen med rette har påpeget – alene kunne tages til følge, såfremt det er rettet mod lovligheden af artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 som sådan. Som sagsøgerne imidlertid har præciseret under retsmødet, har de ikke fremsat en ulovlighedsindsigelse mod artiklen.

Hvad angår det argument, som Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, har fremført, hvorefter chromtrioxid som mellemprodukt i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, nr. 15), i forordning nr. 1907/2006, ikke skal være underlagt godkendelseskravet som omhandlet i bestemmelserne i afsnit VII i forordning nr. 1907/2006, skal det konstateres, at det, for så vidt som disse intervenienter ved dette argument vil gøre gældende, at bestemmelserne i afsnit VII i henhold til forordningens artikel 2, stk. 8, ikke finder anvendelse, drejer sig om et anbringende, der ændrer søgsmålets genstand, således som den er fastlagt af hovedparterne, og som dermed skal afvises (jf. i denne retning dom af 28.7.2011, Diputación Foral de Vizcaya m.fl. mod Kommissionen, C-474/09 P – C-476/09 P, EU:C:2011:522, præmis 111). Under alle omstændigheder er dette argument også ugrundet, idet disse intervenienter ikke har fremlagt noget bevis for, at chromtrioxid ville kunne anses for at være et mellemprodukt som omhandlet i forordningens artikel 3, nr. 15), i forordning nr. 1907/2006. Sagsøgerne har imidlertid nedlagt påstand om, at Retten selv prøver, »hvorvidt omdannelsen af chromtrioxiden til et forkromet metal under forkromningsprocessen opfylder betingelserne for undtagelsen i artikel 2, stk. 8, i [den pågældende] forordning, eller, subsidiært, for undtagelsen efter [samme forordnings] artikel 58, stk. 2, således at den undtagelsesløse opførsel af chromtrioxid i bilag XIV er ulovlig«. Imidlertid påhviler det ikke Retten at fremskaffe de beviser, som parterne ikke har fremlagt.

For så vidt som dette argument – som sagsøgerne har angivet under retsmødet – alene vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionens afgørelse om ikke at indrømme en undtagelse i henhold til artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 var uforholdsmæssig, er det af de grunde, der er redegjort for i præmis 72 ovenfor, irrelevant.

Det tredje anbringende må følgelig forkastes.

Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar og principperne om god forvaltning og om, at »videnskabelig rådgivning skal være uafhængig og kompetent«

Sagsøgerne har fremført to klagepunkter. I forbindelse med det første klagepunkt har de påberåbt sig en tilsidesættelse af deres ret til forsvar, idet de bl.a. har gjort gældende, at de, idet de ikke havde aktindsigt i oplysningerne i MEGA-rapporten, ikke fuldt ud har kunnet begrunde deres anmodning om fritagelse fra godkendelseskravet. I forbindelse med det andet klagepunkt har de påberåbt sig en tilsidesættelse af principperne om god forvaltning og om, at »videnskabelig rådgivning skal være uafhængig og kompetent«, bl.a. med den begrundelse, at Kommissionen og ECHA ikke har været i besiddelse af den nævnte rapport og således ikke har kunnet undersøge alle de til rådighed stående oplysninger, og at oplysninger, som den første sagsøger har tilvejebragt i forbindelse med den offentlige høring, ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet taget i betragtning.

Kommissionen har – støttet af ECHA – bestridt disse argumenter.

– Om det første klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar

Hvad angår det første klagepunkt skal der mindes om, at bestemmelserne i afsnit VII i forordning nr. 1907/2006 ikke omhandler en ret til at anmode om, at der indrømmes en undtagelse, og at det alene er inden for rammerne af forordningens artikel 58, stk. 4, at sagsøgerne er blevet opfordret til i deres egenskab af berørte parter at fremsætte »kommentarer […] vedrørende anvendelser, der bør undtages fra kravet om godkendelse«.

Den offentlige høring, der er omhandlet i artikel 58, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006, giver imidlertid ikke de berørte parter særlige processuelle rettigheder, såsom retten til at få aktindsigt i dokumenter, der er stillet til rådighed for ECHA eller Kommissionen i forbindelse med proceduren for optagelse af stoffer i bilag XIV til denne forordning. Den nævnte artikel fastsætter alene retten til at fremsætte kommentarer. Sagsøgerne har imidlertid ikke gjort gældende, at deres ret til at fremsætte kommentarer i forbindelse med den ovenfor nævnte offentlige høring ikke er blevet overholdt af ECHA eller Kommissionen. Således kan sagsøgernes argumentation, hvorefter deres ret til forsvar er blevet tilsidesat, ikke tages til følge.

Der sættes ikke spørgsmålstegn ved denne konklusion med henvisning til den retspraksis, som sagsøgerne har påberåbt sig. Ganske vist er det rigtigt, at præmis 130 i dom af 9. september 2008, Bayer CropScience m.fl. mod Kommissionen (T-75/06, Sml., EU:T:2008:317), bl.a. henviser til overholdelse af retten til forsvar »under enhver procedure, der iværksættes over for en person«. I nærværende sag kan proceduren for optagelse af chromtrioxid i bilag XIV til forordning nr. 1907/2006 dog ikke anses for at være en »procedure, der iværksættes over for« sagsøgerne. Desuden påvirker den omstændighed, at artikel 58 i den nævnte forordning fastsætter en offentlig høring, ikke den kendsgerning, at hverken ECHA eller Kommissionen er forpligtet til i henhold til denne artikel at høre en person, der kunne være berørt af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning og analogt kendelse af 12.12.2003, Bactria mod Kommissionen, C-258/02 P, Sml., EU:C:2003:675, præmis 43). Endelig, for så vidt som sagsøgerne har henvist til artikel 2 i Parlamentets og Rådet forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43), skal det konstateres, at sidstnævnte ikke kan ændre rækkevidden af artikel 58, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006, og således ikke kan skabe proceduremæssige rettigheder, som forordning nr. 1907/2006 ikke fastsætter. Sagsøgerne har i øvrigt ikke gjort en tilsidesættelse af forordning nr. 1049/2001 gældende.

Under disse omstændigheder forelå der ikke nogen forpligtelse for Kommissionen til udelukkende med henblik på den offentlige høring at give aktindsigt i de dokumenter, der blev gennemgået under den foregående procedure, herunder MEGA-rapporten. Spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen var i besiddelse af rapporten, og om den var i stand til at give aktindsigt i dette dokument, er således irrelevant. Således må det første klagepunkt forkastes.

– Om det andet klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af principperne om god forvaltning og om, at »videnskabelig rådgivning skal være uafhængig og kompetent«

Hvad angår det andet klagepunkt skal det først konstateres, at Kommissionen ikke har tilsidesat artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006. Som det derudover følger af behandlingen af fjerde anbringendes første klagepunkt, har Kommissionen og ECHA ikke tilsidesat sagsøgernes proceduremæssige rettigheder. Endelig havde Kommissionen og ECHA i forbindelse med beslutningstagningen vedrørende indrømmelsen af en undtagelse ligeledes ret til at give afkald på en vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt de risici, der følger af bestemte anvendelser af chromtrioxid, var under kontrol.

Under disse omstændigheder må det konstateres, at selv om det antages, at den videnskabelige vurdering, som ECHA og Kommissionen har foretaget – således som sagsøgerne har gjort gældende – blev gennemført på en uhensigtsmæssig måde, ville sådanne fejl være blevet begået på stadier, der lå før proceduren – dvs. bl.a. under udarbejdelsen af det pågældende bilag XV-dossier – og ville ikke kunne påvirke gyldigheden af afgørelsen om ikke at indrømme en undtagelse i henhold til artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006. Denne afgørelse var ligesom ECHA’s anbefaling nemlig udelukkende baseret på, at der ikke forelå en »eksisterende specifik fællesskabslovgivning, der pålægger mindstekrav vedrørende beskyttelse af menneskers sundhed eller miljøet i forbindelse med anvendelsen af det pågældende stof« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 58, stk. 2, og ikke kontrollen af risiciene. Således har eventuelle fejl for så vidt angår den videnskabelige analyse af kontrollen af risiciene i procedurens forudgående faser – dvs. bl.a. under udarbejdelsen af det pågældende dossier – ikke kunnet have nogen som helst betydning for lovligheden af denne afgørelse.

Det følger af det ovenstående, at Kommissionen bør frifindes.

Anmodningen om genåbning af den mundtlige del

I betragtning af det ovenstående skal anmodningen om genåbning af den mundtlige del heller ikke imødekommes.

Som det følger af procesreglementets artikel 113, stk. 2, litra c), såvel som af retspraksis, er Retten nemlig kun pligtig at imødekomme en anmodning om genåbning af den mundtlige forhandling med henblik på at tage påståede nye faktiske omstændigheder i betragtning, såfremt den berørte part påberåber sig faktiske omstændigheder, som kan have afgørende betydning for tvistens afgørelse, og som parten ikke kunne have gjort gældende før afslutningen af den mundtlige forhandling (jf. i denne retning dom af 27.9.2006, Roquette Frères mod Kommissionen, T‑322/01, Sml., EU:T:2006:267, præmis 323).

I den foreliggende sag vedrører de nye faktiske omstændigheder, som sagsøgerne har gjort gældende, imidlertid alene oplysningerne i MEGA-rapporten og spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen og ECHA har anlagt åbenbart urigtige skøn i forbindelse med den videnskabelige analyse af kontrollen af risici under de faser i proceduren, der lå før den fase, hvori afgørelsen vedrørende indrømmelse af en undtagelse i henhold til artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 blev truffet.

Som det er fastslået i præmis 68 og 69 ovenfor, kan Retten – selv i det tilfælde, hvor Kommissionen rent faktisk har anlagt åbenbart urigtige skøn inden vedtagelsen af den anfægtede retsakt – ikke tage sagsøgernes påstand, der tilsigter at opnå delvis annullation af den anfægtede retsakt, til følge, for så vidt som denne sidstnævnte ikke indrømmer den undtagelse, som sagsøgerne har anmodet om.

Således har de nye oplysninger, som sagsøgerne har fremlagt, ikke afgørende betydning for tvistens afgørelse.

Af samme grund skal parterne heller ikke høres vedrørende den sagkyndige erklærings betydning for tvistens afgørelse.

Sagens omkostninger

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til nævnte reglementets artikel 138, stk. 1, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, kan Retten træffe afgørelse om, at øvrige intervenienter end de i samme bestemmelses stk. 1 og 2 nævnte bærer deres egne omkostninger.

Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære hver deres egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

Intervenienterne og ECHA bærer deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):

Europa-Kommissionen frifindes.

Verein zur Wahrung von Einsatz und Nutzung von Chromtrioxid und anderen Chrom-VI-verbindungen in der Oberflächentechnik eV (VECCO) og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilag I, bærer hver deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Assogalvanica og de øvrige intervenienter, hvis navne er anført i bilag II, bærer hver deres egne omkostninger.

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) bærer sine egne omkostninger.

Dittrich

Schwarcz

Tomljenović

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. september 2015.

Underskrifter

BILAG I

Adolf Krämer GmbH & Co. KG, Ulm (Tyskland)

AgO Argentum GmbH Oberflächenveredelung, Nürnberg (Tyskland)

Alfred Kruse GmbH Metallveredelungen, Langenfeld (Tyskland)

AL-Oberflächenveredlungsgesellschaft m.b.H, Wuppertal (Tyskland)

Anke GmbH & Co. KG Oberflächentechnik, Essen (Tyskland)

ATC Armoloy Technology Coatings GmbH & Co. KG, Mosbach (Tyskland)

August Schröder GmbH & Co. KG Oberflächenveredelung, Hemer (Tyskland)

August Sure KG, Lüdenscheid (Tyskland)

Baaske Oberflächenveredlung GmbH, Wuppertal (Tyskland)

Hartchrom Beck GmbH, Güglingen (Tyskland)

Bredt GmbH, Meschede (Tyskland)

Breidert Galvanic GmbH, Darmstadt (Tyskland)

Chrom-Müller Metallveredelung GmbH, Oberndorf a. N. (Tyskland)

Chrom-Schmitt GmbH & Co. KG, Baden-Baden (Tyskland)

C. Hübner GmbH, Marktoberdorf (Tyskland)

C. W. Albert GmbH & Co. KG, Hemer-Bredenbruch (Tyskland)

Detlef Bingen Gesellschaft mit beschränkter Haftung, Langenfeld (Tyskland)

Dittes Oberflächentechnik GmbH, Keltern (Tyskland)

Duralloy Süd GmbH, Villingen-Schwenningen (Tyskland)

Durochrom-Bogatzki, Oberndorf a. N. (Tyskland)

Metallveredlung Emil Weiß GmbH & Co. KG, Mitwitz (Tyskland)

Ewald Siodla Metallveredelungsgesellschaft mbH, Witten (Tyskland)

Flügel CSS GmbH & Co. KG, Solingen (Tyskland)

Fritz Zehnle Galvanische Anstalt, Inh. Gerd Joos e.K., Triberg (Tyskland)

Galvanoform Gesellschaft für Galvanoplastik mbH, Lahr (Tyskland)

Galvano Herbert Geske e.K., Solingen (Tyskland)

Galvanotechnik Friedrich Holst GmbH, Hamburg (Tyskland)

Galvano Weis, Weis GmbH & Co., Galvanische Werkstätte KG, Emmering (Tyskland)

gebr. böge Metallveredelungs GmbH, Hamburg (Tyskland)

Hans Giesbert GmbH & Co. KG, Mömbris (Tyskland)

Groz-Beckert KG, Albstadt (Tyskland)

GTW GmbH, Werl (Tyskland)

GWC Coating GmbH, Villingen-Schwenningen (Tyskland)

Hartchrom Beuthel GmbH, Schwelm (Tyskland)

Hartchrom Erb GmbH, Weiterstadt (Tyskland)

Hartchrom GmbH, Karlsruhe (Tyskland)

Hartchrom GmbH Werner Kreuz, Blumberg (Tyskland)

Hartchrom Schoch GmbH, Sternenfels (Tyskland)

Hartchrom Teikuro Automotive GmbH, Sternenfels (Tyskland)

Heine Optotechnik GmbH & Co. KG, Herrsching (Tyskland)

Heinrich Schnarr GmbH Metallveredlungswerk, Mainaschaff (Tyskland)

Heinrich Schulte Söhne GmbH & Co. KG, Arnsberg (Tyskland)

Heinz Daurer und Söhne GmbH & Co. KG Metall-Veredelung-Lampertheim, Lampertheim (Tyskland)

Helmut Gossmann Metallveredelungs-GmbH, Goldbach (Tyskland)

Henry Gevekoth GmbH, Hamburg (Tyskland)

Heyer GmbH Oberflächentechnik, Lübeck (Tyskland)

HFJ Galvano Kiel GmbH, Kiel (Tyskland)

Hueck Engraving GmbH & Co. KG, Viersen (Tyskland)

Imhof Hartchrom GmbH, Karlstadt (Tyskland)

Johannes Jander GmbH & Co. KG Metalloberflächenveredelung, Iserlohn (Tyskland)

Johann Maffei GmbH & Co. KG, Iserlohn-Simmern (Tyskland)

Kesseböhmer Beschlagsysteme GmbH & Co. KG, Bad Essen (Tyskland)

Knipex-Werk C. Gustav Putsch KG, Wuppertal (Tyskland)

Kreft & Röhrig Gesellschaft mit beschränkter Haftung, Troisdorf-Friedrich-Wilhelms Hütte (Tyskland)

Kriebel Metallveredelung GmbH, Kirschfurt (Tyskland)

LKS Kronenberger GmbH Metallveredlungswerk, Seligenstadt (Tyskland)

Kunststofftechnik Bernt GmbH, Kaufbeuren (Tyskland)

L B - Oberflächentechnik GmbH, Wuppertal (Tyskland)

Linder Metallveredelungsgesellschaft mit beschränkter Haftung, Albstadt (Tyskland)

Metallisierwerk Peter Schreiber GmbH, Düsseldorf (Tyskland)

Montanhydraulik GmbH, Holzwickeden (Tyskland)

Morex SpA, Crespano del Grappa (Italien)

Motoren-Sauer Instandsetzungs-GmbH, Hösbach (Tyskland)

MSC/Copperflow Ltd, Bolton, Greater Manchester (Det Forenede Kongerige)

Neumeister Hydraulik GmbH, Neuenstadt am Kocher (Tyskland)

Nießer Metallveredelung GmbH, Röthenbach a. d. Pegnitz (Tyskland)

Norddeutsche Hartchrom GmbH & Co. KG, Ganderkesee (Tyskland)

Oberflächenzentrum Elz GmbH, Limburg (Tyskland)

OK Oberflächenveredelung GmbH & Co. KG, Sundern (Tyskland)

OTH Oberflächentechnik Hagen GmbH & Co. KG, Hagen (Tyskland)

OT Oberflächentechnik GmbH & Co. KG, Schwerin (Tyskland)

Präzisionsgalvanik GmbH Wolfen, Bitterfeld-Wolfen (Tyskland)

Rahrbach GmbH, Heiligenhaus (Tyskland)

Rudolf Clauss GmbH & Co. KG Metallveredlung, Mülheim a. d. Ruhr (Tyskland)

Rudolf Jatzke Galvanik-Hartchrom Günter Holthöfer GmbH & Co. KG, Bielefeld (Tyskland)

Schaeffler Technologies AG & Co. KG, Herzogenaurach (Tyskland)

Scherer GmbH, Haslach im Kinzigtal (Tyskland)

Schmitz Hydraulikzylinder GmbH, Büttelborn (Tyskland)

Schnarr Metallveredlung GmbH, Waiblingen (Tyskland)

Schornberg Galvanik GmbH, Lippstadt (Tyskland)

Robert Schrubstock GmbH & Co. KG, Velbert (Tyskland)

Schulte Hartchrom GmbH, Arnsberg (Tyskland)

Schwing GmbH, Sankt Stefan im Lavanttal (Østrig)

Silit-Werke GmbH & Co. KG, Riedlingen (Tyskland)

Steinbach & Vollmann GmbH & Co. KG, Heiligenhaus (Tyskland)

Strötzel Oberflächentechnik GmbH & Co. KG, Hildesheim (Tyskland)

Süss Oberflächentechnik GmbH, Wetzlar (Tyskland)

Thoma Metallveredelung GmbH, Heimertingen (Tyskland)

Viemetall Viersener Metallveredlung Pottel GmbH & Co. KG, Viersen (Tyskland)

Walzen-Service-Center GmbH, Oberhausen (Tyskland)

Wavec GmbH, Eisenhüttenstadt (Tyskland)

Wilhelm Bauer GmbH & Co. KG, Hannover (Tyskland)

Willy Remscheid Galvanische Anstalt GmbH, Solingen (Tyskland)

Willy Remscheid Kunststofftechnik GmbH, Velbert (Tyskland)

Wiotec, Inhaber Udo Wilmes e.K., Ense (Tyskland)

Wissing Hartchrom GmbH, Lohmar (Tyskland)

alfi GmbH Isoliergefäße, Metall- und Haushaltswaren, Wertheim (Tyskland)

BIA Kunststoff- und Galvanotechnik GmbH & Co. KG, Solingen (Tyskland)

Siegfried Boner e.K., Villingen-Schwenningen (Tyskland)

Bruchmühlbacher Galvanotechnik (BG) GmbH, Bruchmühlbach-Miesau (Tyskland)

C + C Krug GmbH, Velbert (Tyskland)

Collini GmbH, Aperg (Tyskland)

Collini Gesellschaft m.b.H, Hohenems (Østrig)

Collini GmbH, Marchtrenk (Østrig)

Collini Wien GmbH, Wien (Østrig)

Federal-Mogul TP Europe GmbH & Co KG, Burscheid (Tyskland)

Fischer GmbH & Co. surface technologies KG, Katzenelnbogen (Tyskland)

Friederici Oberflächenveredlung GmbH, Iserlohn (Tyskland)

Galvano Wittenstein GmbH, Solingen (Tyskland)

Gedore-Werkzeugfabrik GmbH & Co. KG, Remscheid (Tyskland)

Gerhardi Kunststofftechnik GmbH, Lüdenscheid (Tyskland)

Gosma - Werkzeugfabrik und Metallveredelung Weber GmbH, Gosheim (Tyskland)

Hartchrom-Meuter Ernst Meuter GmbH & Co. KG, Solingen (Tyskland)

Hartchrom Spezialbeschichtung Winter GmbH, Treuen (Tyskland)

Hasler AG, Aluminiumveredlung, Turgi (Schweiz)

Hartchrom Haslinger Oberflächentechnik GmbH, Linz (Østrig)

Hentschel Harteloxal GmbH & Co. KG, Schorndorf (Tyskland)

Kammin Metallveredelung KG, Friesenheim (Tyskland)

Karl-Heinz Bauer GmbH Galvanische Anstalt, Ispringen (Tyskland)

Maschinenfabrik KBA-Mödling AG, Maria Enzersdorf (Østrig)

Albert Kißling Galvanische Werke GmbH, Neusäß (Tyskland)

KME Germany GmbH & Co. KG, Osnabrück (Tyskland)

Lahner KG, Brunn am Gebirge (Østrig)

Liebherr-Aerospace Lindenberg GmbH, Lindenberg (Tyskland)

MTU Aero Engines AG, München (Tyskland)

MTU Maintenance Hannover GmbH, Langenhagen (Tyskland)

Münze Österreich AG, Wien (Østrig)

Nehlsen-BWB Flugzeug-Galvanik Dresden GmbH & Co. KG, Dresden (Tyskland)

Orbis Will GmbH + Co. KG, Ahaus (Tyskland)

Riag Oberflächentechnik AG, Wängi (Schweiz)

Franz Rieger Metallveredlung, Steinheim am Albuch (Tyskland)

Saxonia Galvanik GmbH, Halsbrücke (Tyskland)

Schweizer Galvanotechnic GmbH & Co. KG, Heilbronn (Tyskland)

G. Schwepper Beschlag GmbH + Co, Heiligenhaus (Tyskland)

R. Spitzke Oberflächen- und Galvanotechnik GmbH & Co. KG, Barsbüttel (Tyskland)

Stahl Judenburg GmbH, Judenburg (Østrig)

VTK Veredelungstechnik Krieglach GmbH, Krieglach (Østrig)

STI Surface Technologies International Holding AG, Steinach (Schweiz)

Witech GmbH, Remscheid (Tyskland)

Kurt Zecher GmbH, Paderborn (Tyskland)

De Martin AG, Metallveredelung, Wängi (Schweiz)

Hattler & Sohn GmbH, Villingen-Schwenningen (Tyskland)

Alfacrom 2000 Srl, Fiume Veneto (Italien)

F.LLI Angelini Sud Srl, Arzano (Italien)

Bertola Srl, Marene (Italien)

Bugli Srl, Scandicci (Italien)

Burello Srl, Pavia di Udine (Italien)

Galvanica CMB Di Bittante Franco EC - Snc, Scorzé (Italien)

Casprini Gruppo Industriale SpA, Cavrilia (Italien)

C.F.G. Rettifiche Srl, Argenta (Italien)

CIL – Cromatura e Rettifica Srl, Esine (Italien)

Cromatura Dura Srl, Lozza (Italien)

Cromital Srl, Parma (Italien)

Cromoflesch Di Bolletta Giuseppe & C. - Snc, Scandicci (Italien)

Cromagalante Srl, Padua (Italien)

Cromotrevignia Srl, Ponzano Veneto (Italien)

Elezinco Srl, Castelfidardo (Italien)

Galvanica Nobili Srl, Marano sul Panaro (Italien)

Galvanotecnica Vignati Srl, Canegrate (Italien)

Galvitek Srl, Verona (Italien)

Gilardoni Vittorio Srl, Mandello del Lario (Italien)

Industria Galvanica Dalla Torre Ermanno e Figli Srl, Villorba (Italien)

La Galvanica Trentina Srl, Rovereto (Italien)

Nicros Srl, Conegliano (Italien)

O.C.M. Di Liboà Mauro & C. – Snc, Mondovì (Italien)

Rubinetterie Zazzeri SpA, Incisa Valdarno (Italien)

Silga SpA, Castelfidarno (Italien)

Surcromo Di Suttora Marco, Pieve Emanuele (Italien)

Tobaldini SpA, Altavilla Vicentina (Italien)

Tre Albi SNC Di Trentin Silvano Bittante Mario & Albanese Giancarlo, Vedelago (Italien)

Adolf Boos GmbH & Co. KG, Iserlohn (Tyskland)

Henkel Beiz- und Elektropoliertechnik GmbH & Co. KG, Waidhofen an der Thaya (Østrig)

Saueressig GmbH + Co.KG, Vreden (Tyskland)

Saueressig Polska sp. z o.o., Krucza (Polen)

Wetzel GmbH, Grenzach-Wyhlen (Tyskland)

Wetzel sp. z o.o., Duchnów (Polen)

Apex Cylinders Ltd, Bristol (Det Forenede Kongerige)

Federal-Mogul Burscheid GmbH, Burscheid (Tyskland)

Federal-Mogul Friedberg GmbH, Friedberg (Tyskland)

Federal-Mogul Vermögensverwaltungs-GmbH, Burscheid (Tyskland)

Federal-Mogul Operations Frankrig SAS, Saint-Jean-de-la-Ruelle (Frankrig)

Dietmar Schrick GmbH, Solingen (Tyskland)

Cromatura Dalla Torre Sergio Snc Di Dalla Torre Sergio EC, Breda di Tiave (Italien)

Hartchromwerk Brunner AG, Sankt Gallen (Schweiz)

Schulz Hartchrom GmbH, Hamburg (Tyskland).

BILAG II

Ecometal, Treviso (Italien)

Comité européen pour le traitement de surface (CETS), Leuven (Belgien)

Österreichische Gesellschaft für Oberflächentechnik (AOT), Wien (Østrig)

Surface Engineering Association (SEA), Birmingham (Det Forenede Kongerige)

Zentralverband Oberflächentechnik e.V. (ZVO), Hilden (Tyskland)

Eco-Chim Galvanotecnica di Antoniazzi G. & C. Snc, Codognè (Italien)

Heiche Oberflächentechnik GmbH, Schwaigern (Tyskland)

Schwäbische Härtetechnik Ulm GmbH & Co. KG, Ulm (Tyskland)

Trattamento superfici metalliche Srl (TSM), Schio (Italien)

Aros Hydraulik GmbH, Memmingen (Tyskland)

Berndorf Band GmbH, Berndorf (Østrig)

Eberhard Derichs Maschinen- und Apparatebau GmbH, Krefeld (Tyskland)

Friedrich Fausel Metalldrückerei, Herrlingen (Tyskland)

Goldhofer AG, Memmingen (Tyskland)

Heidelberger Druckmaschinen AG, Heidelberg (Tyskland)

Huhtamaki Flexible Packaging Tyskland GmbH & Co. KG, Ronsberg (Tyskland)

ITW Automotive Products GmbH, Hodenhagen (Tyskland)

Josef Van Baal GmbH, Krefeld (Tyskland)

Kleinvoigtsberger Elektrobauelemente GmbH, Großschirma (Tyskland)

Kniggendorf & Kögler GmbH, Laatzen (Tyskland)

Liebherr-Components Kirchdorf GmbH, Kirchdorf (Tyskland)

Max Hilscher GmbH, Dornstadt (Tyskland)

Mora Metrology GmbH, Aschaffenburg (Tyskland)

Norsystec - Nohra-System-Technik - GmbH, Nohra (Tyskland)

Otto Littmann Maschinenfabrik - Präzisionsmechanik GmbH, Hamburg (Tyskland)

Provertha Connectors Cables & Solutions GmbH, Pforzheim (Tyskland)

Roland Merz, Ober-Ramstadt (Tyskland)

Schwing-Stetter Baumaschinen GmbH, Wien (Østrig)

SML Maschinengesellschaft mbH, Lenzing (Østrig)

ThyssenKrupp Steel Europe AG, Duisbourg (Tyskland)

Windmöller & Hölscher KG, Lengerich (Tyskland).

( *1 ) – Processprog: engelsk.

Full & Egal Universal Law Academy